mandag den 25. november 2019

Udskiftning på ARoS - og en slags jubilæum

'Storm Room' - installation af Cardiff & Miller fotograferet, da udstillingen 'Something Strange This Way' åbnede i november 2014

Mens disse linjer skrives, er det tekniske personale på kunstmuseet ARoS i Aarhus gået i gang med at afmontere et værk i museets niveau 0, som består af et antal permanente installationer i museets allerdybeste rum. 

Her må et værk af den amerikanske kunstner Tony Oursler vige pladsen til fordel for en installation af det canadiske kunstnerpar Cardiff & Miller. 

Værket, der har titlen 'Storm Room' kunne ses på udstillingen 'Something Strange This Way' på ARoS for nogle år siden. 

Faktisk er det næsten på tidspunktet, hvor denne tekst skrives, præcis fem år siden, at udstillingen åbnede, og årsagen til, at jeg kan huske netop denne udstilling så klart, er, at den udgjorde min debut som kunstanmelder på Jyllands-Posten i november 2014. Jeg fejrer altså et lille jubilæum som anmelder på avisen. 

Jeg gav i øvrigt fem stjerner til Cardiff & Miller dengang. Den burde måske have fået fuldt hus med seks; men jeg skulle lige vænne mig til stjernesystemet, som var nyt for mig på daværende tidspunkt - og mange vil sikkert mene, at jeg har været ret nærig med stjernerne lige siden? 

Det er stadig en vanskelig, men dog udfordrende, disciplin at give karakterer på dén måde.