Denne tilstand forstærkes dog, når jeg oplever de unge mennesker kreere deres egen fest i vandkanten, som man kan se det i de fire tegninger herover.
Man skal dog være kvik med blyanten, hvis man vil skabe en præcis beskrivelse af stemningen, da der er bevægelser i spil.
Derfor er der ingen garanti for, at scenarierne er 1:1 perfekte; men hvornår er de det?
Bare rolig, kære bloglæser. Jack Fridthjof har blot kreeret en af sine vanligt veloplagte reportager; men det med "under jorden" bør bestemt tages bogstaveligt.
Indslaget herover formidler det første view på kunstmuseet ARoS' nye underjordiske udstillingsrum Salling Galleriet, som åbner med en udstilling af den britiske samtidskunstner Jenkin van Zyl og installationen 'Lost Property'.
Jeg er selv i gang med en anmeldelse af udstillingen, og denne anmeldelse kan læses om ikke så længe på kulturportalen KULTURINFORMATION.
Man har valgt at indvie det nye areal med en ganske højlydt videoinstallation af den engelske samtidskunstner Jenkin van Zyl, som viser værket ’Lost Property’, hvor det primært handler om en 47 minutter lang videoinstallation garneret med fysiske skulpturer, som tilsyneladende er opbygget af objekter fra filmen.
Der er ganske voldsomt tryk på lyd og visuelle virkemidler – eller effekter, om De vil, og dette scenarium skal jeg i gang med at udvikle en anmeldelse af.
Udstillingen varer helt frem til d. 6. april 2026 og min anmeldelse kan på et tidspunkt læses på KULTURINFORMATION.
»Grænsen bliver mere og mere udvisket, og det modsvarer ganske klart et udstillingskoncept, der ganske vist i opstarten har været genstand for en vis bevågenhed på grund af en tilsyneladende forsvundet sum kontanter i omegnen af en halv million kroner…«
Således sprang jeg let og elegant over et kunstnerisk projekt, der totalt overskyggede resten af en udstilling omhandlende arbejdsliv på kunstmuseet Kunsten i Aalborg, da jeg anmeldte udstillingen i et større landsdækkende dagblad tilbage i 2021.
Der er naturligvis tale om værket ’Take the Money and Run’ af Jens Haaning, og jeg skal da love for, at dette konceptuelle greb fik bevågenhed for alle (undskyld metaforen) pengene såvel i nationale som i internationale medier.
Nu kan man se en ret følelsesladet dokumentar, der skildrer hele processen om værket og konflikten mellem Haaning og Kunsten på DR.
Her beskriver Haaning Kunstens direktør Lasse Andersson med følgende svada: »Lasse oppe i Aalborg har ingen uddannelse. Han er arkitekt og ved ikke en skid om kunst…«
Det massivt omtalte kunstværk, som består af to tomme billedrammer, ejes i dag af Kunsten i Aalborg, og dokumentarudsendelsen om værket kan ses HER>
Selvfølgelig blev der tegnet lidt ved besøget på favoritstranden.
Det var dog ikke fordi, der – lidt uforståeligt – var mange mennesker ved stranden på denne torsdag, men det gør ikke noget.
