lørdag den 21. maj 2016

Triple blev til dobbelt






Med henblik på en anmeldelse besøgte jeg for ganske nyligt Viborg Kunsthal, som efter planen skulle åbne tre udstillinger på én gang. 

Desværre var der indtrådt en forsinkelse på grund af sygdom, hvilket medførte at åbningen af en udstilling med Augusta Atla måtte udskydes. 

Til gengæld fik jeg rig lejlighed til at se de to øvrige udstillinger, og her var der såmænd også noget at se på - og glæde sig over. 

Agnete Bertram og Lars Tygesen (billederne herover) arbejder begge med maleriet; men i hvert sit felt. 

Hvor Bertram interesserer sig for maleriet i forbindelse med mulighederne for at inkludere hele udstillingsrummet - altså som installationer - er Tygesen langt mere traditionelt forankret. 

Det gør imidlertid ikke hans interiørmalerier mindre interessante. Han arbejder til stadighed med perspektivet og stofligheden som bærende elementer i sine dybe kompositioner. 

Agnete Bertram har langt større narrative dagsordener i forbindelse med sin udstilling, der refererer til den romerske gudinde Diana i forskellige afskygninger.