mandag den 29. september 2008

Hyldest til Barnett Newman


Samtale mellem billedkunstneren Lotte Kjøller og mig om maleriet ’Hyldest til Barnett Newman’ ganske kort tid efter at billedet blev færdiggjort 25. september 2008.

LS: Jeg har lige sendt en gengivelse til en bekendt, som synes, det er enormt frækt, at det er så rødt i venstre side. Ét eller andet sted bliver det jo opvejet af, at der er så meget gult, som fylder mere. Jeg kan godt se, det har en eller anden todelt opbygning
LK: Det er ikke noget problem, at det er todelt… Det er tredelt! For n’et har den tredie…
LS: Ja, det har sin egen karakter?
LK: Det ene N og det andet n skaber også et rum og så sker der en hel masse i det midterste rum – og så er der ro udenom, ikke?
LS: Det er lige som om, at det der er lidt kaotisk, foregår midt i. Det synes jeg egentligt er meget fint.
LK: Jamen, det synes jeg også er okay!
LS: Jeg kan godt li’ dét, der sker i mellemrummene…
LK: De hvide rum inde i midten, synes jeg fungerer rigtigt godt og egentligt er det meget interessant med det hvide rum i det røde N; men jeg synes det forstyrrer mig lidt med det hvide, der er i den okker…
LS: Nå, okay?
LK: Men det røde N bliver ligesom let, fordi det ikke er færdigmalet. Som man selv skal gøre det færdigt. Den effekt har det andet n ikke.
LS: Det er jo egentligt samme princip, ikke?
LK: Ja, men det har noget at gøre med de der linier, der alligevel går ned i det ene N, som gør at man godt kan se, hvor bogstavet stopper – og man skal selv fylde det ud nærmest, ikke? Dét er meget interessant, faktisk
LS: Det er dét som en almindelig iagttager, som kommer lidt ude fra periferien, vil sige: Jamen der er jo ikke maling nok på…!
LK: I det okker får jeg en fornemmelse af, at der ikke er maling nok på.
LS: Det er halvfærdigt?
LK: Ja
LS: Og det er meget interessant, for hvis du lægger mærke til, helt nede forneden er der en farve, som ikke er helt den samme farve som det øvrige – og jeg ville faktisk meget gerne ha’ – og det kan godt være at det er en stor misforståelse – at den der blå, den der pik, der stikker op, eller hvad man skal kalde det, bliver en form i sig selv. Jeg vil gerne ha’ den til at fungere som en port! Så man gloede ind i dét der. Også derfor jeg har lagt det blå oppe foroven, som ”luft”.
LK: Jamen, det er også luft!
LS: Jeg vil gerne prøve at se, om jeg kan finde ud af at lave en ordentlig port en gang, ikke?
LK: Hvis du gerne vil ha’ en åbning der, er spørgsmåldet om fladen skal være helt ens blå eller om den skal være lidt mørkere foroven, så der er lys derude?
LS: Det forstår jeg godt; men det er sådan en fuldt bevidst kalkulering, jeg har lavet, for jeg frigør mig i samme øjeblik fra et det skal være en port, så det også skal være en abstraktion…
LP: Så er der to ting, der river…
LS: Præcist! At det så bliver en konkret ting. Altså konkret på to måder.
LP: Porte er jo meget interessante fordi, hvad er de en åbning til?
LS: Ja, det er jo dét!
LP: Er det noget godt, skidt eller…?
LS: Når du går fra Piazza San Pietro i Rom og ud i byen, så skal man altid igennem én eller anden form for port – og så ved man aldrig rigtigt, hvad det er for en port, man går ud igennem.
LP: Nej, og hvad kommer du ind i?
LS: Kommer man til den østlige del. Er der fyldt med røvere og soldater eller går du bare derned, hvor alle vil sælge dig det hele for det halve – og du bliver sgu alligevel snydt så vandet driver af dig?
LP: Eller en port midt i en by, som bare ikke er nogen port. Som dén i Paris…
LS: Ja, Triumfbuen er bare sådan én, man går igennem, hvis man kommer fra den rigtige side af én af de tolv veje…
LP: Der er noget, jeg rigtigt godt kan li’ ved dét billede. Det lille n. Det okkerfarvede n. Den okker foroven og den blå og den brune er tre rigtigt gode farver sammen.
LS: Men de virker også lidt komplimentært i forhold til hinanden?
LK: Ja! Og det er godt, det ikke er hele bogstavet, det er godt med den orange okker nede i bunden ikke dominerer hele bogstavet. Så havde det været for meget!
LS: Netop, ja!
LK: Og så arbejder den der grønne rundt om den røde godt sammen med den blå rundt om a’et og skaber en dybde på sin egen måde
LS: Ja, netop! Den blå dér, ved du hvad dén blå er? Det er sådan en billig farve, som jeg ikke kan huske, hvor jeg har købt. Sandsynligvis i et supermarked. I Netto, måske? Eller Fakta?Så har jeg taget sådan én med hjem….
LK: Og den kan ikke blandes?
LS: Jojo, det kan den da fint, det er en oliefarve; men så fandt jeg ud af, at den næsten ikke er til at presse ud af tuben. Den er meget mærkværdig og jeg har malet direkte med tuben på lærredet – og jeg måtte simpelthen bruge så mange fingerkræfter for at få dén der ud af tuben, samtidigt med, at der også skulle være et flow, så det er lidt af et mirakel, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre. Så dén der underlige blå farve taget direkte fra tuben. Det er noget rigtigt billigt lort, ikke? Om tyve år, så er den væk.
LK: Da min far gik bort, arvede jeg også noget maling. Jeg arvede hans malergrej. Jeg var jo ”kunstner”, så jeg arvede en stor taske med maling og han malede også med olie, og de var heller ikke til at få ud af tuben. Jeg ved ikke hvad det er for noget billigt lort, han har brugt?
LS: Var det ikke fordi, der var skorpe på…?
LK: Enten fordi, der var skorpe på eller fordi de simpelthen var tørret ud – eller også var de bare dårlige? Det var sådan en fed læbestiftagtig masse, så de sad som en kage på billedet bagefter som om, man havde mast en læbestift ind i eller en oilbar, der havde ligget i solen? Så er der noget andet, der er godt – og dét er at den røde ikke er ensfarvet. Den er også brun til højre…
LS: Nemlig!
LK: Det skaber også noget dybde.
LS: Det er meget, meget bevidst!
LK: Der er noget sort i?
LS: Nej, jeg tror, der er noget grønt i. Sådan noget terra verde. Så får det den karakter. I starten var det her faktisk en sort kontur under dén her. Den har jeg så lige ”blødt op”. Det er noget mærkeligt noget at være maler, ikke?
Lotte Kjøller (født 1966) er maler og uddannet på Ecoles de Beaux Artes, Cours Dété i Paris og hos maleren Jeff Ibbo. Hun debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1995 og er medlem af Billedkunstnernes Forbund og Dansk Forfatterforening i sin egenskab af illustrator. Lotte Kjøller har siden debuten udstillet adskillige steder i både ind- og udland.

søndag den 28. september 2008

Landskabet set gennem et sidespejl

Er et spejlbillede virkelighed? Jo, det er det vel – og de fleste kender nok fornemmelsen af, at iagttage verden og landskabet gennem sidespejlet på sin bil. Netop dét er temaet i en bog, som bliver udgivet 9. oktober og som handler om min gode ven, billedkunstneren Finn Haves oplevelser, når han ser landskabet gennem bilens sidespejl på sine mange ture mellem sine to hjem i hhv. Odder og på Mors.

Jeg har netop modtaget et eksemplar af bogen, der foruden Finns billeder, rummer tekster af kunstskribenten Erik Meistrup, der for øvrigt også er manden bag katalogteksten til Finn Haves udstilling, der finder sted på Galleri Helco i Århus for tiden.

torsdag den 25. september 2008

Hyldester

Jeg har netop færdigtgjort et maleri, der skulle være en del af et serielt forløb, som skulle tage udgangspunkt i hyldester (hommage) til nogle af den moderne billedkunsts store skikkelser. Der er som bekendt nok at tage fat på. Til en begyndelse har jeg prøvet temaet af med et, synes jeg, ganske vellykket maleri med titlen (så er de der igen) ’Hyldest til Barnett Newman’.

Hvorfor lige Newman? Jo, ét sted skal man jo begynde og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilken effekt netop denne kunstner havde på mig, da jeg som ganske ung mand stiftede bekendtskab med hans værker på Tate Gallery i London for mange år siden.

mandag den 22. september 2008

What a mess - eller sikken en messe




En messe er vel noget, man forbinder med noget kirkeligt, noget sakralt! Dette eksemplificeret ved en ”højmesse”. Så bliver det dårligt mere ceremonielt?

Art Copenhagen, som netop har fundet sted i Forum, er en messe – en kunstmesse. Sådan benævner man i al fald en sådan begivenhed på dansk. Internationalt betegnes eventen som ”art fair” og selv om der er ganske højt til loftet i Forum, er det vel så som så med det højtidelige i en sådan sammenhæng?

Bevares! Snobberiet trives som altid på denne scene. Det går for alvor op for én, at dannelse og højrøvethed ikke umiddelbart er to sammenlignelige størrelser. De arrogante vil gerne fremstå som dannede, udelukkende fordi de tækkes den del af publikum, der har penge – eller måske dem, der signalerer, de er velhavende. At denne skabagtige attitude blandt andre kunstinteresserede fremstår som blot mangel på pli, er efter al sandsynlighed ikke noget disse karakterer, klædt som bedemænd, har nogen som helst mening om.

Heldigvis er der andre typer repræsenteret til et sådant arrangement. Derfor bliver man glad for, at en smilende gallerist genkender én blandt det store segment af kunstinteresserede, der efterhånden indfinder sig som dørene åbnes. Man oplever faktisk en hel del venlige mennesker i Forum denne fredag eftermiddag. Messen er stadig ung – og galleristerne er forhåbningsfulde og endnu ikke ved at gå i dørken af udmattelse.

Jeg søger efter den kvalificerede og interessante kunst. Jeg leder i alle kroge – og ind imellem finder jeg adskillige guldkorn. Det gælder om at være fokuseret! Det handler om at fra- og tilvælge. Hvis man skal forholde sig til alt, er én weekend langt fra tilstrækkelig.

Jeg får nogle underlige oplevelser i min jagt på highlights. Én af de mest affekterede gallerister har pludseligt skruet op for charmen og fremstår nu beleven, dog på en pudsig forloren måde. Der er en celebrity på standen. Snakken går og det samme gør denne kunstskribent, da han opdager, at det er landets nye justistsminister, der stadig gerne vil spise af kulturens blodrøde kirsebær.

Kunsten! Ja, kunsten… For den er der. Heldigvis, og i alle afskygninger. Noget forudsigeligt til kvalmegrænsen og andet overrumplende på den fornuftige måde. Det er ikke gallerierne fra de andre nordiske lande, der er de mest velbesøgte på Art Copenhagen’s første åbningsdag. Ikke desto mindre er det her, man kan få nogle af de aha-oplevelser, som er så behagelige.

Ligeledes er det befriende at tage turen op ad trapperne til balkonen, hvor en stor del af de nyere gallerier er repræsenteret. Jeg hilser stilfærdigt på indehaveren af LARM Galleri og nikker indforstået til Den Skønne Helene, som dog ikke umiddelbart ser ud til at genkende mig.

Jeg oplever malerne fra den yngre generation efterligne hinanden. Linealer er blevet standardværktøj i bestræbelserne på at skabe perspektiviske kompositioner. På vejen ud opdager jeg, hvor dén skal skæres. Kunstneren fylder 90 lige om lidt – og beviser at vitalitet og præcision ikke nødvendigvist behøver være forankret i alder.

Art Copenhagen fandt sted i år for femte gang med Forum som arrangør. Et stort antal gallerier fra de nordiske lande har præsenteret omkring 600 kunstnere. Åbningstalen blev i år holdt af ARoS direktør, Jens Erik Sørensen.

mandag den 15. september 2008

Grafikkens væsen




Én af de kunstnere, der ofte vender tilbage til grafikken som kunstnerisk medie, er Per Kirkeby. Hvordan vises nu på Silkeborg Kunstmuseum.

Hvis man udforsker betegnelsen ’grafiker’, for eksempel via internettets encyklopædi, Wikipedia, får man følgende defination på en sådan: ”Man kan for eksempel arbejde som layouter, illustrator, bogtilrettelægger, desktopper, eller dtp'er. Man kan også være computergrafiker, multimediedesigner, nyhedsgrafiker, art director, rentegner og reklametegner”. Dét er en grafiker anno 2008.

Grafik som billedkunst
Der findes dog en anden karakteristik af en grafiker, og i denne udgave er traditionen forankret i metoder, der rækker flere hundrede år bagud i forhold til multimedieverdenens Mac-computere. Det handler om den grafik, man bruger i en billedkunstnerisk sammenhæng, og den er der da heldigvis endnu mange kunstnere på den danske kunstscene, der benytter sig af.

Man kan groft eksemplificere grafikkens metoder i kategorierne dybtryk, højtryk og plantryk. Dybtryk er typisk ætsninger og raderinger. Her har man bearbejdet en kobberplade, således et motiv fremstår i denne og netop dybtrykket er en disciplin Per Kirkeby har benyttet ofte i sin kunstneriske løbebane. På den aktuelle udstilling på Silkeborg Kunstmuseum vises ganske vist eksempler på både træsnit og litografi; men det er ætsningerne, der præger den stilfærdigt og smukt scenograferede udstilling i Silkeborg

Eksklusiv intimitet
Der er ofte noget intimt og eksklusivt over grafik. Det gælder også hos Kirkeby, som man mest forbinder med storladne malerier og skulpturer. Men også i mindre formater føler kunstneren sig tilsyneladende hjemme. Ganske vist har Kirkeby – i samarbejde med grafikeren Niels Borch Jensen – ofte prøvet mediets størrelsesforhold af blandt andet i udførelsen af nogle meget store akvatinteætsninger, som dog ikke er repræsenteret på Silkeborg Kunstmuseum i denne omgang.

Museet har ellers over tid modtaget ét eksemplar af Per Kirkebys samlede grafiske produktion de seneste mange år og dén har været ganske omfattende. Kirkeby har eksperimenteret flittigt med både sort-hvide blade og tryk i flere farver, hvilket i dybtrykket fordrer en stor præcision og akkuratesse.

Sort-hvid og farve
Motivisk befinder Per Kirkeby sig i det kendte. Hans iagttagelser i naturen bliver også i grafikken transformeret til halvabstrakte kompositioner; men man ser også på udstillingen eksempler på, at motiver med direkte afsæt i kunstnerens andre projekter. Skitser til de berømte murstensskulpturer har således dannet indhold i en serie større tryk og disse fremstår i et farvespil, der foruden den sorte rummer en typisk murstensrød, som blot underbygger motivets grundkarakter.

I andre væsentligt mindre arbejder har Kirkeby brugt grafikken i en langt mere traditionel forstand. Her er udelukkende brugt sort som fundament. Dermed står disse mindre værker i langt højere grad som intime dokumenter i et et ellers ret monumentalt oevrelandskab. Der er blevet afprøvet metoder og der er blevet arbejdet intenst med det grafiske medie gennem årene. Det viser udstillingen på Silkeborg Kunstmuseum med al ønskelig tydelighed.

Per Kirkebys grafiske værk er meget omfattende og udgør alt fra små hurtigt udførte koldnålsraderinger til større værker i mange farver. Kirkeby har som grafiker beskæftiget sig med litografi, træ- og linoliumssnit samt raderinger og ætsninger. Udstillingen på Silkeborg Kunstmuseum markerer kunstnerens 70-års fødselsdag.

lørdag den 13. september 2008

Mere Kirkeby. Nu arkivet.



Jeg fik nogle associationer til en udstilling, jeg så for en del år siden på Barbican Center i London med efterladenskaber fra Francis Bacon’s atelier, da jeg havde mulighed for at bese udstillingen ’Per Kirkeby Arkivet’ på kunstmuseet ARoS i Århus. Man kan jo for den sags skyld spørge sig selv om, hvad meningen med at lave en sådan udstilling er. Naturligvis fyldte Kirkeby for nyligt 70 – og den runde fødselsdag er blevet beskrevet ganske massivt – ikke blot i diverse medier; men også på bloggen her – dét kunne man muligvis anskue som grund nok? Men det forholder sig jo sådan med Kirkeby, at alt skal vises og alt skal ud. Og så længe der er interesse for fænomenet, er det vel i bund og grund OK?

Jeg sidder blot med lidt af en følelse, der går på, at hvor den store udstilling på Louisiana er et overflødighedshorn af monumental og imponerende kunst, har denne udstilling måske mere har karakter af en mængde af overflødigheder. Hvorom alting er, så har det krævet et stort arbejde at få Kirkebys arkiv nummereret og katalogiseret.

Alligevel er der enheder af en vis betydning; men også noget, som jeg ikke finder interessant. Som f.eks. udklip fra gamle ugeblade og lignende ting, som nogle måske kunne finde en kulturhistorisk værdi i? Blot i andre sammenhænge. Jeg har sammenklippet en lille film om udstillingen. Se den HER>

mandag den 8. september 2008

På en mandag



Efter en uge med skrive- og rejseaktivitet samt en weekend, hvor jeg med rette har kunnet tilegne mig navnet ”Dovenlars”, er jeg atter tilbage på værkstedet, hvor bl.a. en ætset plade venter på mere bearbejdning. I sidste uge kom fragtmanden med en stak blindrammer, så med hensyn til maleriet og arbejdet op til næste års udstilling, er der heller ingen undskyldning for flere overspringshandlinger. Det skulle da lige være at opdatere min hjemmeside – men dét er hurtigt gjort!

Musikalsk har jeg lyttet en del til tysk avantgardemusik, da jeg skulle bruge noget musik som underlægning til en film; men for det meste lytter jeg til en ganske original og underfundigt arrangeret CD med Wynton Marsalis’ septet. Det er klart at Marsalis fra at være rendyrket jazz mere og mere har haft en fod placeret i den klassiske musik. Det er helt tydeligt i disse velkomponerede stykker musik, som udgør CD’en ’Citi Movement’ (ja, sådan staves det faktisk).

lørdag den 6. september 2008

Visionært direktørskifte

Jeg besøgte Silkeborg Kunstmuseum 14. august med henblik på at lave et interview med Jacob Thage, museets nye direktør. Et interview, som efterhånden udviklede sig til en interessant samtale om kunst, udstillinger, formidling og museumsverdenen i almindelighed.

LS: Du har været 13 år på Gl. Holtegaard. 13 år, det er længe, ikke?

JT: Jeg vil sige, det er næsten for længe. I virkeligheden synes jeg, at i den her verden burde institutionerne skifte deres ledere ud lidt hyppigere. Jeg synes, man skulle have fem år og hvis man rigtigt gjorde det godt, måske tre eller fem år til, fordi der skal fornyelse til. Problemet er bare, herhjemme har vi en anden tradition; men nogle steder i Tyskland skifter man jo helt automatisk. Der skal noget nyt til ind imellem. Så, jo! 13 år er lang tid at sidde det samme sted og også en væsentlig bevæggrund for, at jeg overhovedet tænkte på at komme væk. Jeg syntes bestemt også, jeg trængte til at forny mig selv og så har Silkeborg Kunstmuseum for mig altid stået som ét af de mest spændende kunstmuseer overhovedet i Danmark. Én af de to-tre mest spændende samlinger suverænt og at få mulighed for at blive leder her og være med til at præge stedet fremover, det havde jeg ikke turdet drømme om.

Det er selvfølgelig meget forskellige vilkår, der er for et sted som en kunsthal som Gl. Holtegaard jo er – et museum uden egen samling – og så at arbejde med en egentlig museumssamling. Der er meget stor forskel på nogle punkter. Selvfølgelig er museumsverdenen begyndt at vende sig i retning af kunsthallerne. For 15 år siden var der ikke nogen, der drømte om, at museerne ville lave så mange af den type udstillinger, som de laver også; men i dag er den synlighed, der ligger i udstillingslivet, og som kunsthallerne har benyttet sig af, ganske langsomt, men sikkert, betydet at mange museer også laver skiftende udstillinger løbende, hvor kunsthallerne et langt stykke hen ad vejen er begyndt at lave mere museumsprægede udstillinger. Så der kommer et overlap dér. Men det at have en permanent samling af dén kvalitet, som ligger her i Silkeborg, det giver jo nogle fantastiske muligheder – både indadtil, og bestemt også udadtil.

Når jeg kommer her er det jo også fordi, at jeg som leder af en kunsthal hele tiden har været dybt afhængig af hele tiden at være synlig og hele tiden at markere mit sted. Det vil sige at lede fra udstilling til udstilling og sørge for at de bliver så synlige som muligt. Store som små udstillinger. At de fik sig markeret i et udstillingslandskab med høj og stor, stor konkurrence. Der ér meget stor konkurrence om mediernes bevågenhed i dag og dén er en væsentlig del af museums- og udstillingslivet, den synlighed – på godt og ondt. Og den bliver sværere og sværere at få. Det læner sig op mod de elektroniske medier i højere og højere grad. De bliver stadigt vigtigere og derfor sværere at trænge igennem til, og det tror jeg alle oplever. Kunstnere, museer, forfattere…

LS: Og i andre kulturelle sammenhænge, ikke sandt? Det bringer mig ind på noget, som jeg godt lige vil berøre. Der står på hjemmesiden, at det bl.a. er for at skærpe museets profil, at man har ansat dig. Er det, som du har set det lidt på afstand, et udtryk for at den profils konturlinie har været lidt udvisket?

JT: Jeg tror, at hvis du ser stedets historie, vil du opdage, at Silkeborg Kunstmuseums samling altid har været utroligt central på grund af sin høje kvalitet og det helt fomidable værk, der ligger her. Ikke blot den fantastiske del i stedet som sådan; men samlingerne, og dét, har gjort at man har taget mange ting som en selvfølge. Sådan opfatter jeg det. Alle er kommet til én, simpelt hen, fordi der har været så meget brug for de her værker til udstillinger. Jeg kan se på lånelisterne, at der konstant har været bud efter værker og det gør selvfølgelig, at man ikke har haft kræfter i mange år til det helt store udadvendte arbejde.

Når jeg ser, hvad mine forgængere har lavet, så kan jeg blive fuldstændigt stakåndet – når jeg ser, hvor travlt, de har. Så med min ansættelse forhøjer man i virkeligheden antallet af faglige medarbejdere med 30 % og det sker med et ønske om, at man forøger den arbejdskraft, der er til stede. Det er et væsentligt tiltag med henblik på at gøre stedet mere synligt. Hvis du ser, hvad der sker rundt omkring i Jylland for øjeblikket. Der sker jo noget alle steder. Der er sket noget i Århus, må man nok sige. Horsens… Vejle… Kolding, hvor man også har skærpet konkurrencen… Og Herning!

LS: Herning kommer virkeligt på banen nu…

JT: I høj grad – så det har været oplagt, at man også her har sagt, at den automatik, som man har oplevet hidtil, dén kan vi ikke forvente, at dén er der fremover. Og når man bruger så mange ressourcer på at låne ud, så hvis man også skal have et aktivt museum, så måtte der flere ressourcer til. Så laver man en struktur, hvor der er blevet oprettet en forskningsafdeling.

Min første arbejdsuge i sidste uge gik med at gå igennem samlingerne – og det er jo fantastisk. Der er så mange muligheder og Dorte Kirkeby Andersen, som jeg har afløst er jo en formidabel kapacitet på perioden, på Jorn og de interesser, han havde, hvis man kan kalde det sådan, fra Cobra til De Internationale Situationister, hvad de hedder alle sammen. Alle de tiltag, han havde. Dét ved hun noget om. Det kan man simpelthen ikke ansætte sig til og derfor har det været naturligt at ansætte en ny leder udefra, og lade hende blive leder af forskningsafdelingen.

LS: Troels Andersen er vel stadig konsulent?

JT: Ham ser vi da heldigvis. Hans viden er jo…

LS: Han ved vel nærmest hvornår Jorn stod op om morgenen på bestemte datoer…?

JT: Hans viden er vel legendarisk; men ham kan vi jo ikke regne med altid og derfor er Dorte fantastisk og hendes viden er jo også formidabel; men Troels kommer heldigvis stadigvæk og er dén, der arbejder med værkfortegnelsen over – altså opdaterer – og arbejder med brevveksling angående nye værker af Jorn og stillingtagen til, om nyopdukkede værker er ægte eller ej. Så dér er et kæmpearbejde og hans sociale kontaktnet er også fantastisk og det håber jeg meget, jeg kan benytte mig af i årene frem. Altså ansættelsen af mig, føler jeg, er naturligvis en styrkelse af museets muligheder for at lave de udstillinger, der skal til.

LS: Det er selvfølgeligt svært at have en overordnet plan; men nu synes jeg jo, det er meget interessant med de skiftende udstillinger og Frithiof Truelsens tilbygning. Skiftende udstillinger er jo et tema, selv om vi har Silkeborg Bad, der laver skiftende samtidskunstudstillinger; men du har vel gjort dig nogle tanker om, hvordan man kunne sammenfatte samtidskunsten og den nye kunst, der kommer frem med den samling og den linie, der ligger i Cobra, der måske godt kan virke lidt anakronistisk på nogle

JT: Det er da klart… Nu nævner du KunstCentret Silkeborg Bad og der oplever jeg, at man har lavet en meget samtidsorienteret udstillingsvirksomhed, så jeg synes ikke, at der er nogen grund til at gå ind og konkurrere med dén. Ikke mindst fordi museet her i høj grad har historiske rødder og der synes jeg, at det er spændende, fordi de giver så utroligt mange muligheder, de facetter, som Jorn havde i sin interessessfære. Det kan man bruge mange liv, i virkeligheden, på at udforske – også udstillingsmæssigt. De berøringsflader, han havde.

De interesser, han havde og ikke blot dét, han nåede at samle; men også dét, han ikke nåede at samle og som jo relaterer sig til hans kunst i større eller mindre grad og der er for mig en kæmpe udfordring og det behøver ikke være historiske udstillinger alle sammen af gammel kunst; men kan sagtens være ting, der opdaterer sig til nutiden. På Gl. Holtegaard viste vi jo den udstilling, som museet her lavede med Christian Vind og dét er et godt eksempel på, hvordan sammenhængene kan blive aktualiserede, hvordan de kan blive bragt op og komme i dialog med samtidskunsten.

LS: Tror du ikke at Asger Jorn i dag som 94-årig ville have jublet, hvis han havde set, hvordan den scene har udviklet sig?

JT: Det er jeg helt sikker på

LS: For der er jo også mange i den unge generation, der benytter sig af nogle udtryk, som er meget gammelkendte; men som gerne vil være dybt originale, ikke?

JT: Præcist! Og der er mange ting inden for konceptkunsten, jamen, det har man altså set før… Det har måske fået en drejning i én eller anden retning, men i bund og grund er der simpelt hen for mange gentagelser og dét skal der selvfølgelig være; men der synes jeg det er sjovere og mere spændende at sige, at hvis vi går ud fra dét, så har vi mange muligheder. Hvordan kan man egentligt skabe en dialog med det og gøre det interessant for os i dag?

Én ting som jeg gerne vil, og det har jeg ikke noget færdigt koncept for, er at arbejde med den permanente samling også. Én ting er, at du kan komme en gang om måneden – og opleve noget nyt hver gang; men det er generelt et meget begrænset publikum, der gør dét, så hvis man kan skabe en dialog med samlingen, som gør at man måske får lyst til at komme en gang om året eller hvert andet år. Noget af det, jeg som gammel kunsthalsmand altid har kritiseret museerne for, er det statiske, hvor der ikke er nogen udvikling. Sådan er det på den ene side museernes store styrke; men som i jeg dag synes er en udfordring at røre ved og komme med et bud på, hvordan vi kan få en ny personlig oplevelse ved samlingerne.

Det kan være spændende med den kunsthistoriske indaldsvinkel, men det nærmeste jeg kan komme det nu, er at den personlige holdning i virkeligheden er den mest interessante. Sådan som Christian Vind gjorde med sin udstilling her tidligere i år, er et meget personligt bud, og dét er i virkeligheden det mest interessante. Det kunsthistoriske er også interessant og som fortolkning og formidling er det meget, meget væsentligt, men mit personlige bud på, hvordan tingene skal opfattes kom Jorn jo selv med i og med han selv kom med mange af de ting, der er i samlingen og dermed lagde retningslinier ud for, hvordan samlingen også kunne udvikle sig; men et personligt bud på fortolkning, synes jeg virkeligt er spændende – og dét kan gøres på mange måder. Som en kunstner som Christian Vind. Det kan være mange ting og mange personer, som har et kvalificeret bud og har en holdning. Det er meget dét, det handler om.

LS: Kunne det være et tema på et tidspunkt at måske lave en gennemgribende nyophængning af samlingen? Altså, samlingen udvikler sig jo også, ikke?

JT: Samlingen har jo udviklet sig enormt. Nu har jeg ikke set den første ophængning; men uden at vide det, vil jeg tro at den må være fordoblet, at der er kommet dobbelt så mange værker til og de hænger ganske givet tættere end oprindeligt. Bygningen, selvfølgelig, den gamle fløj, er selvfølgelig bygget op til samlingen og idéen i samlingen. Der er ting, som ikke kan flyttes, som for eksempel Stalingrad; men, Jo! Jeg foretiller mig absolut, at man på et tidspunkt forsøger sig med en nyophængning. Det er jo den enkle måde at gøre det på og hvem, der kunne foretage en sådan nyophængning er måske dét, der kunne være interessant at begynde og røre ved?

LS: Snakker vi om kuratering ligefrem, måske?

JT: Det kunne man godt forestille sig. Selvfølgelig med de bindinger, der er; men en egentlig kuratering? Ja, det kunne jeg fakisk godt forestille mig. Det er én af de drømme, jeg har, at man kunne gøre dét. Det må ikke være poppet. Det har man jo set nogle forfærdelige eksempler på; men en kvalificeret ophænger… Altså, man ændrer jo ikke noget permanent. Det håber jeg meget på, at vi kan gøre og også bruge de skiftende udstillinger i den nye fløj til en diskussion af, hvad baggrunden er for at bygge op til sådan en kuratering.

LS: Nu lægger du mig næsten et spørgsmål i munden. Kunne man forestille sig kuraterede udstillinger i den fløj med skiftende udstillinger?

JT: Hvordan, tænker du...?

LS: Altså simpelt hen lave en kuratering, der havde afsæt i en person, som havde en berøringsflade med Jorns samlinger, eller en åndelig berøringsflade…?

JT: Ja…

LS: Altså, prøve at lave ét eller andet, der kunne være interessant og som også tager udgangspunkt i den abstrakte ekspressionisme – eller whatever?

JT: Lige præcist. Ja, det er absolut sådan noget, jeg er inde på. Det kræver selvfølgelig en kærlighed til det. Det kræver en interesse for det – og dét er der heldigvis mange, der har rundt omkring på kunstscenen. Det er jo ikke et udtryk, der er forsvundet. Tværtimod! Og i dag er det de ting, der forstås. Hvis du går tilbage til, da museet blev åbnet, var der mange, eller mange flere, der var ét stort spørgsmålstegn. Hvad i alverden er dét? I dag er de kunstneriske udtryk… Vi har vænnet os til det. Vi forstår, hvad det er, vi skal finde i de her billeder og hvis vi gør det umiddelbart, er en kuratering jo også en måde at formidle på og en måde at åbne tingene på. Det bliver på en anden måde for os andre, der bilder os ind at vide noget eller som har et engagement i forvejen. Der bliver det en dialog, man får – en diskussion. For andre kan det måske åbne billederne, samlingen og gøre det forståeligt, hvad det handler om.

LS: Jeg snakkede med Olafur Eliasson på et tidspunkt – og han sagde lige nøjagtigt dét der, hvordan kunstscenen burde være i 2008. Altså, det er sådan en tre-trinssag, hvor kunstneren står som central figur og formidlerne på den ene side er meget væsentlige – også i forhold til sådan nogle værker, som han laver, selvfølgelig – men samtidigt også udstillingsinsitutionerne på den anden side som lige så væsentlige medspillere. Altså, man kan ikke gøre noget selv. Man er ikke noget uden de andre elementer.
Det var skægt, nu snakkede vi om Badet tidligere. På et tidspunkt var der et samarbejde mellem Silkeborg Bad og museet her, hvor man ”lavede ” Richard Mortensen og det var efter min bedste overbevisning et af det mest forbilledlige samarbejder, hvor man havde taget Richard Mortensen nyere ting, de konkrete ting, og lavet en ophængning ude på Badet og hvor man havde taget de tidligere, meget ekspressive ting, hernede. Det kunne man måske godt…?


JT: Det har du fuldstændigt ret i Jeg har allerede talt med Iben From, som jeg kender rigtigt godt og det er da oplagt, at når man i Silkeborg har to så store kunstinstitutioner, så er det da oplagt… Selvfølgelig skal man da have hver sit særpræg; men lige præcist i forbindelse med samarbejde er det da vigtigt, man kan løfte i flok og gøre byen mere synlig. Jeg synes jo, det er fantastisk at byen vedstår sig arv og gæld i forhold til samlingen her og at man stadigvæk forstår, hvilke fantastiske muligheder, der er, hvilket væsentligt ansigt udadtil museet har været og også kan blive fremover. Det synes jeg er meget positivt.

Det er ikke alle steder, man forstår dét fordi, det er også en balance Der er også grænser for, hvad sådan et museum kan; men det er i høj grad noget, der er med til at skabe synlighed og også skabe en kvalitet i synet på en by som Silkeborg. Der er måske kun tre jyske byer – to, måske? – der har samme udbytte af deres store kunstinsitutioner eller kunstneriske visioner som Silkeborg har det.

LS: Og de visioner skal du jo så også være med til at føre ud i livet.

JT: Ja, helt klart!

LS: Det er din opgave!

JT: Selvfølgelig!

LS: Hvordan har det været at komme til Silkeborg fra hovedstadsområdet?

JT: Det har da været dejligt, må jeg sige. Jeg kom jo lige i en uge, hvor solen skinnede og jeg havde været så fornuftig, som noget af det første, at tage min cykel med og kunne bevæge mig rundt på dén og det var da helt vidunderligt og samtidigt… At komme til samlingerne her. Det er jo en gave. Det må jeg sige og jeg føler mig meget privilegeret, det er helt sikkert. Men det er jo altid en omvæltning.

LS: Ja, 13 år, som vi startede med at snakke om, det er da længe…

JT: Det er længe; men når jeg tænker tilbage på det, så er det den kontinuitet, der er i et museum. Den har jeg jo selvfølgelig savnet, og den håber jeg da at komme til at opleve mere her, selv om jeg da også gerne vil lave særudstillinger. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at noget af det, jeg kan, er at lave de store, eller større udstillinger med kunstnere, der har været overset eller…

Vi har stadig i Danmark en guldgrube af muligheder. Altså kunstnere, som af én eller anden grund er overset og som er verdensberømte alle andre steder end i Danmark og som har fantastiske kvaliteter. Så det kan godt lade sig gøre, at lave gode udstillinger og kombinerer man dét med Jorns optik, så bliver det ikke mindre kedeligt. Det håber jeg meget vi kan – altså også bruge Jorn til en lang række store udstillinger som udgangspunkt for at se på nogle af verdens store kunstnere. Der tror jeg virkeligt at museet her kan noget, som man også i nordeuropæisk målestok, kan lave noget, som er rigtigt spændende. Jorn er jo stadigvæk den største skandinaviske kunstner næstefter Edward Munch. Det er der jo ingen tvivl om!

LS: Ja, i det 20 århundrede?

JT: Simpelt hen. Det er fuldstændigt hævet over enhver tvivl, synes jeg, og fordi han er så udadvendt også – han er ikke bare inde i sin egen skal. Han har alle de der følere ude. Der er forunderligt mange ting og dét er jo også oplevelsen ved at komme her til, at personalet er så vanvittigt dygtigt. Det er på et højt musealt niveau og dét er vidunderligt at opleve. Jeg har været på mange museer og dét, jeg oplever her, er virkeligt en fornøjelse.

LS: Nu spørger jeg nok lidt uvidende. Hvad lavede du før Gl. Holtegaard?

JT: Før jeg kom til Gl. Holtegaard, var jeg i 4-5 år udgiver og redaktør af et kunsttidsskrift, et kunstmagasin, der hed ’Kunst og Antikviteter’, som selvfølgelig havde et kommercielt snit og som kombinerede det kommercielle med det ikke-kommercielle. Det var min ambition. Jeg startede med at trykke det som avis, som udkom en gang om måneden. Det var et fuldstændigt vanvittigt projekt; men det lykkedes mig at lave 38 eller 42 numre. Jeg kan aldrig huske, hvor mange det egentligt blev til, og når man ser tilbage på det, var det egentligt forrygende, at det lykkedes.

LS: Der var da ikke penge i det, var der??

JT: Det lykkedes mig at lukke det, inden jeg gik helt fallit; men jeg må så sige, at jeg arbejdede 20 timer i døgnet. Altså, skrev selv, hentede annoncer og abonnenter. Idéen var der; men jeg havde jo ikke penge nok i starten til at markedsføre på en ordentlig måde. Idéen var god nok, men det var for småt, ikke; men smadderskægt. Jeg kan godt lide at skrive og lave dét der. Den formidling der. Vi havde artikler i hvert nummer om samtidskunst og store dele af dem, vi omtalte og som vi havde artikler med, de er da noget ét eller andet sted. Det var rigtigt skægt.

LS: Skrev du selv?

JT: Jeg skrev tre fjerdedele af hver udgave. Udover dét, så synes jeg, jeg havde en god blanding og jeg fik også museerne engageret. Der var fast en artikel om en ting på et museum. Det var både samtidskunst og kulturhistorisk. Det var en ordentlig mundfuld; men det var skægt. Før da var jeg i auktionsbranchen i en 13-14 år – og før læste jeg kunsthistorie

LS: Så har du været ganske ung så dér?

JT: Dét var jeg! Bestemt…

LS: Du har været i 20’erne?

JT: Ja, ja

LS: Jeg har egentligt ofte tænkt på, hvad der får folk, der ikke er aktive – altså udøvende inden for billedkunst – til at engagere sig i kunsten og, måske især, dens udøvere?

JT: Nysgerrighed. Altså, hvad det egentligt er, det handler om. Det kan stadigvæk drive mig. Og begejstringen for ét eller andet, som jeg synes er godt. Det er den eneste drivkraft i virkeligheden. Sammen med nysgerrigheden er det begejstringen og der har jeg været heldig. De gode feer har, i hvert fald hvad dét angår, været gavmilde ved at jeg stadig kan blive begejstret – og jeg håber, jeg kan blive ved med det fremover.

Jeg ved, når jeg rejser rundt – og dét har jeg gjort meget, jeg har været meget rundt, så meget jeg overhovedet kan flytte mig – hører jeg selvfølgelig til den type museumsgæster, der bare stryger igennem et museum. Det er de færreste museer, hvor jeg bliver i flere timer; men jeg suger til mig og pludseligt opdager jeg i én eller anden krog, hvor der er ét eller andet, som jeg skal hen og undersøge. Så finder jeg ud af, at det er der selvfølgelig mange andre, der har opdaget før mig.

Men der er mange muligheder og der er i virkeligheden mange ting, jeg synes er fantastiske og noget af det er et stor mysterium, når man går i gang med det og enkelte ting er det stadigvæk, når man er færdige med dem. Jeg har da det privilegie, at nogle gange er det pludseligt en ny verden, der åbner sig, også for mig, når jeg laver en udstilling.

LS: Er det ikke i virkeligheden et spørgsmål om at være i stand til at lave de punktnedslag, der indkredser, hvad man synes er helvedes interessant?

JT: Jo, helt klart! Jeg tror man som udstillingsarrangør er lidt som en samler, som i virkeligheden definerer, hvad samlingen handler om. Jeg falder over en eller anden ting og tænker – hov, hvad er dét? Så prøver jeg at skabe en udstilling omkring det punkt, som jeg er faldet over og finde ud af, hvad det egentligt er.

De fleste samlere kører jo træt i en bestemt type af deres samling og så går de videre med en anden. Hvis det er kunstsamlere, går de videre med en ny kunstner, en ny kunstnerkreds eller et nyt kunstnerisk udtryk. Der bliver jeg jo træt nogenlunde samtidigt med, at udstillingen er stablet på benene eller når den lukker. Så for mig er det en fantastisk arbejdsform at lave udstillinger.

Der har jeg jo været heldig, at jeg arbejder ud fra dét og der er Jorn jo stadig en fantastisk inspirationskilde. Jeg kan nævne de første ti kunstnere, som han har interesseret sig for og hvor man i dag siger – hold da op, hvor så han rigtigt, at han der i 50’erne og 60’erne interesserede sig for dem. Det var der sgu ikke rigtigt nogle andre, der gjorde. Meget, meget, meget få i hvert fald. Når man ser det i dag, nogle af de svenske kunstnere som Hill og også hans samtidige, som han købte og interesserede sig for. Nu sidder vi her ved Alechinsky. Det er fantastisk. Det holder jo virkeligt!

LS: Der var jo også kunstnere, der var uden for dén kreds af Cobra osv.

JT: Præcist, ja!

LS: Der er jo Max Ernst i samlingen her, som jo sådan set er ret enestående i forhold til et provinsmuseum.

JT: Fuldstændigt. Det er jo surrealister, som han køber. Jamen, det er jo virkeligt enestående. James Ensor er jo også… Og så har han Rodin-tegninger, som for mig er noget af det mest vidunderlige.

LS: Der er den intimitet i det…

JT: Simpelthen! Og kunstnerisk engagement og kunstnerisk nerve, som man næsten ikke finder andre steder. Han kommer så meget omkring. Hold kæft, hvor kunne han se, altså… Og det forener jo heldigvis mange af de drømme, jeg har – de udstillinger, jeg har på min egen ønskeseddel – de korresponderer meget godt med Jorns interesser og det er ikke et tilfælde. Det er i virkeligheden ikke mig, der er original. Det er tiden, der har vist, at Jorn…

LS: Bekræftet, at sådan skulle det være…?

JT: Ja, nemlig!

LS: Hans kunstsyn har jo været analog med hans verdensyn, som var så bredt her…

JT: Ja… Og det har været så intenst, som én af mine engelske kunstnerbekendte sagde: ”Det kan godt være at New York-skolen er dén, der er mest berømt i dag; men Jorn han slap aldrig det menneskelige” – og dét gør ham fuldstændigt enestående som kunstner, at han aldrig gjorde dét. Mange af de store amerikanske kunstnere. Det er blevet fortænkt og har mistet jordforbindelsen og mistet forbindelsen til det menneskelige.

LS: Når du siger New York-skolen, mener du den abstrakte ekspressionsme? Motherwell, de Kooning, de folk dér?

JT: Ja, og der bevarer Jorn altid et menneskeligt element – og dét er måske i virkeligheden derfor, jeg godt kan lide ham. Det bliver ved med at fascinere. Det bliver ved med at sige os noget.

LS: Jeg synes jo f. eks. at Willem de Kooning var bedst, da han fuldstændigt frigjorde sig fra det menneskelige.

JT: Ja, de er smadderflotte. De er flotte og det er klart, at der rent intellektuelt, akademisk er meget og hente i dem; men som menneskeligt udtryk? Spontant, er jeg meget mere fascineret af Cobra og Jorn – og især Jorn som kunstner og dén der menneskelige kamp, som jeg synes er spændende. Når det bliver for teoretisk, så stiger jeg jo også selv af. Så mister det for mig noget af fascinationen. Det er det element, der bliver ved med at være der hos Jorn…

LS: Den der psykologiske overbygning, ikke?

JT: Ja, ja! Helt klart! Det når nogle dybder, som han kan blive ved med at ramme. Det er jo ikke bare sådan nogle små, glade figurer; men hele det enorme spektor, som han behersker. Det kan du mærke i næsten hvert eneste billede. Nerve!

LS: Mellem os to sagt, hvis Jorn havde levet længere, han blev kun 59, hvordan tror du så hans billeder havde set ud de sidste 20 år, måske?

JT: Aner det ikke?

LS: Nej, det er svært. Der er jo nogle skræmmende eksempler på nogle kunstnere, der er gået i tomgang.

JT: Men der er jo også nogle kunstnere, der er vanvittigt fascinerende til sidst. Der er nogle af dem, hvor de ikke skal bevise noget længere, men kan hvile i sig selv – og der kunne man godt forestille sig at Jorn var nået hen i høj grad.

LS: Det er jo hypotetisk.

JT: Det er meget hypotetisk, og jeg kender slet ikke Jorns værk godt nok til at kunne trække nogle linier til hvor det kunne have endt. Men der er mange kunstnere, når de ikke skal bevise noget længere, så hiver de det bedste i deres egen kunst frem – og så er der andre, som bliver fuldstændigt kitch-prægede, så det næsten bliver en parodi på, hvad de lavede tidligere.

LS: Der kan vi jo tage de Kooning i de sidste 20 år. Han havde Altzheimer – og blev jo meget gammel, og så malede han jo bare, selv om han ikke anede, hvad han foretog sig. Kunsthandlerne var der og museerne var der osv. og det var noget værre lort, ikke? Men hvis man tager Jorn og de sidste billeder, han malede lige inden han døde – og han malede jo stort set til det sidste – der var det som de fik et præg af noget meget minimalistisk. Altså, der begyndte at dukke nogle andre figurer op, som i virkeligheden så meget henkastede ud; men som var malet med en enorm bevidsthed og stadigvæk havde dynamikken i sig.

JT: De dér mørke dæmoner forsvandt tilsyneladende…

fredag den 5. september 2008

kunsten.nu en realitet


aarhus.nu er i princippet afgået ved døden om end dette er en sandhed, der bør være behæftet med visse modifikationer. Portalen, der de sidste fire år har leveret kunststof på internettet om samtidskunst, hovedsageligt fra Århus og det østjyske område, har nemlig blot taget navneforandring til kunsten.nu. Dermed er der lagt op til et spændende initiativ, der burde gøre kunstlivet synligt i en større national og – for den sags skyld – international forstand.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ofte har siddet og rystet en anelse på hovedet over de dispositioner aarhus.nu har udført i relation til at beskrive kunstverdenen gennem en væsentlig og bredperspektiveret optik. Det ændrer sig nu – og det er en udvikling, som jeg personligt finder befriende og udviklende.

Naturligvis bør man sætte fokus på, hvad der rører sig i nutidskunstens subkulturelle miljøer; men ofte er disse afledt af, hvad der sker på de store scener og bliver derfor tit blot anstrengte, epigoniske tiltag, som i de fleste tilfælde er set i andre og – måske – mere kvalificerede sammenhænge. Den redaktionelle linie har, som designet, fået et løft. Hvordan kan ses på kunsten.nu HER>

Jeg håber, at kunsten.nu på kort tid bliver landets vigtigste formidler af billedkunst. Jeg vil i hvert fald fortsat levere materiale til portalen. Med en vis begejstring oven i købet

torsdag den 4. september 2008

Kirkebys signatur


Koloristiske krumspring, intim monumentalisme og sort bronze optræder i forbilledlige samklange på udstillingen ’Per Kirkeby Louisiana 2008’.

Fra masonitten til i dag
Per Kirkeby var oprindeligt uddannet geolog – og skulle man sammenfatte Kirkebys mangefacetterede værk over fem årtier, kunne man sige ”fra masonittiden til i dag”. I dag er under alle omstændigheder en relevant benævnelse i relation til kunstnerens aktuelle udstilling ’Per Kirkeby Louisiana 2008’, idet enkelte af malerierne er malet i netop 2008. Et specifikt titelløst værk i stort format er ovenikøbet fra den just forgangne sommer.

Per Kirkebys tid på Den Eksperimenterende Kunstskole bør være beskrevet så grundigt historisk, at den er de fleste med en vis kunstinteresse bevidst. I dét miljø blev der – ikke overraskende – eksperimenteret. Per Kirkeby udviklede da et maleri, som præcist blev forarbejdet på masonit. I begyndelsen var farve og motiv forankret i pop. Industrielle lakfarver gav disse arbejder en meget direkte, koloristisk karakter uden laserede flader. Masonitmalerierne fylder ikke meget i det samlede udstillingsbillede på Louisiana. Ikke desto mindre er de vigtige i forhold til at beskrive et kunstnerisk forløb i et ganske imponerende perspektiv.

Grafikken
Man kan undre sig og spekulere sig gul og grøn – farver, som får en mere og mere fremtrædende plads på Kirkebys palet – over med hvilket malerisk overskud og menneskelig energi, at den nu 70-årige kunstner har forarbejdet det ene lærred efter det andet i kæmpeformater. I samme moment udløses tanker vedrørende Kirkebys mindre arbejder. Et beskedent antal grafiske arbejder – koldnål, streg- og akvatinteætsninger – kan ses på udstillingen. Intimiteten i disse værker fremstår næsten monumental i samklang med malerierne. Især fordi de kompositoriske aspekter i disse arbejder går i dialog med malerierne frem for at stå i opposition til disse.

Kirkebys metode
Per Kirkebys maleri har der været sagt og skrevet meget om. Ofte oplever man dem som intuitive enheder uden væsentlige, narrative elementer. Imidlertid ligger der dybe tanker og en masse teori og ulmer bag de mange farvelag. Kirkeby er ikke spontan; men et meget metodisk arbejdende individ. En DVD, der er udgivet i forbindelse med udstillingskataloget har da også fået titlen ’Pers Metode’. Her beskriver kunstneren blandt andet i nogle punktnedslag enkelte værker på udstillingen i samtale med Louisianas direktør og udstillingens kurator Poul Erik Tøjner. Tøjners omfattende kendskab til Kirkeby og hans arbejder betænker seeren med et nuanceret og inspirerende billede af en kunstner i stadig bevægelse.

Skulpturen
”Mine skulpturer er altid sorte” belærte Per Kirkeby mig om ved en skulpturafsløring for nyligt. Han glemte dog, at det er bronzeskulpturerne, der fremstår sortpatinerede. Et omfattende antal mustensskulpturer er opført forskellige steder i Verden; men i forbindelse med ’Per Kirkeby Louisiana 2008’ må man nøjes med dén, der befinder sig på området ved Humlebæk Station en halv kilometer fra museet.

Bronzer optræder til gengæld i rigt mål på Louisiana for tiden – og går man specifikt efter en nærmere iagttagelse af disse, vil noget af det første, man registrerer være et langt forløb af små skulpturer, som er placeret op ad væggen i den lange gang, som fører ind i hovedudstillingen.

En del af disse skulpturer er modellerede skitser til større arkitektoniske murstensprojekter. Jeg husker disse ret tydeligt i forbindelse med Documenta 9 i Kassel i 1992, hvor de optrådte i et rum med maleriet ’Viel Später’, som senere blev et væsentligt værk i Loisianas faste samling. Derfor befinder dette maleri sig selvfølgeligt på ’Per Kirkeby Louisiana 2008’.

Farven som tema
Farven er selvsagt en vigtig del af de filosofier, der ligger til grund for en malers livsværk. For nyligt læste jeg i en avis, at den klassisk didaktiske måde at definere farverne på, ikke er et tema, som Per Kirkeby finder specielt interessant. De tidlige eksperimenter udviser da også et langt stykke hen ad vejen et næsten anarkistisk forhold til de akademiske normer. Langt senere iagttager man store – Kirkeby har selv i samtale med Lars Morell betegnet disse som ”skamløse” – malerier, som ofte er bygget op omkring en død, sort grund.

Per Kirkeby begynder almindeligvis at afsætte nogle farveklatter med overskudsfarve fra tidligere værker. Denne substans af diverse differentierede kulører forestiller man sig som en gråbrun grød uden nogen synderlig grundkarakter. Det er imidlertid ud af denne masse, at billederne vokser. Farver lægges på med pensel eller spartel – eller de trykkes ud af tuben i et direkte forløb, som Kirkeby tidligere har betegnet som ”lidt ufint” i forbindelse med en beskrivelse af et Asger Jorn-maleri, hvor netop denne effekt optrådte.

Derved er der gjort op med endnu en regel i Pers Metode. Et princip, der muligvis kendetegner den modne kunstner? Han kan benytte de tricks, han finder relevante i sit arbejde. Han skal ikke nødvendigvis bevise noget længere; men ikke desto mindre kan beviset på Per Kirkebys format ses på Louisiana indtil 25. januar 2009.

tirsdag den 2. september 2008

Ultimativt Kirkeby

Maleriet af Per Kirkeby er Uden Titel og malet i 2004

Just hjemkommet fra hovedstadsområdet, hvor jeg havde mulighed for at besøge den nyåbnede udstilling ’Per Kirkeby Louisiana 2008’ – og her er der ikke så meget at sige andet end, at Kirkeby faktisk bliver ved med at producere overbevisende malerier. Ganske vist er udstillingen retrospektiv; men de nyeste værker fra 2000-tallet er faktisk nogle af de mest interessante. Der kommer meget mere om denne gigant-udstilling på denne side senere.

Jeg havde også mulighed for at se en udstilling på Den Frie. Desværre er ’Teaching An Old Dog New Tricks’ i skrivende stund slut. Den ville jeg ellers gerne have anbefalet. Det handlede om maleriet i samtidskunsten i en abstrakt kontekst. Godt at se, at den forholdsvist unge generation bliver mere og mere tilbageskuende i deres jagt på inspiration.