Museum Jorn i Silkeborg viser for tiden en stor udstilling med værker af tyske A.R. Penck. Her tre værker uden titel fra 1972
Under rubrikken »Flere sårede i museums-krigen« bringer Midtjyllands Avis' chefredaktør, Hans Krabbe, en desværre sørgelig aktuel metafor ind i debatten vedrørende konflikten mellem Museum Jorns direktør Jacob Thage og bestyrelsesformand Jørgen Thyde på den ene side og kulturforvaltningen i Silkeborg Kommune på den anden.
Hvad Krabbe præcist mener med sit debatindlæg, ved jeg ikke, da jeg ikke har adgang til lokalavisens artikler; men mon ikke det drejer sig om, at de stridende parter, som der ifølge samme avis er iskold luft imellem, begynder at kommunikere på et niveau, man kunne tilskrive voksne individer?
Jeg er desværre bange for, at der ligger ret dybe personlige konflikter til grund for kultur- og borgerservicechef, John Bøgelund Frederiksens ageren i denne sag, som har sit afsæt i en opsigelse, hvor en tidligere medarbejder krævede, at Jacob Thage blev fyret på gråt papir, da vedkommende mente, at hans lederegenskaber er dybt kritisable.
Historien er tillige nået til JP Østjylland, hvor avisens journalister Tina Bryld og Jonas Hvid har prøvet at finde hoved og hale i hele sagen - dog foreløbig uden det store held.
Det er dog lykkedes at få en udtalelse fra museets direktør, der er stærkt utilfreds med, at John Bøgelund har haft en kommunikation kørende med den afgåede medarbejder.
Der er en ting, jeg ikke forstår: Da kunstmuseet Arkens direktør, Christian Gether, blev kritiseret for et utåleligt arbejdsmiljø på hans institution, blev han nærmest placeret i en offentlig gabestok i landsdækkende medier.
Hvis de beskyldninger, som Jacob Thage må stå til regnskab for, står til troende, er der vel i princippet visse paralleller mellem den aktuelle sag på Museum Jorn og processen på Arken?
Men det er muligt, at Museum Jorn ikke har så stor en værdi i et journalistisk perspektiv, som Arken, der som bekendt har levet en lidt stormombrust tilværelse. Eller også er det hele blot den sædvanlige storm i et glas vand forårsaget af mentalitetsforskelle imellem personer?
Hvis ikke, der bliver gravet flere afgørende elementer frem i sagen vedrørende Museum Jorn, er det svært at se nyhedsværdien i den.
Så langt så godt... Krige kan være langvarige, og i sidste ende stå uden vindere.