onsdag den 11. april 2012

Vagn Ove Jorn 1917-2012


Da Museum Jorn (dengang Silkeborg Kunstmuseum) viste den store udstilling ’Jorn Komplet – Det Grafiske Værk’ med samtlige grafiske arbejder af Asger Jorn, vistes et lille linoleumssnit som et af de allerførste grafiske arbejder, Jorn lavede som ganske ung.

Det forestillede en ung mand og modellen var såmænd Jorns yngre bror, Vagn Ove, som tog den samme uddannelse som sin senere verdenskendte storebror. De gik begge på seminariet i Silkeborg; men i modsætning til Asger, som hurtigt fandt ud af, at han skulle være kunstner på langt mere end fuld tid, blev Vagn Ove Jorn i skolevæsnet, hvor han var engageret lige indtil han gik på pension som lærer.

Op gennem dette forløb havde Vagn Ove Jorn (som for øvrigt tog efternavnet Jorn samtidigt med broderen) haft keramikken som en væsentlig fritidsbeskæftigelse. Da han så i en ret høj alder fik mere tid til rådighed, blev han en flittig udstiller af keramiske arbejder.

Jeg læste i Midtjyllands Avis, at Vagn Ove Jorn netop er død få dage inden sin 95 års fødselsdag. Jeg mødte ofte Vagn Ove Jorn i nabolaget, og han var altid hyggelig at sludre med. Han boede i mange år lige i nærheden af mit hjem i Sydbyen i Silkeborg; men i de seneste år boede han på et plejehjem i nærheden