lørdag den 27. august 2011

Festuge med Jylland, Papfar og Vildskud

Den første fredag i Aarhus Festuge var, som traditionen påbyder, i år præget af diverse udstillingsåbninger i Aarhus. Jeg spiller selv en ganske lille rolle i forhold til at være udøvende udstiller; men jeg deltager dog i en udstilling med titlen ’Vildskud’ på Højbjerg Bibliotek, og det var faktisk tæt på, at udstillingen blev helt uden min deltagelse, da jeg havde været for sent ude med udvælgelse af værker. Men da mit navn optrådte på plakaten fandt jeg i fællesskab med udstillingens arrangører ud af, at det ville være useriøst, hvis ikke nogle af mine ”vildskud” var at finde på udstillingen, så i sidste øjeblik fik jeg afleveret nogle tidlige værker på papir i Højbjerg.

Efterfølgende deltog jeg i ferniseringerne på udstillinger med kunstnersammenslutningen ’Jylland’ i Aarhus Kunstbygning samt en ny separatudstilling med billedkunstneren Søren Behncke – kendt som ”Papfar” pga. sit materialevalg – på Charlotte Fogh Contemporary i Klostergade.

Der var god festuge-stemning i både Kunstbygningen og hos Charlotte Fogh.