mandag den 11. juni 2018

Internationalt fokus på Eliasson som arkitekt

'Fjordenhus' set fra den indvendige side i en alternativ vinkel (foto: Anders Sune Berg)

For nyligt kunne man i Vejle indvie et bemærkelsesværdigt bygningsværk, som er betalt af Kirk Kapital A/S. 

Bygningen har fået navnet 'Fjordenhus' og er intet mindre end Olafur Eliassons debut som rendyrket arkitekt. 

Ganske vist har Eliasson lænet sig ganske meget op ad arkitekturen i forbindelse med udførelsen af ganske mange af hans kunstværker, hvoraf det mest kendte nok er 'Your Rainbow Panorama' på toppen af kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

I pressemeddelelsen ved indvielsen af Fjordenhus udtaler Eliasson: "Vi eksperimenterede med et organisk udtryk, der spiller sammen med tidevandet og fjordens skiftende overflade. Det organiske kommer også til udtryk i bygningens vægge, der bevirker, at vores opfattelse af de forskellige rum ændrer sig, når vi bevæger os igennem dem". 

Bygningens form bliver underbygget af valget af mursten, som fremstår med divergerende overflader, hvilket er udviklet ud fra tekniske og æstetiske principper. 

Nyheden om Olafur Eliasson i hans nye rolle har allerede nået en del internationale medier - blandt andet den britiske avis The Guardian, hvori Kate Connolly kalder bygningsværket "Disorienterende og legende".