lørdag den 21. juli 2018

Poul Winther 1939-2018

Poul Winther: Radering, 1969

Poul Winther: Keramisk relief, 1987, VIA University College administrationsbygning, Strandpromenaden 4C, Horsens (foto: Statens Kunstfond)

"Poul Winther er uløseligt forbundet til Skagen Strand, hvor han finder vraggods og ilanddrevne genstande, som han gengiver i sine malerier, grafiske værker, skulpturelle opgaver og direkte bruger i collager". 

Sådan har Nina Dahlmann Olsen beskrevet maleren, grafikeren og billedhuggeren Poul Winther i Weilbachs Kunstnerleksikons seneste version. 

Poul Winther var således at betragte som en moderne skagensmaler, men hvad der faktisk har undret mig en del er, at Poul Winther døde i slutningen af juni måned, hvilket jeg erfarede gennem et opslag på Facebook

Jeg har ikke læst en eneste nekrolog i dagspressen og derfor kom det lidt bag på mig, at Winther nu er død. 

Jeg husker en god udstilling med Poul Winther på Nordjyllands Kunstmuseum (nu Kunsten) i Aalborg for næsten 20 år siden. 

I kataloget til denne udstilling optræder en fin tekst af Louisianas nuværende direktør Poul Erik Tøjner, som blandt andet skriver: "Kan vi sige, at motivet er en verden mellem os og omverdenen? Et slagsforholdsled, som vi skyder ind for at sikre, at vi får både sjælen og stoffet med så at sige, når vi udtaler os. Hvordan vi så end gør det - stumme eller blinde, skribenter eller malere. Hos Winther er det sådan. Han forvandler oplevelser, følelser, sansninger til motiv. Det er elementært og dermed uomgængeligt".