lørdag den 4. oktober 2014

Modeclash åbnet på HEART

Jeg skal - ligesom museumsdirektør Holger Reenberg - gerne erkende, at jeg ikke har specielt meget forstand på mode. 

Jeg læser da pligttro både Euroman og det tilsvarende tidsskrift med kvinder som målgruppe; men det er mest for at spotte, hvordan man kan forvente at se ens medmennesker iføre sig af kluns fremadrettet. 

Af samme årsag havde jeg ikke store forventninger til udstillingen CLASH på HEART i Herning; men CLASH er en del af en udstillingsserie, som vil finde sted på museet i de kommende år med titlen HEART Design - og dét er en god idé. Og hvis ikke netop HEART, som er beliggende lige midt i tekstildesignets smørhul, skulle lave en sådan udstillingsserie, er det svært at se, hvem der så skal. 

Netop fokus på alt andet end billedkunst på museerne bliver ofte kritiseret voldsomt af kunstpuritanerne; men mon ikke de fleste efterhånden har indset, at kunstbegrebet rækker langt ud over de klassiske discipliner? 

Under alle omstændigheder viser CLASH et bredt spekter af historiske eksempler på mode, der har provokeret i sin samtid i parløb med nyt design fra nutidens scene. Og der er meget at se på - og bliver man træt af tekstilrober i mere eller mindre fantasifulde udfoldelser, kan man jo blot spadsere ind i naborummet og se en del af den store Svend Wiig Hansen-udstilling 'Gigant'. 

I øvrigt blev én af åbningstalerne ved CLASH afholdt af den nyudnævnte EU-kommisær Margrethe Vestager (billedet herover), og guderne skal vide, at jeg ikke er enig i mange af de dispositioner, hun har udført som en del af det aktuelle regeringssamarbejde; men så må jeg blot konstatere, at hendes åbningstale ved udstillingen var veloplagt og vittig. 

Hun fokuserede især på, hvordan ens måde at klæde sig på afspejler, hvilken person, der gemmer sig bag tøjet... Altså når det drejer sig om kvinder! 

I den politiske verden iklæder mænd som bekendt sig den klassiske "uniform" bestående af jakkesæt, hvid eller lyseblå skjorte og - for det meste - et diskret slips. Her oplevede vi lige en lille kvik opsang til de kedelige mænd inden for politik og erhvervsliv. 

Tag dén, alle I mange "Kong Kedelig'er", der sidder på magtens kontorer.
Fra åbningen af CLASH med design af Peacho + Krejberg