torsdag den 17. oktober 2013

Blikfang

”Jonna Pedersen er en af vores tids store og moderne urbanister, som tager både blidt og skarpt ved sin beskuer”
 
Maleren – og min gode ven – Jonna Pedersen udstiller for tiden i Galleri Hegnhøj og Blyme i København. Udstillingen har titlen ’Blikfang’, og den er muligvis velvalgt i kraft af, at Jonna Pedersen altid har en vis power i farven samt en fængende enkelthed i kompositionen.
 
Foruden de mange bymiljøer, der refereres til i citatet herover, som er et udpluk af Inge Schjødts anmeldelse i Kunstavisen, arbejder den i Rødovre bosiddende kunstner med helt banale elementer fra hverdagen – og fra supermarkedernes hylder.
 
Her lykkes hun ofte med at gøre det almindelige særegent, og dermed opløses banaliteterne og forvandles til ægte og usvigelig oplagt billedkunst.
 
Jonna Pedersen har udstillet ganske mange steder de seneste år – og om ikke så længe får østjyderne en mulighed for at opleve hendes værker, når Café Galleriet i Odder åbner en udstilling d. 26. oktober.
 
Hvis nogle, der læser denne blog, kan huske Café Galleriet, er det måske ikke så underligt, da jeg udstillede der for et års tid siden. Jeg glæder mig naturligvis til at besøge galleriet igen.