Man kan sige, hvad man vil om skagensmalerne, men kropsforskrækkede var de ingenlunde, hvis man skal vurdere efter et maleri af Laurits Tuxen, som netop er erhvervet af Skagens Kunstmuseer på en auktion hos Bruun Rasmussen i København.
Ud over Tuxen og de øvrige personer fra den berømte skagenskoloni var det naturligvis gamle kendinge, der var under hammeren i Bredgade, og der blev solgt for pæne priser.
Påfaldende var det dog, at flere værker af L.A. Ring ikke kunne sælges, hvorimod Paul Fischers malerier gik totalt amok.
Jeg ved ikke, hvordan man kan blive ved med at støve værker op af denne glimrende salonmaler; men optræder navnet som signatur og hvis billedet vel at mærke har motiv fra det gamle København, bliver priserne mangedoblet.
Sådan er det! Auktionsverdenen er uforudsigelig.