Udstillingen 'Sommerhus' åbnede for nyligt i Utzon Center i Aalborg og faktisk har jeg netop afsendt en anmeldelse af udstillingen til redaktionen på et større, landsdækkende dagblad.
Udstillingens hovedvægt ligger på den udgave af fritids- og sommerhuset, som i et historisk perspektiv rummer nogle af de mest interessante, arkitektoniske indslag, og da det i sagens natur er umuligt at transportere et hus fra sin oprindelige lokalitet og ind i museet, består en stor del af udstillingen af fotos af de mange typer af fritidshuse, som det danske landskab kan byde på.
Man finder dog på udstillingen - i Utzon Centers atriumgård - et bud på fremtidens sommerhus i størrelsesforholdet 1:1. Det er arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group, der i samarbejde med Live Klein står bag projektet.
Som nævnt har jeg skrevet en anmeldelse, og den kan sikkert ganske snart læses i Jyllands-Posten og udstillingen kan ses i Utzon Center i Aalborg frem til d. 8. januar 2022.