tirsdag den 5. marts 2013

Museumsdebat for fuld skrue

”Jeg er glad for at komme her på museet både sommer og vinter. Det er et rart og dejligt museum, som i øvrigt heller ikke er så gammelt. Beliggenheden er bedre end på Søtorvet, og desuden bliver det både dyrt at bygge og dyrt at vedligeholde et nyt museum i drift. Jeg synes det er en dum idé at bygge et nyt kunstmuseum”

Sådan udtaler en museumsgæst, Karen Borberg, på Museum Jorn ifølge Midtjyllands Avis vedrørende planerne om at bygge et nyt Museum Jorn centralt på Søtorvet i Silkeborg.

Til næste år fejrer man på museet i Silkeborg og på Statens Museum for Kunst 100-året for Asger Jorns fødsel. Spørgsmålet er herefter, om ikke dette giver så megen ”hype” omkring Jorn, at der efterfølgende opstår en form for ”Jorn-træthed” blandt det kunstinteresserede publikum?

Der er forskellige meninger om det hensigtsmæssige i at bygge et stort, nyt museum i Silkeborg – og jeg skal ikke gøre mig til talsmand hverken for eller imod, men hvis man tager udgangspunkt i Jorns egen person og hans holdning til det eksisterende museums binding til hans navn, er der i hvert fald ikke grund til at formode, at han ville bifalde Silkeborgs planer om at brande sig som ”City of Jorn”.

Om netop dette udtaler fremtidsforskeren Jesper Bo Jensen – også til Midtjyllands Avis – ”Jeg synes Asger Jorn er et meget stærkt brand – for kunstinteresserede. Der er en vis aura og et pust af højtuddannede over ham, men det har ikke meget med bilbyen Silkeborg at gøre. Derfor skal det ikke være Asger Jorn, der bærer Silkeborg, for det kan han ikke”.

Når man selv er bosiddende i Silkeborg, oplever man, at der skal tales meget om emnerne, inden de føres ud i livet. Jeg kan blot referere til mortorvejen og stadion. Så jeg når sikkert at blive olding og måske dø, inden et nyt museum effektiviseres?

I øvrigt forefindes der glimrende udvidelsesmuligheder ved det eksisterende museum på grunden ned mod Indelukket; men det er en helt anden sag!

Illustrationen til denne blog er en gengivelse af Asger Jorns maleri 'Le vent nous emporte' (Vinden fører os bort) fra 1970. Olie på lærred (pressefoto: Museum Jorn Silkeborg)