For nyligt kunne jeg her på blog'en berette om tidligere kunstkritiker (blandt meget andet) Henrik Broch-Lips' nye stilling som kunstnerisk leder af Kunsthal Nord, der er beliggende i Aalborg.
Samtidigt gav jeg ved den lejlighed udtryk for en undren over, at Kunsthal Nord ikke er medlem af Foreningen af Kunsthaller i Danmark, der blandt medlemmerne blandt andre tæller Kunsthal Charlottenborg i København, Viborg Kunsthal, Kunsthal Aarhus og KunstCentret Silkeborg Bad.
Imidlertid er Kunsthal Nord nu blevet optaget som medlem af Foreningen, hvilket vel klart antyder, at med den nye leder af kunsthallen kan man samtidigt forvente nye tider i det aalborgensiske udstillingssted.
Det er under alle omstændigheder et godt signal at sende til omverdenen, at man ret omgående efter sin tiltræden, sørger for at få sin institution optaget i foreningen.
Jeg har faktisk aldrig besøgt Kunsthal Nord; men når der kommer en udstilling, der kunne være interessant, vil jeg naturligvis råde bod på dette.