Søren Sejr: 'Compostion black/Circle bottom', 2020. Akryl og oilstick på lærred. 160 x
I de senere år har jeg på afstand fulgt maleren Søren Sejr og hans eksperimenter med at gøre maleriet til et stærkt abstrakt og minimalistisk anliggende.
I skrivende stund er jeg i gang med at planlægge en tur til Aarhus, hvor Sejr ganske snart åbner udstillingen 'Traces of a Silent Sailor'.
Den finder sted hos Bjørn & Gundorph Gallery, som er en aflægger af Jacob Bjørn Gallery, der gennem nogle år præsenterede publikum for kunstnere, der muligvis var nye på kunstscenen eller mere etablerede kunstnere fra udlandet - primært USA.
Filosofien videreføres tilsyneladende i det nye galleri, der er beliggende på adressen Klosterport 4, Aarhus C. Den aktuelle udstilling med værker af Søren Sejr kan opleves frem til d. 21. november.
Overskriften til dette indlæg skal ikke ses i forlængelse af rockbandet Creams sang 'White Room' fra 1968, men som en understregning af, at galleriet, som rummer den aktuelle udstilling, fremstår - netop - hvidt.
Det er helt rart i en tid, hvor udstillingsarkitekter på f.eks. museerne har en ganske kulørt dagorden, når det drejer sig om at iscenesætte kunstudstillinger.