Elisabth Jerichau-Baumann: 'En såret dansk kriger', 1865 (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)
Vi skulle næsten to uger ind i 2021, inden man på kunstmuseet ARoS i Aarhus var i stand til at offentliggøre udstillingsprogrammet for 2021; men det gør mindre, når man er i stand til at præsentere et uhyre interessant - og alsidigt - program for det kommende år.
I korte træk: Fra d. 27. marts kan man opleve en udstilling, der præsenterer et antal samtidskunstnere fra primært det afrikanske kontinent. 'This is not Africa - Unlearn What You Have Learned' kan ses i museets Niveau 1 frem til d. 24. oktober.
D. 8. maj åbner museet en udstilling med den polskfødte, danske maler Elisabeth Jerichau-Baumann (1819-1881). Denne udstilling er der al mulig grund til at glæde sig til.
Senere på året kan man se en udstilling med én af dansk samtidskunsts væsentlige aktører. Udstillingen med værker af Sif Itona Westerberg (f. 1985) kan ses i tidsrummet 27. august- 23. januar 2022.
Det må siges at være lidt af et scoop, at ARoS i 2021 har mulighed for at vise en udstilling med den engelske maler og grafiker J.M.W. Turner. Udstillingen, der har fået titlen 'Sun is God', åbner d. 16. oktober og kan ses frem til d. 20. februar 2022.
Året sluttes af med en dobbeltudstilling i museets Niveau 1 med den islandske samtidskunstner 'Shoplifter' og kinesiske Lu Yang fra d. 5. december til d. 24. april 2022.