”Poul havde indlogeret sig i gæsteboligen, også kaldet ”det lille hus”, hvor han altid bor, når han er i Jylland. I årenes løb har han ofte udført reparationer og malerarbejde for museet for at tjene lidt ekstra, og denne gang skulle cafeteriaområdet kalkes. Først da han var helt færdig med det, fik han at vide at han stod til at skulle have den livsvarige ydelse. Poul udbrød: ”Hvorfor har I ikke sagt det, da jeg kom hjem?” ”Nej, vi skulle jo have kalket vores cafeteria”Begivenheden, der beskrives herover, stammer fra Anne-Mette Riis Rasmussens biografi om maleren Poul Pedersen, og det hele udspiller sig på Silkeborg Kunstmuseum (nu Museum Jorn), lige inden Poul Pedersen får at vide, at han skal modtage Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Det siger sig selv, at biografien er fyldt med pudsige og interessante episoder fra Poul Pedersens liv og kunstneriske løbebane. Jeg vil ikke bruge ordet ”karriere”. Af én eller anden grund passer dette ikke rigtigt på ”Bogstavs-PP”. (foto: Jørgen Kjærgaard)
