tirsdag den 24. oktober 2017

Kunstnernes Efterårsudstilling med interessant debutant

Lene Smed Kjær er uddannet ved Designskolen i Kolding, og deltager med dette værk 'Alt det plastik' (mixed media) på KE 2017 (privatfoto)

Det er morsomt at følge med på sociale medier, når afslutningen af censuren er tilendebragt på f.eks. en udstilling som Kunstnernes Efterårsudstilling, som finder sted hvert år i Den Frie Udstillings bygning i København. 

På Facebook kan man blandt andet følge med i, hvem der har haft held i sprøjten og er blevet optaget på den traditionsfyldte udstilling. 

KE er som bekendt en åben censureret udstilling, hvor nogle fagligt kompetente personer fra kunstverdenen vurderer de indsendte værker - og dette princip har man fulgt i mere end 100 år. 

I år har KE en ekstra dimension, da der er familie blandt de mange kunstnere, som er komme igennem nåleøjet. Min kones søster Lene Smed Kjær er således blevet optaget på udstillingen med et objekt, som faktisk består af en dynejakke, som er produceret af plastikposer og husholdningsaffald. 

Værket bør nok ses som en kommentar til det forbrug, som man i hele verden har af primært plastik, men det kan sagtens iagttages som et indlæg i debatten om en civilisation, som er ved at "vækste" sig ihjel. 

Sådan vælger jeg i hvert fald at anskue min svigerindes værk - og kunstværker er som bekendt frie for fortolkninger. 

Kunstnernes Efterårsudstilling kan ses på Den Frie lige over for Østerport Station på Oslo Plads i København fra d. 27. oktober frem til d. 12. november.