INSIDE 2014: Olav Martinsen, 'Bunker'.
"Det er et frirum, hvor kunstnere bliver bedømt af kunstnere. Det er en rugekasse, hvor det handler om at have noget på hjertet, det skal man ikke undervurdere. Det ville være ærgeligt at sætte den type udstillinger i et dårligt lys. Jeg synes, de er nødvendige, men selvfølgelig skal man passe på, der ikke går inflation i dem"
Sådan bliver jeg citeret i Herning Folkeblad efter jeg foretog en samtale med bladets udsendte ved udstillingen INSIDE 2014 i Ikast forleden dag. Om jeg er citeret ordret, er faktisk af mindre betydning, da min mening i princippet bliver glimrende belyst.
Det drejer sig om de censurerede udstillinger generelt, og årsagen til, at disse nu har mit fokus, bunder i, at man nu tager emnet op i et større perspektiv, hvilket jeg har svært ved at se en årsag til - med mindre grunden skulle være at mistænkeliggøre de censurerede udstillinger på det enkle grundlag, at det faktisk er kunstnere, der vurderer kunstneres værker og dermed fungerer i en rolle, som kunsthistorikerne, gallerister og kuratorer i almindelighed har sat sig på.
I et tidligere indlæg på blog'en her anførte jeg en vis bekymring over, at netop kombinationen af censorer besad en overvægt af kuratorer i forhold til - primært - udøvende kunstnere.
Det viser sig så, at to af de tre censorer besidder billedkunstneriske uddannelser. At vægten i min optik hælder den gale vej, skal ses i, at den ene af de akademiuddannede kunstnere hovedsageligt bliver præsenteret som kurator; men dét er en detalje.
Jeg iagttager problematikken i et bredere perspektiv, der har sit afsæt i udstillinger som Kunstnernes Efterårsudstilling, Forårsudstillingen på Charlottenborg og lignende.
Hvordan de mindre censurerede udstillinger, der finder sted lokalt rundt i landet forvalter deres bedømmelsesudvalg, har jeg ikke et kvalificeret overblik over. Der er imidlertid mange af dem, så måske er der ved at gå inflation i fænomenet?
