lørdag den 9. marts 2013

Hvid med variationer

Jeg har netop besøgt Horsens Kunstmuseum, hvor man for nyligt åbnede en udstilling, der tager udgangspunkt i farven ”hvid”. Den Hvide Udstilling nuancerer dog det hvide ret kraftigt; men ikke desto mindre giver netop Den Hvide Udstilling en god indikation på, hvad man kan gøre hvis man går op i lysstyrke i forhold til et museums samling.

Det er oplagt, at Horsens Kunstmuseum er i besiddelse af en del værker fra kredsen omkring De Unge Vilde og Værkstedet Værst, som begge er typiske 80’er-fænomener på den danske kunstscene. Og det udtrykker udstillingen også ganske klart.

Christian Lemmerz, Erik A. Frandsen og Michael Kvium er kunstnere, der fylder godt på udstillingen, som dog har Bjørn Nørgaard som igangsætter rent kronologisk. Han viser sin version af Den Sidste Nadver.

Ellers fungerer udstillingen som et vidnesbyrd om, at hvidt er mange ting og mange nuancer.