Kolossale kultegninger på Louisiana

 

Robert Longo: Untitled (Hellion), 2011. Kul på monteret papir. 176,2 x 303,2 cm. (foto: Robert Longo Studio)

»Longos til tider enorme, hyperrealistiske kultegninger baseret på fotografiske kilder ligner på afstand fotografier. Tæt på er det en helt anden sag: De rejser sig foran os, fysiske og som en slags samtidshistorisk maleri i kæmpestørrelser, der engang var forbeholdt herskere og historiemaleriet. Den slags udvekslinger mellem kunsthistorien og en bredere samtidig kultur har altid haft Louisianas interesse«

Mens jeg spændt venter på, at ARoS i Aarhus åbner en udstilling med europæiske modernister, har jeg haft stor fornøjelse af at læse den seneste udgave af Louisiana Revy, som husstanden modtager med jævne mellemrum i kraft af, at en af husets beboerne er medlem af Louisiana-klubben. 

Temaet er en udstilling med den amerikanske kunstner Robert Longo, der arbejder i et helt specielt felt med gigantiske kultegninger, der blandt andet omtales i teksten herover. 

Louisiana åbner ofte udstillinger med kunstnere, der måske ikke har det brede publikums bevågenhed; men det bifalder jeg klart. 

Udstillingen med Robert Longo kan ses i perioden 11. april-31. august.

Beltracchi spøger igen

 

Wolfgang Beltracchi fotograferet i 2017 – efter, at han blev løsladt fra fængslet (foto: Peter Kneffel/Alamy Live News)

»I’m sorry, but are you Wolfgang Beltracchi?« 

Det var en ung mand, der stillede mig spørgsmålet under et besøg for nogle år siden på Brücke Museum i Berlin. 

Jeg kunne ikke lade være med at blive lidt underligt til mode over tilsyneladende en fysisk lighed med en af historiens mest ferme og effektive kunstforfalsknere; men valgte dog at modtage spørgsmålet med mit berømmede lyse sind. Jeg kunne dog meddele den unge mand, at jeg ingenlunde var Beltracchi. 

Wolfgang Beltrachhi og hans hustru Helene fik i 2011 hver en fængselsdom for omfattende svindel med kunstværker, som de i fællesskab havde lavet. 

Vel at mærke værker, som skulle opleves som primært malerier produceret af store og dyre kunstnere. 

Beltracchi-parret var dygtige og omhyggelige; men fælden klappede, da de havde brugt pigmentet zinkhvid i et maleri, der skulle være fra en tid, hvor dette pigment endnu ikke var udviklet. 

Der er imidlertid masser af Beltracchis falsknerier i omløb, og for nylig kunne man i en artikel forfattet af Jyllands-Postens korrespondent i Bangkok, Jan Lund, læse, at et kunstmuseum på den japanske ø Shikoku er i besiddelse af to værker, som man har fundet ud af ikke er, hvad værkerne giver sig ud for. 

De er malet af Beltracchi, og Lund mere end antyder i artiklen, at fundet blot udgør ”toppen af isbjerget”. Der er produceret flere dokumentarfilm om og med Beltracchi, og en af dem kan ses øverst i blogindlægget (og her skal man lige klikke på linket).

Panik på stranden

 

’Bølge fra Mols-Linjen’. 27 x 41 cm. Olie og sprayfarve på lærred

Når man befinder sig på min favoritstrand i Østjylland, kan man ofte langt ude i bugten se Mols-Linjens hurtigfærger, og de synes langt borte; men ikke længere væk end, at de bølger, som de i deres fremdrift sætter i bevægelse, optræder som noget, der ligner små tsunamier, når de når strandkanten. 

Jeg har ofte oplevet strandgæster gå i en form for panik, når deres habengut bliver oversvømmet af disse dønninger, og det er netop den type oplevelser, der har givet inspiration til titlen på det lille maleri, der er gengivet herover.

Skyder gallerierne sig selv i foden?

 

Installationsfoto fra en tidligere udstilling hos Galerie Moderne i Silkeborg, og her er man ret præcis i at beskrive slutdatoer på galleriets udstillinger på deres hjemmeside, hvorimod en plan over kommende udstillinger ikke er til stede. Så kan man jo spørge sig selv om, hvorvidt galleriet derved ”skyder sig selv i foden”? Hos Galerie Moderne er man i øvrigt i skrivende stund i gang med at forberede galleriets traditionsrige påskeudstilling, som varer frem til d. 17. maj.

»Det er unægtelig svært at planlægge et kunstbesøg i hovedstaden, hvis man ikke ved, hvornår udstillingerne slutter. Men hvad så med de kommende udstillinger, kunne man spørge? Ja, her gælder det desværre for alle de gallerier, jeg har undersøgt, at man ikke oplyser udstillingsplanen for de følgende måneder«

Jeg har de samme erfaringer som dem, Kunstavisens redaktør Tom Jørgensen i sin leder i magasinet giver udtryk for. 

Det hører naturligvis med til historien, at gallerier er private foretagender, som kan formidle, som de mener, er rigtigst – og det gælder, kan jeg tilføje, også uden for hovedstadsområdet. 

”Når gallerier skyder sig selv i foden”, hedder det i Jørgensens leder; men måske skulle Kunstavisen kigge indad en gang? 

I forbindelse med omtaler/artikler/anmeldelser optræder der kun udstillingssted samt adresse og ikke et ord om, hvilken udstilling, der overordnet er tale om i magasinets fakta-bokse, når vi nu er i kategorien ”mangelfuld formidling”.

Siesbye for over en halv million

 

Dette usædvanligt flotte fad i stentøj med en diameter på 46 cm. af Alev Ebüzziya Siesbye opnåede et hammerslag på 70.000 kr. mod en vurdering på 50.000-60.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Jeg har brugt lidt tid på at studere priserne under den seneste auktionsrunde hos auktionshuset Bruun Rasmussen og da man nåede til auktionen over design og kunsthåndværk, var det interessant at iagttage, at keramiske værker af den dansk-tyrkiske keramiker Alev Ebüzziya Siesbye rammer nogle ret flotte priser. 

Således var der ikke et eneste af Siesbyes designs, der ikke gik over vurderingen. 

Sammenlagt indbragte Siesbye 575.000 kr., men dette bør naturligvis også perspektiveres i, at det var usædvanligt flotte værker, der var under hammeren.

Gode priser på kvinderne

 

Karel Appel: ’Red Personnage’, 1975. Akryl på papir, 57 x 76 cm. Vurd.: 100.000-125.000 kr. Hammerslag: 240.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Det skal ingenlunde opfattes lummert, når jeg i overskriften til dette blogindlæg bekræfter fornuftige priser på værker af kvindelige kunstnere fra perioden 1850-1950 ved auktionen hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, der netop er afsluttet, mens disse linjer skrives. 

Jeg har allerede beskrevet temaet her på blog'en, og de kvindelige kunstnere fik faktisk endog ganske fornuftige hammerslag på auktionen. 

Jeg nævner i flæng et Stk. Hans bål af Olivia Holm-Møller vurderet til 50.000-60.000 kr. og som opnåede et hammerslag på hele 130.000 kr. 

Maleren Else Fischer brød dog alle rammer med en opstilling, der ramte en pris på 280.000 kr. mod en beskeden vurdering på 30.000-40.000 kr. 

I afdelingen for moderne kunst var jeg spændt på et stort maleri af Per Kirkeby på 150 x 200 cm. vurderet til 1.000.000-1.200.000 kr. og det gik for netop 1.200.000 kr. 

Ellers var det påfaldende, hvor svært det efterhånden er, at opnå de helt høje priser for værker under kategorien Cobra-kunst. 

Dog ramte et værk af Karel Appel en relativt fornuftig pris i forhold til estimeringen, og det er netop det værk, der kan ses herover. 

Jeg har tidligere omtalt en tegning af Henri Matisse, som auktionshuset havde visse forventninger til, men den kunne man desværre ikke sælge.

Som et lille morsomt kuriosum kan jeg nævne, at auktionarius Peter Beck, da han betrådte podiet troede, at han skulle sælge et maleri af den svenske maler Bengt Lindström, som han fik kaldt "Bengt Sundström".

Værkstedet d. 26. marts 2025