”Hvid er James Lee Byars, farve. Denne gang. Som Kapoor har han også svælget i andre farver, men på udstillingen i ARoS er han repræsenteret ved en række serielle, minimalistiske skulpturer, der dog ikke er mere forestillingsløse, end at de for eksempel kan associere til kroppen og til arkitekturfragmentet. Først og fremmest repræsenterer de og deres rum store meditative kvaliteter, og det har Byars i den grad til fælles med Yves Klein”
Dette er et uddrag fra Torben Weirups anmeldelse i Berlingske af udstillingen Klein/Byars/Kapoor på kunstmuseet ARoS i Aarhus. De tre kunstnere – to afdøde og en i høj grad nulevende – har man valgt at iscenesætte i hvert sit rum og med afsæt i hver sin farve: Blå, hvid og rød.
Weirup giver fire ud af seks stjerner til udstillingen, som han beskriver som kvalitativt forankret i den meditative styrke – på trods af affyringen af Anish Kapoors kanon, der med jævne mellemrum brager løs med rød voks som ammunition.