I forbindelse med den sidste store udstilling, der fejrer 100-året for Asger Jorns fødsel, på Museum Jorn i Silkeborg, kan man se et antal værker af Jorn, som man normalt ikke oplever på museer, da de er i privat eje.
I forbindelse med fejringen af Jorn er der blevet arrangeret et utal af udstillinger og begivenheder i 2014, hvilket naturligvis har afstedkommet udgivelser af adskillige bøger om den danske maler m.m.
En af de bedste af slagsen er skrevet af idéhistorikeren Lars Morell, der blandt andet påpeger, at Jorn ofte havde ret travlt med at få produceret værker til udstillinger hos hans gallerier rundt i verden.
Disse - oftest - malerier blev til tider, ifølge Morell, af en lidt tvivlsom kvalitet, og jeg vil - efter jeg har set de privatejede billeder på Museum Jorn - blot konstatere, at de bedste Jorn-værker heldigvis befinder sig i de store museale samlinger.
Ikke desto mindre er det morsomt at se værker af Jorn, som normalt ikke vises offentligt, så derfor er der absolut ikke noget forgjort i at opsøge museet i Silkeborg for at bese udstillingen 'Min Jorn - 100 favoritter', der også byder på en nyophængning af værker fra museets samling.
Udstillingen kan ses frem til d. 7. december, hvorefter Museum Jorn holder vinterlukket til efter nytår.