søndag den 3. oktober 2021

Bombardement af farver på Trapholt

 


Installationsfotos fra den farverige Verner Panton-udstilling på Trapholt (fotos: Stjernegaard Fotografi)

»Panton var en eminent dygtig formgiver og en opdagelsesrejsende i nye materialer. Han ville noget med sit design. Det skulle åbne vores sind, røre ved vores sanser, og det skulle glæde os«


Der ligger en ironisk vinkel i designanmelder på dagbladet Politiken, Lars Hedebo Olsens anmeldelse af udstillingen 'Verner Panton - Farver en ny verden', der netop er åbnet på Trapholt i Kolding. 


Faktisk spørger anmelderen retorisk i begyndelsen af teksten: »Begynder jeg at få det dårligt?« Det kan han naturligvis bedst selv svare på, men som anmeldelsen skrider frem, er der efterhånden ikke så megen tvivl om, hvordan anmelderen ser på den endog meget farverige udstilling. 


Det er netop farvebombardementet, der til en indledning gør ham utilpas, og da jeg har set et antal pressefotos fra udstillingen, der selvfølgelig belyser Verner Pantons store passion for alternative materialer og rene farver, tror jeg godt, at jeg kan følge Lars Hedebo i hans indledende vurdering. 


Han begaver i øvrigt udstillingen, der kan ses helt frem til d. 14. august 2022, med fem ud af seks mulige hjerter. 


Hvordan jeg selv vil opleve udstillingen, vil jeg få opklaret ganske snart, da jeg allerede har planlagt en tur til Kolding. 


Jeg glæder mig til at besøge Trapholt.