Ingvar Cronhammar - 'Design':
Installationsfoto (foto: Ole Jørgensen)
"Cronhammars
skulpturer er som stationer på rejsen ind i mørkets hjerte. De er gådefulde og
urovækkende - og på udstillingen blandes de med genstande, der faktisk har en
funktion - men har også en makaber karakter. Cronhammar har eksempelvis
designet et bestik, og det ser ud, som om det er nyttigt at have ved hånden,
hvis dyret på tallerkenen alligevel ikke er afgået ved døden. "Stealth"
hedder bestikket og er opkaldt efter det amerikanske kampfly"
Berlingskes
kunstanmelder Torben Weirup har besøgt kunstmuseet HEART i Herning og
efterfølgende anmeldt den aktuelle udstilling, som har fokus på Ingvar
Cronhammar som designer.
Det er en udstilling, som viser Cronhammars alsidighed,
og den vil sikkert overraske én og anden, som udelukkende ser Cronhammar som
repræsentant for en stil, som tager afsæt i en overdimensioneret omvendt
Weber-grill ved navn 'Elia'.
Weirup giver fem ud af seks mulige stjerner til
Cronhammar i Herning, og udstillingen kan ses helt frem til d. 18. februar
2018.