lørdag den 18. september 2021

Marstrand-udstilling åbnet på Skovgaard Museet

 













»I dag synes vi, at man i det gode portræt skal kunne afkode modellens psyke og hele habitus og på den måde få et indtryk af mennesket og føle dets nærvær og de følelser, der rører sig inderst inde; og det er det, den talentfulde portrætmaler netop kan«


Blandt andet sådan beskriver Birgitte von Folsach i bogen, der understøtter udstillingen 'Wilhelm Marstrand - Den store fortæller', hvor man netop kan opleve Marstrand som portrætmaler på ganske højt niveau iblandet en masse andre genrer. 


Udstillingen er netop åbnet på Skovgaard Museet i Viborg, hvor den kan ses frem til d. 9. januar 2022. 


Jeg deltog i åbningen af udstillingen og det var en fin oplevelse, men nu er det alvor! Jeg er i gang med at skrive en anmeldelse, og den vil kunne læses i en avis om ikke så længe.

fredag den 17. september 2021

Industrilandskaber i Kunsthal Nord

 

Anna Borgman: 'Think Tanks', 2020, installation (foto: Niels Fabæk)

»Med sin udstilling fremviser Borgman materialerne i deres bearbejdede udgave i form af stiliserede fabriksmaskiner, beholdere og digitale undersøgelsesredskaber, som anvendes i ekstraheringen af selv samme materialer. I tro med deres natur er industrilandskaberne installeret i Kunsthal NORD, i det tidligere kraftvarmeværk«


Teksten herover er blot et kort uddrag af formidlingen - forfattet af kurator Nina Wöhlk - af udstillingen 'Skønnede reserver', som snart kan ses i Kunsthal Nord i Aalborg, med værker af Anna Borgman


Det var oprindeligt meningen, at udstillingen, som ifølge fotografierne i kataloget ser ud som den mest ambitiøse hidtil i kunsthallen, skulle finde sted i 2020, men udstillingen blev brat afbrudt af restriktionerne i forbindelse med corona-pandemien


Nu får man imidlertid mulighed for at se udstillingen påny, da man i skrivende stund er i gang med at genopbygge den. 


Således kan udstillingen ses i perioden 25. september-27. november. 


Jeg har planlagt et sneak peak på udstillingen, som jeg beskriver senere blandt andet på blog'en her.

torsdag den 16. september 2021

tirsdag den 14. september 2021

'Vores værker' genåbner i Skagen

For godt et år siden blev jeg forespurgt, om jeg havde lyst til at udpege et værk fra Skagens Kunstmuseers samling til en udstilling med titlen 'Vores værker'.

Sammen med 62 andre mere eller mindre kendte danskere gav jeg mig i kast med opgaven, og jeg valgte en stor tegning/skitse af Holger Drachmann til udstillingen.

Af alt for velkendte årsager nåede udstillingen kun at blive vist på museet i 11 dage, men nu har man valgt at vise udstillingen igen, og museets kommunikationsmedarbejder Simone Sefland fortæller i klippet herover, hvad publikum kan forvente at opleve.

Udstillingen genåbner d. 2. oktober og kan ses frem til d. 18. april 2022.
 

Tilbage til Viborg

 

Wilhelm Marstrand: 'En dans i det frie på Ischia', 1847. (Foto: Ribe Kunstmuseum)


Jeg er dårligt kommet tilbage til Silkeborg fra Viborg i forbindelse med min udstilling i Pakhuset, før jeg skal af sted igen til domkirkebyen

Denne gang er det dog ikke mig selv, der er hovedpersonen, men derimod guldaldermaleren Wilhelm Marstrand, som levede fra 1810 til 1874. 

Udstillingen 'Den store fortæller' finder sted på Skovgaard Museet, og den vil sandsynligvis skildre historien om fortælleren. 

En ting er i hvert fald helt sikkert, når det drejer sig om Marstrand: Der er altid en fest i gang uanset om man befinder sig i en scene fra hverdagen eller under fremmede himmelstrøg. 

Marstrand var vistnok lidt af en eventyrer - og berejst var han i hvert fald. Især efter tidens forhold kom han ret langt omkring i Europa, og som så mange af hans samtidige kollegaer var han ganske glad for Italien, hvor han opholdte sig i flere omgange. 

Inspirationen til denne destination kunne meget vel tænkes at stamme fra C.W. Eckersberg, som er en kunstner, der ofte brugte blandt andet Rom som inspiration for sine malerier. Marstrand var elev af Eckersberg i en periode på Kunstakademiet i København, og dette forhold burde vel understøtte min tese? 

Det ved jeg ikke så meget om endnu, men jeg regner da med at blive ikke så lidt klogere på Marstrand, når jeg har set udstillingen, som åbner på Skovgaard Museet lørdag d. 18. september og varer helt frem til d. 9. januar 2022. 

I forbindelse med udstillingen er der udgivet en forskningsbaseret publikation, som man med garanti også kan bliver klogere af at studere. 

Jeg vender tilbage med meget mere om Wilhelm Marstrand her på blog'en om ikke så længe.

mandag den 13. september 2021

Beskidte og forslåede kunstværker på Museum Jorn

 'Cobra - de kvindelige kunstnere': Else Fischer-Hansen: 'Tirsdag', 1940

»Kære danske, private fonde: Gør det til et indsatsområde at arbejde indgående med konserveringen og restaureringen af disse værker. Det er tilnærmelsesvis usselt og pinligt at se på, som det er nu. Og fortæller alt for tydeligt, hvad det er, der prioriteres«


Udsagnet er fremsat af Politikens kunstanmelder, Mathias Kryger i forbindelse med hans anmeldelse i Politiken af udstillingen 'Cobra - de kvindelige kunstnere', som  nu kan ses på Museum Jorn i Silkeborg. 


Anmelderen tilføjer: »Værkerne har ofte ikke, før de præsenteres her, undergået en restaurering eller konservering. De fremstår beskidte og forslåede og fortæller om en tilværelse nederst i magasinerne, hvor ingen har støvet af i mange år«. 


Det sidste har Kryger helt sikkert ret i, og netop disse iagttagelser giver stof til eftertanke i relation til, hvordan kunst opbevares og i det hele taget håndteres. 


Det virker næsten ironisk, at kunstværker ofte skal kontrolleres, når de afskibes til en udstilling og det samme sker, når de når bestemmelsesstedet. 


Politikens anmelder påpeger dog, at der er herlige nye bekendtskaber på udstillingen, og det mener jeg faktisk, er nok så væsentligt at påpege. Fire hjerter giver Kryger til udstillingen på Museum Jorn. 


Min egen anmeldelse i Jyllands-Posten bliver sandsynligvis publiceret ganske snart.

Udstilling med kvindelige kunstnere i Cobra-periferien

 









»Ud af de godt 45 kunstnere, som var direkte involveret i Cobra, er det kun to kvinder - Sonja Ferlov Mancoba og Else Alfelt - der anerkendes som egentlige Cobra-kunstnere. Alle de andre kvindelige kunstnere er enten glemt eller skrevet ud af historien«. 

Således kan man læse i det omfattende katalog, der ledsager udstillingen 'Cobra - de kvindelige kunstnere', som for nyligt åbnede på Museum Jorn i Silkeborg. 

Udstillingens kurator, Christian Kortegaard Madsen, fortalte mig ikke desto mindre, at to af udstillingens kvindelige deltagere faktisk var repræsenteret på Cobras første udstilling, der fandt sted i Amsterdam i 1949. 

Ved udstillingens åbning fortalte en af deltagerne, Grethe Balle, at Cobra i tidernes morgen ikke skulle ses som en sammenslutning, men som en bevægelse, der ud fra et filosofisk princip skulle gøre op med billedkunst som et dybt intellektuelt anliggende - legen og troen på, at kunst kunne skabes ud fra samme grundtanke, som når børn skaber noget kreativt. 

Der er ingen tvivl om, at Cobra som begreb har sat sine aftryk på kunsthistorien på trods af, at grupperingen kun var aktiv i årene fra 1948-1951. 

Men det forekommer lige så indlysende, at det var mændene i Cobra, der tegnede bevægelsen. Kvinderne var enten hustruer til mændene eller blot befindende sig i periferien af bevægelsen. 

Alt det belyser udstillingen på Museum Jorn - og det ikke mindst i kraft af det førnævnte katalog. 

Jeg er i fuld gang med en anmeldelse af udstillingen, som kan ses på museet frem til d. 12. december.  

Værkerne, der illustrerer dette blogindlæg, er af Kuhjan Blask, Lotti van der Gaag, Else Alfelt, Madeleine Kemézy-Szemere, Sonja Ferlov Mancoba, Agnete Therkildsen samt et installationsview med skulpturer af Lotti van der Gaag.

søndag den 12. september 2021

Udstilling i Pakhuset i Viborg åbnet

 






Museumsleder ved Skovgaard Museet Anne-Mette Villumsen var så generøs at afholde åbningstalen ved ferniseringen til min udstilling i Pakhuset i Viborg d. 11. september. 

Hun beskrev faktisk nogle tilstande i billedkunsten, som jeg selv ofte har spekuleret over - nemlig forskellen på at male og at tegne. Dette er i høj grad relevant i forhold til min praksis, da jeg arbejder forholdsvis ligeligt mellem grafik, som muligvis refererer til tegning i kraft af tydelige konturlinjer, og maleriet, der kan ses som en langt mere fladebetonet metode. 

I det hele taget var det en ganske veloplagt Villumsen, der trodsede en snigende forkølelse og valgte en intuitiv tilgang til beskrivelsen af mig og mit arbejde. Ganske som jeg foretrækker det. 

Jeg er meget glad for udstillingen, og jeg lagde heller ikke skjul på, at jeg især var glad for Anne-Mette Villumsens tilstedeværelse ved åbningen, men samtidigt var det vigtigt for mig at sige, at hele scenariet omkring disponering og praktiske forhold ved udstillingen var gået som smurt i olie. 

Ferniseringen var pænt velbesøgt, og jeg fik således mulighed for at fortælle nysgerrige gæster om mine malerier og grafiske arbejder.

Fotografierne, der ledsager dette blogindlæg, er taget af Annette Smed Svanholm.

fredag den 10. september 2021

torsdag den 9. september 2021

Klar til udstilling i Pakhuset

 











En kunstudstilling er selvfølgelig bedre, når værkerne er hængt op. Således er vi nu klar til fernisering på min udstilling i Pakhuset i Viborg, som åbner lørdag d. 11. september kl. 13.

Udstillingen bliver åbnet af museumsleder ved Skovgaard Museet - også i Viborg - Anne-Mette Villumsen.

Jeg kom i tanke om, at det faktisk om en måned er 30 år siden, jeg første gang udstillede grafiske arbejder på Kunstnernes Efterårsudstilling i København, så de ti stk. grafik fra 2021, der kan ses på udstillingen, markerer således en slags jubilæum - hvis man altså går op i den slags!?

onsdag den 8. september 2021

Kritikpunkter i forhold til Tunick-event i Herning

 

Nøgne kroppe og hvide lagner var bestanddelene i Spencer Tunicks projekt i Herning. Jeg har imidlertid spontant lavet en alternativ udgave

»Der stod med småt, at der ville være "selected press" på afstand til stede, men der er jo fyldt med close-ups i medierne. Direktøren sagde, at de jo havde stærke objektiver... det er jo også en sølle bortforklaring, synes jeg«


Citatet herover er et udsnit af en privat korrespondance, som jeg har haft med en af deltagerne ved det famøse arrangement ved kunstmuseet HEART i Herning, hvor begivenheden som bekendt blev ødelagt, da en blufærdighedskrænker indfandt sig blandt de nøgne deltagere, som optrådte i forbindelse med et projekt udviklet af den amerikanske fotograf Spencer Tunick


Personen bag udtalelsen har valgt at være anonym, og det respekterer jeg naturligvis, da jeg er bekendt med vedkommendes identitet. 


Direktøren, der henvises til, er HEARTs direktør, Holger Reenberg, som naturligvis har været ude og fordømme krænkerens adfærd. Han har samtidigt givet en uforbeholden undskyldning til den person, som blev befamlet af personen, men sagen er meldt til Politiet, som har opfordret krænkeren til at melde sig selv, da man er i besiddelse af videomateriale, der vil kunne afsløre hans identitet. 


Så langt så godt! Endnu er materialet dog ikke offentliggjort... I det mindste ikke hvad jeg ved af. 


Til gengæld vil jeg gerne her på blog'en udtrykke min kritik i forhold til, hvordan arrangementet er blevet gennemført. Jeg overvejede selv at deltage i eventen, men udsigten til at skulle have kroppen malet hvid var ikke lige, hvad der kunne inspirere mig til at deltage; men senere blev iscenesættelsen ændret; men det fandt jeg ud af for sent. 


I det perspektiv havde jeg læst lidt om betingelserne på HEARTs hjemmeside, og her blev det formidlet, at der kun ville være adgang på området for Tunick og hans assistenter samt naturligvis de deltagende. 


Detaljen om "selected press" havde jeg ikke set, og her synes jeg, at kæden hopper af! 


Jeg finder det stærkt kritisabelt og intimiderende over for de deltagende personer, at man tilsyneladende har indbudt TV-produktionsselskaber til at filme begivenheden. 


Det er ikke blot respektløst over for de deltagende, men også over for Spencer Tunick, der på den måde så at sige får sit projekt befamlet af sensationslystne mediefolk. 


Her mener jeg, at der bør placeres et ansvar, hvilket også bør ses som en konsekvens af deltagerens udsagn herover. 


Jeg er lykkelig over, at jeg ikke deltog i dette arrangement, som desværre - trods de fine intentioner - udviklede sig til lidt af et voyeur-show.  

tirsdag den 7. september 2021

Værkstedet d. 7. september 2021

 


Sommerens sidste stranddag

 


Undtagelsesvist er det ikke de mange strandgæster, der udgør temaet i de to akvareller, som jeg udførte under mit seneste og årets formentlig sidste besøg ved Ballehage Strand ved Aarhus. 

Det må være en naturlig slutning på fortællingen, når kalenderen i skrivende stund viser d. 7. september og dagen i øvrigt er aftaget med næsten fire en halv time.

Beskedne forventninger til maleriauktioner hos Bruun Rasmussen

 

Karel Appel: 'Têtes tournantes', 1959. Olie på lærred. 114 x 162 cmVurd.: 1.500.000-2.000.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Det er det forventelige udsnit af klassisk, modernistisk og moderne kunst, der kommer under hammeren ved Bruun Rasmussens auktion sidst i september. 

Hvis jeg begrænser mig til at beskæftige mig med temaet maleri, er der visse forventninger til værker af Vilhelm Hammershøi og Martinus Rørbye, og i den moderne afdeling kan man finde et stort maleri af Cobra-maleren Karel Appel, som er vurderet til 1.500.000-2.000.000 kr. og en opstilling af Vilhelm Lundstrøm er vurderet til 800.000-1.000.000. 

Auktionerne finder sted i auktionshusets lokaler i Bredgade i København fra d. 21. september og måneden ud. 

Som et kuriosum kan nævnes et kassettebånd, med tale og musik af John Lennon, som nogle unge mennesker indspillede under Lennons ophold i Thy i 1970. 

Båndet suppleres af nogle fotografier fra begivenheden og hele "pakken" er vurderet til 200.000-300.000 kr.

mandag den 6. september 2021

Udstillinger i september

 

Der er ingen tvivl om, at det bliver en farverig affære, når Trapholt i Kolding blænder op for Verner Panton. Her med installationen 'Fantasy Landscape' (pressefoto: Trapholt)

Selv om jeg selv er udstillingsaktuel med udstilling i Pakhuset i Viborg, er der ikke desto mindre flere anmeldelser, der skal skrives i den kommende tid. 

Først og fremmest handler det om en udstilling, der åbner snart på Museum Jorn i Silkeborg, hvor man har valgt at sætte fokus på Cobra-gruppens kvindelige aktører. 

Senere på måneden er Skovgaard Museet i Viborg aktuel med en udstilling om og med guldaldermaleren Wilhelm Marstrand. Udstillingen, som har titlen 'Den store fortæller' har indtil for nyligt været vist på Ribe Kunstmuseum, men nu kan den altså ses fra d. 18. september i Viborg. 

'Work it Out' er en udstilling, der belyser menneskets forhold til arbejdslivet og denne efter sigende storstilede udstilling kan opleves på kunstmuseet Kunsten i Aalborg i perioden fra d. 24. september til d. 16. januar 2022. 

Måneden afsluttes med formentligt en farverig udstilling med værker af arkitekten og designeren VernerPanton. Her er udstillingsperioden ganske lang. Den varer fra d. 30. september til d. 14. august 2022. 

Måske dukker der en enkelt eller to yderligere udstillinger op her ved årets tredje kvartals afslutning; men ellers er jeg klar til at gå i gang med oktobers udbud, når den tid kommer.

Foto-event forstyrret af blufærdighedskrænker

 

HEARTs direktør Holger Reenberg (øv.) og Spencer Tunick under fotografering i museets park (stillbilleder fra TV MidtVests reportage)


»Jeg bliver utroligt ked af det, når noget så fredeligt og stilfærdigt skal forstyrres af en enkelt syg stodder, som ødelægger det for så mange«


Ordene er fremsat af museumsdirektør ved kunstmuseet HEART i Herning Holger Reenberg i forbindelse med et foto-event med den amerikanske fotograf Spencer Tunick på museets område for nylig. 


Som jeg tidligere har beskrevet her på blog'en, var motivet for begivenheden et større antal nøgne personer, som skulle optræde foran museet med lagner. 


Desværre blev det hele delvist ødelagt af en blufærdighedskrænker, der sneg sig ind blandt deltagerne og befamlede en af de kvindelige frivillige. 


Manden, som var fuldt påklædt, flygtede efterfølgende fra stedet. Det var ellers i infoen på HEARTs hjemmeside blevet påpeget, at der ikke ville være adgang for andre end Tunicks assistenter og de nøgne deltagere ved arrangementet. 


Derfor ser det højst kritisabelt ud, at en person uden akkreditering har haft frit spil blandt de deltagende. 


Flere af de frivillige valgte efter episoden at forlade skuepladsen, og om Tunick fik nogle brugbare billeder "i kassen", melder historien foreløbigt ikke noget om. 


Krænkelsen blev efterfølgende meldt til politiet, som nu ved hjælp af videomateriale prøver at finde den skyldige.