Per Kirkeby kalder sine for overmalinger og Asger Jorn sine eksperimenter med samme tema for modifikationer. Fælles for de to er dog, at de begge har erhvervet sig malerier på diverse loppemarkeder og andre steder – hvor man kan få sådan noget – og viderebearbejdet disse trommesalsmalerier.
Ofte er det malerier af en endog meget tvivlsom kvalitet, der har lagt bund til de to kunstneres viderebearbejdelser – og i mange tilfælde skinner dette helt klart igennem; men især Jorn formåede at skabe værker af en stor kvalitet, og jeg vedbliver at være forbavset over, hvor stor en produktion, han har haft. Og især bliver jeg forundret over, at man kan blive ved med at finde netop denne type værker rundt omkring. Der var i hvert fald adskillige på udstillingen, der åbnede den 3. september, som jeg ikke tidligere har set.
Billedet øverst er fra åbningen af udstillingen ’Hvad skovsøen gemte’ med hhv. modifikationer og overmalinger af Asger Jorn og Per Kirkeby. Indretningen af udstillingsrummet er skabt af udstillingens kurator mag. art. Teresa Østergaard Pedersen, Museum Jorn.