”Når en kunstner skal skrive om en anden kunstner bliver det hurtigt til en selvpromovering der både skjuler den anden kunstner og vampyrisk udnytter ham til egen gavn. På den anden side kan han skrive ud fra egen erfaring. Noget selvgjort som en kritiker eller kunsthistoriker ikke har adgang til”
Ovenstående citat stammer fra en bog, der er udkommet tidligere i år, og det er en udgivelse i en tilsyneladende endeløs række af bøger, som Per Kirkeby – maler, grafiker, forfatter, opdagelsesrejsende, arkitekt etc. – har skrevet og udgivet. Bogen hedder ’Fluepapir’ og indeholder en række essays og erindringsbeskrivelser fra et langt liv som kunstner. Kirkeby er som bekendt født i 1938 og da han fyldte 70 i 2008, var jeg på plads og skrev et stykke om den store udstilling på Louisiana i anledning af kunstnerens runde fødselsdag. Netop denne begivenhed sætter citatet i relief; men det har faktisk sit afsæt i Kirkebys oplevelser i forbindelse med en svensk kunstner, jeg aldrig havde hørt om, før jeg læste ’Fluepapir’.
Maleren Evert Lundquist er født i 1904 (samme år som så forskelligartede kunstnere som Willem de Kooning og Salvador Dali) og han døde i 1994. Hans værker rummer lidt af den samme dystre tyngde som Kirkebys indeholder i visse momenter – uden sammenligning i øvrigt.
