fredag den 4. oktober 2013

Det skinbarlige øje

”Det er jo ikke fordi, jeg i dagligdagen bruger uanet tid på at tænke på, at jeg skal dø; men det dukker altid op, på en eller anden måde, når jeg arbejder…”
 
Fortrængning er måske det rette ord, man bør sætte på det almindelige menneske, når dette begynder at overveje sin egen dødelighed.
 
Ordene herover er dog fremsat af billedkunstneren Michael Kvium i filmen ’Det skinbarlige øje’, som netop har fået premiere. Den kan ligeledes fås på DVD – og jeg har anskaffet mig den.
 
Filmen er produceret og instrueret af Peter Klitgaard – og skal jeg ”lege” filmanmelder for en kort bemærkning, vil jeg sige, at jeg savner en dialog mellem kunstneren og en eller flere personer frem for at Kvium blot taler til en mikrofon og et kamera.
 
Her kommer han dog vidt omkring i sin egen livshistorie; men spørgsmålet er, hvor meget, der kommer frem, som ikke i forvejen var kendt? Hans fascination for motorcykler og karrierestarten som bladtegner er vel enhver kunstinteresseret bekendt?
 
En langt mere dramatisk historie udgør kunstnerens fødsel, hvor moderen faktisk fik en blodstyrtning og var død i en kort frekvens, indtil hun blev genoplivet – blot for at føde nogle flere børn senere.
 
Kvium tager også et opgør i filmen med et typisk dansk fænoment, som han ofte har brugt som motiv i sine værker – nemlig røde pølser, som han beskriver som et produkt, der ikke kan eksporteres, fordi ingen andre vil have dem.