De fem berømte olympiske ringe i Pierre de Coubertins udgave (foto: Denis Balibouse/Reuters)
Der findes sandsynligvis ikke mange symboler, der er gengivet så mange gange som de olympiske ringe; men når det drejer sig om det første eksemplar af ringene, som er blevet det grafiske synonym med De Olympiske Lege, er værket naturligvis penge værd.
Derfor måtte en brasiliansk samler slippe omkring 1,75 millioner kroner (inkl. diverse salærer) for originaltegningen, som er blevet udført af Pierre de Coubertin i 1913.
Værket er blevet solgt på en fransk auktion, og Coubertin er faktisk ikke en Monsieur Hvem-som-helst.
Han var selveste grundlæggeren af de moderne Olympiske Lege og formand for Den Internationale Olympiske Komité i årene fra 1896 til 1925.
Det kendte symbol blev for første gang taget i anvendelse ved Olympiaden i Antwerpen i 1920. Siden har det fulgt begivenheden - og er dermed blevet et af de mest berømte brands i designhistorien.