tirsdag den 7. juli 2020

Den tyske træmand overrasker
































For nyligt kunne man læse her på blog'en, at Museum Jorn i Silkeborg netop har åbnet en udstilling - befriende uden titel - med værker af den tyske billedhugger Stephan Balkenhol, som arbejder i træ. 

Jeg skal gerne erkende, at da jeg erfarede hvilket materiale, som er Balkenhols foretrukne, blev jeg en anelse skeptisk. 

Omgående fik jeg billedlige associationer til diverse mænd, der med motorsave farer land og rige rundt med henblik på at skabe skulpturer ud af resterne fra fældede træer. 

Disse får så lov til at forurene landskabet visuelt, inden vind og vejr tager livet af dem én gang for alle. 

Min sammenligning med disse motorsavsmassakrerende individer og Stephan Balkenhol er dybt urimelig. Det kan jeg klart fastslå efter, jeg ved selvsyn har konstateret, hvad den tyske træmand højst overraskende står for som billedkunstner. 

Disse linjer skrives, mens jeg holder en pause i udformningen af en anmeldelse af udstillingen, og denne skulle meget gerne give et fyldestgørende indtryk af, hvad publikum kan forvente at opleve på museet i Silkeborg. 

Her fylder Balkenhol rummene for skiftende udstillinger frem til d. 27. september.