onsdag den 18. juli 2007

Remisen, 18. juli 2007



Det er stærkt afhængighedsfremmende at arbejde i et miljø, hvor andre kunstnere påvirker ens handlinger. Det er indlysende, at de forskellige nationaliteter arbejder meget forskelligt; men dét skal nok ses som en konsekvens af den enkelte kunstners individuelle tilgang til kunsten.

Alligevel er det oplagt, at f.eks. de japanske kuntnere arbejder meget minutiøst med deres ting. Det ligger sikkert dybt i kulturen og traditionen.

Mit personlige udgangspunkt har måske rykket sig som et umiddelbart resultat af disse mange iagttagelser, som er foretaget på den aktuelle workshop. Alligevel virker det som om disse samtidigt har genereret et vist mod i mit eget arbejde med billederne. Mere som et opgør med en grundlæggende angst for at være ”traditionel” end en egentlig tvivl på, om mine værker holder vand over en længere frekvens. Jeg har færdiggjort de to store malerier på nuværende tidspunkt og arbejder vedholdende på de tre små.

Samtidigt bryder jeg flere gange dagligt grænserne for, hvordan en akvarel kan se ud. Puritaner udi dette medie bliver jeg aldrig.