mandag den 12. marts 2018

Aftryk af liv

John Olsen: 'Ravnenæb', 2010 (pressefoto: Ribe Kunstmuseum)

"Aftryk af liv er mere end en jubilæumsudstilling. Det er en fejring af et usædvanligt menneskes usædvanlige blik. I naturen er al ting nyt og alligevel det samme. Sådan er det med John Olsens kunst. Teknikker, medier og materialer har ændret sig drastisk gennem årene, men kunstnerens blik har været det samme. I John Olsens kunst efterlader livet aftryk"

Der kan vist ikke herske tvivl om, at teksten herover handler om billedkunstneren John Olsen, som om kort tid fejres på Ribe Kunstmuseum i anledning af kunstnerens 80 års fødselsdag senere i år. 

John Olsen har i sandhed været, hvad man kan beskrive som en ener på den danske kunstscene, og denne enkle beskrivelse er måske ikke tilstrækkelig med henblik på at definere hans rolle i samme miljø gennem en menneskealder. 

Egentligt tror jeg, at Olsen slog sit navn fast som grafiker i 1960'erne, og senere gav sig i kast med diverse mixed media-værker, som inkluderer kæmpe samlinger af effekter fundet i naturen. 

Når jeg for eksempel besøger Holstebro Kunstmuseum, skal jeg altid ned i underetagen og besøge John Olsens "Undrekammer", som består af et antal store glasmontrer indeholdende adskillige effekter, der i kraft af deres tilstedeværelse illustrerer eksistensen - liv og død. 

Udstillingen 'Aftryk af liv' åbner på Ribe Kunstmuseum d. 17 marts og kan ses frem til d. 21. maj. 

Da jeg har fået udvidet mit område som kunstanmelder til nu også at omfatte det sydlige Jylland, vil jeg tage udstillingen nærmere i øjesyn, så der kommer meget mere på denne hjemmeside om udstillingen på et senere tidspunkt.

fredag den 9. marts 2018

En ung Merkel i iskold marmor


Ophavet er genkendeligt: Det er en ung Angela Merkel til venstre i Adel Abdessemeds version, som det er på fotoet fra en ungdomslejr i det tidligere DDR på det sort-hvide fotografi. Hvem de to øvrige piger er, melder historien intet om (fotos: Øverst: Musee d' art contemporain de Lyon/nederst.: fotograf ukendt)

Om det er materialets iboende karakter, eller om det blot er ud fra et ønske om at gøre sig interessant, at den algeriske kunstner Adel Abdessemed har ladet udføre en skulptur i hvid Carrara-marmor forestillende en ung Angela Merkel sammen med to veninder, er svært at sige. 

Udgangspunktet er et fotografi, som blev offentliggjort under valgkampen til det tyske valg i 2015 i magasinet Vanity Fair. 

Merkel genvandt som bekendt kanslerposten ved den lejlighed, så et billede af en ung, nøgen Angela - nu gengivet som en parafrase over Rubens' De Tre Gratier fra ca. 1635 - afholdte bestemt ikke tyskerne fra at stemme på Merkel. 

Jeg vil nok også vove at påstå, at man har et mere naturligt forhold til den frie kropskultur i Tyskland, end det er tilfældet i Algier, så måske Abdessemed mener, han har foretaget et kontroversielt værk med denne skulptur, som han kalder 'Is Beautiful'. 

Nyheden kunne læses i The Art Newspaper, og skulpturen kan ses på Musee d'art contemporain de Lyon i Sydfrankrig frem til d. 8. juli.   

onsdag den 7. marts 2018

I Frandsens osteklokke

"Jeg spørger mig selv, hvad der får Randers Kunstmuseum til at udstille bysbarnet Erik A. Frandsen, udover han sandsynligvis, givet hans placering i dansk kunsthistorie, er et trækplaster? For det de egentlig har fået er et salonfæhigt og kedeligt Haiti, som mest af alt er et produkt af den kunstnerkoloni, det kommer ud af, hvilket giver mig følelsen af at gå rundt i en osteklokke end at blive transporteret et mangefacetteret sted hen"

Bortset fra, at sprogblomsterne synes visnet, kan man roligt sige, at Mathias Dyhr i sin anmeldelse på Kunstkritikk.no har adskillige kritiske synspunkter i forhold til Erik A. Frandsen-udstillingen 'Haiti' på Randers Kunstmuseum. 

I mine øjne har Dyhrs iagttagelser mest til hensigt at skabe en generationskløft mellem hans egen aldersgruppe og Frandsens. 

Frandsen er født i 1957, og Dyhr, som i øvrigt ud over sin kritikerstatus er den ene halvdel af duoen Mathias & Mathias, er født i 1991. 

Jeg kan naturligvis ikke underbygge min mistanke; men blot vurdere ud fra det skrevne. 

I øvrigt er det glimrende, at iagttage udøvende kunstnere på samtidskunstscenen nu optræde som kunstanmeldere. 

'Haiti' på Randers Kunstmuseum varer frem til d. 29. juli.

tirsdag den 6. marts 2018

Har Cobra og Jorn toppet?

Asger Jorn: 'Windbeutel in sturm', 1967. Olie på papir monteret på lærred. 40 x 30 cm. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

For nyligt kunne jeg fortælle her på siden om den kommende auktion i Bruun Rasmussens auktionshus i Bredgade i København. 

Når man følger sådan en auktion, kan man samtidigt gøre sig sine overvejelser omkring hvilke kunstnere, som besidder en interesse blandt folk, der investerer i kunst, og investeringer kan man vel roligt tale om, når auktionspriserne rammer halve og hele millioner. 

Her er det interessant at iagttage, at adskillige værker af Cobra-kunstnere - herunder Asger Jorn - måtte trækkes ud af auktionen, da de ikke kunne ramme beløb, som lå i nærheden af de estimerede vurderinger. 

Især de dyre Jorn-værker kunne ikke sælges, og her ser man måske en tendens til, at Jorn har fundet sit leje, når det handler om noget så banalt som økonomisk værdi. 

Maleriet herover blev dog solgt til kr. 140.000 mod en vurdering på kr. 125.000.

søndag den 4. marts 2018

Kvindekroppen i kunsten - udsolgt!

J.W. Waterhouse: 'Hylas and the Nymphs', 1896 (foto: Manchester City Galleries)

For nyligt kunne man på internationale kunstsites på Internettet læse om et maleri af den britiske maler John William Waterhouse. 

Maleriet 'Hylas and the Nymphs' fra 1896 er fjernet fra væggen på Manchester Art Gallery. I stedet er pladsen, hvorpå maleriet normalt er placeret overtapetseret med en masse fedtlapper - post-it sedler - hvorpå publikum kan skrive deres uforbeholdne mening om museets disposition. 

Meningen var, at man ville sætte den viktorianske periodes kvindesyn til debat. Her har publikum tilsyneladende misforstået konceptet, og formodet at der var tale om censur fra museets side. 

Dette tema og andre, som har afsæt i kvindekroppen i kunsten, vil være fremherskende i forbindelse med et arrangement, som jeg deltager i på Antikmuseet i Aarhus. 

Her vil jeg sammen med kunsthistoriker, tidligere museumsdirektør og nuværende eventchef på Folkeuniversitetet, Hanne Lundgren Nielsen, gå i dialog om  kvindekroppens rolle i perioden fra midt i 1800-tallet og frem til tiden omkring 1. Verdenskrig. 

Efterfølgende vil arrangementet afsluttes med en croquis-session, hvor jeg vil gøre brug af min erfaring som underviser inden for disciplinen. 

I øvrigt kan man glemme alt om, at tilmelde sig begivenheden, som er en del af en event under Folkeuniversitetet med titlen 'Århundredets Festival', da dette specifikke arrangement, der finder sted søndag d. 11. marts, for længst er udsolgt.  

lørdag den 3. marts 2018

At obducere kroppen med pensel og farve


Henriette Hellstern: 'Indre Atlas IV og X', 2018. (pressefotos)

"Mine tentakler er altid ude, og mit ekspressive følsomme jeg rammes af dagligdagens grusomheder og uretfærdigheder, men også af håbet. Hvis mine værker og min person, min historie og erfaringer kan gøre verden til et mere spændende sted - et bedre sted, er mit mål nået". 

Det kan synes ganske ambitiøst, når en kunstner i kraft af sin tilstedeværelse og sit værk udtaler en intention om at gøre verden til et bedre sted. 

Der er såmænd intet i vejen med at sætte overliggeren højt i forhold til det daglige arbejde med - i Henriette Hellsterns tilfælde - det ekspressive maleri. 

Det betydningsbærende i Hellsterns værk er da også farven, som kan virke symbolsk ublandet på lærredsfladerne og dermed give et udtryk af stor intensitet. 

Hendes seneste udstilling har titlen 'Indre Atlas', og den finder sted i tidsrummet 11. marts- 15. april 2015 i Galleri NB i Viborg. "Atlas" er i det aktuelle tilfælde ikke en bog med landkort, man kan navigere efter; men en lille nakkehvirvel, som er en detalje i den menneskelige krop - og her fungerer Hellstern i rollen som visuel obduceringskirurg - blot med farver og pensler som værktøj.


torsdag den 1. marts 2018

Marts er auktionstid

På auktion hos Bruun Rasmussen d. 6. marts: Erik Hoppe, 'Søndermarken' olie på lærred. Vurderet til kr. 40-50.000 (foto Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Det er svært at se på vejret, men i meterologisk forstand er vi gået ind i den første forårsmåned, hvilket også betyder, at årets første fysiske auktioner nu finder sted hos Bruun Rasmussen i Bredgade i København. 

Hvis man vil have sin kunstsamling udvidet, er det således nu, man bør være på plads i auktionshuset eller - alternativt - hjemme ved computeren, hvorfra man også kan byde på de mange effekter. 

Selv er jeg mest interesseret i, hvordan hammerslagene på moderne maleri falder ud. Og på auktionen, der finder sted d. 6. og 7. marts, er netop sådanne værker til salg. 

Her finder man endnu en gang bemærkelsesværdige værker af Cobra-kunstnerne - heriblandt Asger Jorn - ligesom der sælges værker af nulevende kunstnere som Per Kirkeby, Michael Kvium, Erik A. Frandsen, Olafur Eliasson og Tal R. 

Jeg må heller ikke glemme blandt nulevende kunstnere, når jeg nævner Cobra, som Pierre Alechinsky tilhører. 

Det er meget spændende at følge auktionerne og på den måde prøve at pejle sig frem til hvilke kunstnere, som sprænger rammerne i forhold til auktionshusets vurderinger. 

Bruun Rasmussen er dog andet og mere end fysiske auktioner i Bredgade. Der afholdes året igennem netauktioner på auktionshusets hjemmeside.