Med lidt ond vilje kan man vel godt sige, at 2021 så småt begynder at nærme sig en afslutning. I den anledning har jeg netop opdateret min liste over udstillinger, der skal anmeldes til en større dansk avis i resten af året: Jeg har allerede skrevet lidt om den næste, som er den store udstilling med værker af J.M.W. Turner på ARoS i Aarhus, som åbner ganske snart. På Vendsyssel Kunstmuseum er allerede åbnet en udstilling med primært malerier af Poul Ekelund, som blev født i 1921. Her er der altså tale om en jubilæumsudstilling med en kunstner, som nok er glemt af mange, men det vil jeg råde bod på snarest. Senere i oktober besøger jeg Ribe Kunstmuseum, som for tiden viser udstillingen 'JEG-VAR-HER. Skriftbilleder af Ulla Diedrichsen'. Hvad den mere specifikt drejer sig om, kan man se i videosekvensen herover. I november går turen til Holstebro, hvor kunstmuseet viser en udstilling med Christine Overvad Hansen i tidsrummet 20. november 2021-3. april 2022. Om denne udstilling kan man læse på museets hjemmeside: »Udstillingen viser nye skulpturelle værker, der udforsker krop, stoflighed og transformation«. Det gør megen kunst som bekendt, men jeg kigger i hvert fald på tingene. Senere på året - fra 4. december - kan man på ARoS se Islands repræsentant på Venedig Biennalen i 2019. Hrafnhildur Arnardóttir har det mere mundrette kunstnernavn "Shoplifter" og udstiller i museets Niveau 1 sammen med kinesiske Lu Yang. Denne kobling ser ganske
farverig ud og dobbeltudstillingen kan ses/opleves på ARoS frem til d. 24.
april 2022. |