lørdag den 30. juni 2007

Til fernisering i cyberspace

Når man laver kunstudstilling i virkelighedens verden, ved man hvor vigtigt, det er at få udsendt indbydelser og pressemeddelelser. Ligeledes er det af allerstørste vigtighed, at de mere administrative detaljer er på plads. Både hvad angår evt. salg og udgifter.

Når man laver en kunstudstilling i cyberspace, som f.eks. i det verdensomspændende, virtuelle rolleunivers Second Life, opstår der let en masse elementer, som man ikke har forudset. Det er ikke så enkelt at sende indbydelser ud, da postvæsnet i dette besynderlige forum ikke er helt effektivt endnu! Måske er det? Jeg ved blot ikke, hvordan det fungerer. Jeg har ganske vist set nogle postkasser rundt omkring i de danske miljøer; men jeg er ikke sikker på, at de ikke blot optræder for et syns skyld. Ligesom pølsevognen på Rådhuspladsen, der er ubemandet.

Når man debuterer som billedkunstner på Second Life, og man vel at mærke gerne vil have nogle gæster til sin fernisering, må man ud og tromme folk sammen på gader og stræder. Heldigvis har man nogle gamle venner, som gerne deltager i et sådant arrangement og det er på samme måde en god idé at frekventere det lille torv i Korsbæk, som efterhånden er blevet et regelmæssigt mødested for danskere. Korsbæk? Jo, den er god nok!! Matador-byen udgør en ret populært seværdighed på Second Life. Hvordan det går med Ungdomshuset og Christiania er jeg ikke klar over; men der er sjældent folk at træffe på Syddansk Universitet. Måske jeg kommer der på de forkerte tidspunkter?

Indehaveren af Zita’s Gallery var tydeligtvis nervøs inden min avatar Lars Swains første separatudstilling i Second Life. Dels over, om der overhovedet ville dukke mennesker op til arrangementet, og dels over om hvorvidt teknikken ikke brød sammen. Det sidste er der altid en vis fare for i dette univers. Således er jeg ofte crashed. Vi slap da heller ikke helt uden problemer.

Salg af kunstværker viste sig også at være en kompliceret proces. Specielt i et tilfælde, hvor en kunde skulle bruge det købte billede som gave til en veninde. I det hele taget var den kommercielle del af sagen, noget som jeg var overbevist om, at galleristen og hendes assistent havde totalt styr på. Min største interesse lå i, at få nogle folk ind og se mine billeder i cyberspace.

Det blev en rimeligt velbesøgt fernisering. Som nævnt var der et par udfald i teknikken; men det var ikke noget, der betød alverden, da én af Second Life’s mest ihærdige kunstsamlere besøgte udstillingen og investerede i samtlige værker.

Zita og jeg sad efterfølgende og fik et glas rødvin. Vi blev enige om, at Zita’s Gallery var skudt godt i gang. Succeen var i hus. Lars Swain er blevet eksponeret på cyberspace i en anden form end hidtil. Alt i alt en ganske tilfredsstillende aften i Second Life.

torsdag den 28. juni 2007

onsdag den 27. juni 2007

Et nødvendigt opgør med de vandrette


Jeg kan se i min database over færdigtgjorte malerier, at jeg i en periode, der strakte sig fra medio 2002 til begyndelsen af 2005 overvejende beskæftigede mig med malerier og grafiske arbejder, der var bygget op over kompositioner, som var baseret på vandrette, liniære forløb.
Disse kompositioner var først og fremmest tænkt som abstraktioner, som skulle undersøge, hvor langt man kunne gå med et så forenklet principfundament. I løbet af meget kort tid gik det imidlertid op for mig, at disse malerier havde noget "landskabeligt" i sig, som jeg dog ikke på nogen måde prøvede at modarbejde.
Imidlertid søgte jeg en form for motivisk simplificering, som da også var ganske enkel at forholde sig til, vel at mærke så længe billederne fremstod i det såkaldte figure-format (på højkant). Modsætningen mellem højformatet og det horisontale gav en logik og en harmoni, som var klar og - netop - enkel.
Da jeg så besluttede mig for i et længere forløb, at arbejde i paysage-formater (på den lange led) rendte jeg - med hovedet forrest - ind i en mur af problemer. Nu var jeg nødt til at forholde mig til lærredernes langstrakthed på en helt anden måde. Det var nu nødvendigt at indsætte vertikale brud for at skabe dén harmoni, som var så indlysende i figure-kompositionerne.
Min daværende kunsthandler var begejstret, da han var overbevist om, at jeg havde ramt en merkantil åre. Naturligvis tog han fejl og på et tidspunkt, da jeg følte, at jeg kun kunne bevæge armene på én måde, måtte jeg nødvendigvis tage et opgør med "det vandrette" og prøve at få plads til krims-kramset og de organiske no figures igen...
Sådan bevæger man sig i små steps. Ahead, forhåbentligt!?

tirsdag den 26. juni 2007

Det "andet liv" og kunsten


Lars Swain har bevæget sig rundt, fattig og hjemløs, i det verdensomspændende, virtuelle rolleunivers ’Second Life’ i et halvt år. Han har stort set i den periode levet et irrationelt liv. Det ”andet liv” har således ikke været en udpræget succeshistorie.

Det gør det naturligvis ikke bedre, at Swain dybest set foretrækker sit eget selskab. Bevares! Han går dog ud og danser fra tid til anden. Han går ligeledes til nogle af de mange koncerter, som finder sted i dette cypermiljø. Solisterne her er muligvis ofte nogle, der har haft svært ved at slå igennem i den virkelige verden? Det kunne man umiddelbart godt tro.

Lars Swain er altså i ’Second Life’ en mand uden synderlige ambitioner. I virkelighedens verden er avatarens ophav en billedkunstner, der lever en regelmæssig og næsten småborgerlig tilværelse med base i en solid murermestervilla i en mellemstor dansk provinsby. Disse tilknytninger har indtil nu ikke været noget tema hos Lars Swain, som dog på et tidspunkt mødte en kvinde, som var shopaholic og dermed forsynede karakteren med noget ganske elegant tøj.

I går blev Lars Swain kontaktet af Zita Demina, indehaveren af Zita’s Gallery. ”Har du ikke lyst til at se mit nye galleri?”, spurgte hun ivrigt, og teleportede Swain hen til lokaliteten. Inden der var gået mange minutter var en udstilling aftalt og med hjælp fra Zita’s energiske søn blev et antal malerier uploadet og placeret på galleriets vægge, der til lejligheden hurtigt fik en neutral, hvid farve.

Der er fernisering på Lars Swain’s første virtuelle udstilling i Zita’s Gallery i Serenity Woods i ’Second Life’ på fredag kl. 2200 – dansk tid.

mandag den 25. juni 2007

Med Brande i baghovedet.


Remisen
Det er nu omkring ni måneder siden, jeg fik det første signal om, at jeg kunne forvente at blive indbudt til den 15. internationale workshop for billedkunstnere årgang 2007, der finder sted i RemisenBrande i ugerne 28, 29, og 30. Umiddelbart efter nytår modtog jeg så den officielle invitation. Jeg har således haft et halvt år til at overveje, hvad jeg skal lave på denne workshop.

Der ligger her foran mig på arbejdsbordet et stykke papir fra en notesblok. Centralt på papiret, omgivet af en del andre notater, står at læse: 195 x 130! Disse tal udgør størrelsen i centimeter på de malerier, jeg – omsider – har planlagt at producere på workshoppen. Jeg vil nøjes med to i denne størrelse samt nogle mindre. I sig selv noget at gabe over, da jeg normalt er en langsom maler.

Men der er ikke noget, der er normalt i denne proces! Jeg bliver hevet ud af det normale, rodede univers, som til dagligt udgør værkstedet, akkurat som det har gjort det de sidste 16 år. Jeg skal arbejde i et mere eller mindre offentligt rum sammen med et antal kunstnere fra så fjerne lande som Brasilien, Japan og Kina. Der vil være adgang for publikum dagligt i perioden 14-17. Det er ikke på dét tidspunkt, de afgørende penselstrøg bliver taget. Eller er det?? Det kan man ikke vide…

Workshoppen afsluttes med en udstilling dels i Remisen og dels i Galleri SPOR 1, der er beliggende på 1. salen i stationsbygningen i Brande, hvor også KulturRemisen, som arrangerer workshoppen, har sin administration.

Efter et halvt år, eller nærmere ni måneder, med ”Brande i baghovedet” begynder det nu for alvor at snerpe sammen om en vis legemesdel. Planen er at lave jævnlige weblogs fra arrangementet på dette site.

lørdag den 23. juni 2007

Anerkendt? Javel, så...

Man støder fra tid til anden på fænomenet! Bl.a. i forbindelse med galleriverdenen, hvor det er et indiskutabelt credo, at man udelukkende samarbejder med "anerkendte" kunstnere". I andre sammenhænge bliver benævnelsen udtalt med en nærmest religiøs tone - ofte af midaldrende repræsentanter af et stadigt ekspanderende kunstpublikum. "Anerkendt...."

Tidligere blog'ede jeg på et portal, der kalder sig Mingler. Navnet skal tages absolut bogstaveligt! At mingle er som bekendt dét, man foretager sig, når man mener, tiden er inde til at dalre rundt mellem gæsterne til at selskab for, blot, at small-talke. Mingler er således også et forum for small-talk. Alle har en mening om alt muligt. Nogle har en mening, der måske ikke er specielt gennemtænkt; men vi befinder os jo i et demokrati, hvor ytringsfriheden er uden for diskussion. Denne åbner mulighed for, at man både kan tale henkastet og ligegyldigt samtidigt med, at man er i stand til at rette de mest afstumpede og stupide angreb på personer, hvis holdninger man måske ikke deler. Disse behov dækker et portal som Mingler.

Der er ligeledes forskellige interessegrupper i sådan et forum. Bl.a. er der adskillige, der tager udgangspunkt i billedkunst - og ét af de ofte stillede spørgsmål i disse fora er: Hvornår er man "anerkendt"???? Dét er der naturligvis delte meninger om! Én af de mest talentfulde kunstnere i dette univers skal netop debutere på Kunstnerenes Sommerudstilling, der jo som bekendt er én af de væsentligste af sin art i Danmark. Denne begivenhed har fået adskillige til at fastslå, at den pågældende kunstner nu er at betragte som "anerkendt". Dét er naturligvis også på sin vis rigtigt. Vedkommende er anerkendt på KS07.

For en halv snes år siden mødte jeg i et supermarked én af mine bekendte. Jeg var ude og handle efter en - sandsynligvis - anstrengende dag på jobbet, der dengang var som ufaglært medarbejder i en produktionsvirksomhed. Følgende ordveksling fandt sted med mig som indleder:
"Hej, hvordan går det?"
"Jooo, tak! Jeg er jo stadig bare formningslærer."
"Jamen, så se på mig, der er totalt mørbanket mentalt efter en dag i industrien...."
"Det går da ellers godt med dine akvatinter, har jeg læst i avisen?"
"Jo, tak! Det er så som så......"
"HOLD DA KÆFT! DU ER SGU DA ANERKENDT, MAND!!!!!!!"

I dette tilfælde bliver det fatale ord brugt som knock-out-slag! Diskussionen var slut. Jeg blev talt ud - og måtte nu i gang med en længere selvransagelse, for at få denne pludseligt tildelte anerkendelse sat på plads i et system, der ellers ikke havde mærket den store forskel. OK, jeg havde på daværende tidspunkt deltaget i samtlige anerkendte, censurerede udstillinger i dette land. Jeg var blevet medlem af Billedkunstnerforbundet, hvilket i øvrigt blot udgjorde en udgift, som i høj grad kan legitimeres ved fri entré til samtlige danske kunstmuseer og vigtige udstillingssteder i øvrigt... Men anerkendt????

Hvornår er man så anerkendt? Det er helt enkelt: Når entrégulvet under ens brevsprække er et bjerg af udstillingstilbud på museer og i kunsthaller samt tildelinger af indbringende legater fra private og statslige fonde. Så kan man begynde at tale om anerkendelse i en overordnet forstand. Indtil videre venter jeg på en ansøgningsblanket fra Dansk Fagpresse, så jeg kan få mit pressekort fornyet. Fint nok at være anerkendt dér.... Hvis og hvis??

onsdag den 20. juni 2007

Kontrast og udligning


Det var til en fernisering i et østjysk kulturhus, hvor jeg udstillede et bredt udvalg af mine ydmyge værker. Jeg havde holdt en tale, hvori jeg berørte emner, der i så begrænset grad som muligt, havde relation til det udstillede.
Ikke desto mindre kom jeg på et tidspunkt i forløbet ind på emnet "kontrast", der jo som bekendt er et middel til fremstilling af dynamiske mekanismer i en billedelementær forstand. Jeg har naturligvis som grafiker været meget bevidst om kontrasten mellem sort og hvid samt hvordan kollissionen mellem netop disse to styrkemæssige poler fungerer.
Ligeledes har jeg brugt farvernes indbyrdes komplimentære karakterer i maleriet. Udelukkende med den klare bagtanke at kreere en rumlig fornemmelse. Iagttageren ved godt, at det er et fladt maleri - olie på lærred, så man kan ikke snyde nogle. Alle ved, hvordan et maleri bliver lavet i nutiden. Alligevel er der mange, der frembringer noget forfærdeligt smøreri uden kompositorisk eller koloristisk finesse. Hvor interessant er det så lige dét er? Vel kun når man ser det udstillet på museer og i kunsthaller...?
Efter den før omtalte ferniseringstale spurgte jeg, pædagogisk og diplomatisk, om nogle havde evt. spørgsmål. En billedhugger, som var til stede ved arrangementet, spurgte mig, hvilken kontrast jeg anså for den største, man kunne forestille sig... Jeg svarede uden at betænke mig: "Kontrasten mellem mand og kvinde!!!" Dét svar var i situationen relevant i kraft af, at der til stede ved ferniseringen var både min kone og en veninde, der et års tid i forvejen havde bragt mig ud i nærheden af en emotionel afgrund. Hvad det ene køn opfatter som sexchikane, opfatter det andet således som en kompliment!
Ergo! Der var måske i momentet en årsag til, at jeg svarede, som jeg gjorde? Havde spørgsmålet været stillet ti år i forvejen, hvor jeg var engageret i en privat produktionsvirksomhed som ufaglært arbejder, havde svaret måske været: "Forskellen på lørdag aften og mandag morgen...."
På daværende tidspunkt blev disse lørdage brugt hjemme foran fjernsynet med lækkerier - og afdæmpet belysning. Mandag morgen var udsigten til en uges surt slid i neonlys dét, der satte dagsordnen.
I dag er det anderledes. Jeg kan muligvis bruge en hel fredag eller lørdag aften ved computeren. Mandag formiddag kan være øremærket samme beskæftigelse. TV byder kun på genudsendelser og ligegyldig pladder-pop og produktionshalløjet er ikke lige et tema på nuværende tidspunkt.
Det bliver det måske igen i én eller anden form? Indtil da, har jeg af et godt hjerte prøvet at udligne kontrasten mellem koldt, åndsforladt neon og lunt, levende lys.


tirsdag den 19. juni 2007

Fra trommeskind til trommehinde


Jeg har været musik-nørd siden jeg var 10 år. Det begyndte for alvor med The Beatles i vel omkring 1964? Musikken blev hørt på en grammofon. Man var endnu ikke på dét tidspunkt begyndt at kalde en sådan for en pladespiller. Min mors grammofon blev i den fase hurtigt - næsten permanent - forflyttet til mit værelse, således at jeg kunne aflytte en efterhånden ekspanderende samling af singleplader.
På et tidspunkt fik jeg en stor pakke fra Amerika, hvor min mors halvsøster boede dengang i automobilbyen Detroit, som også var hjemby for det legendariske pladeselskab Tamla-Motown. Motown (motortown) var på det tidspunkt indbegrebet af soul music; men det var dog hverken Four Tops eller Sam Cooke, der optrådte på de to long-playing plader, min moster sendte mig. Rolling Stones, Now! og Beatles VI var amerikanske specialudgaver af hhv. Stones' andet album og Beatles For Sale.
Jeg var begejstret! Intet mindre... Min største bekymring rettede mig nu mod den gamle grammofon. Kunne disse to gigantiske skiver overhovedet være på pladetallerkenen? Naturligvis kunne de dét! Ligesom apparatet kunne indstilles til 33 omdrejninger i minuttet.
LP-plader udgjorde således omdrejningspunktet(!) i den Svanholm'ske musiklytning de næste mange år. Jeg gik først over til CD'er i 1992. Kassettebånd har også været inde over som supplement. LP'erne spiller jeg stadigt og ligeledes naturligvis CD'erne.
På et tidspunkt var der en sang med én af Shubidua-guitaristerne, "Du skulle købe dig en Walkman, så lyder skoven som New York, mand". Den transportable lyd blev lanceret med denne lille praktiske båndspiller, som man kunne bære i bæltet eller i lommen. Senere kom Discman og gjorde bærbar lyd til et digitalt anliggende. Det var nødvendigt at medbringe bånd eller CD'er, for at høre noget på disse apparater. Dette fik en ende med MP3-afspillerne.
I juni 2007 udgør Apples iPod den ultimative bærbare musikformidler. Jeg har ejet én i mindre end 24 timer - og allerede på nuværende tidspunkt, forstår jeg ikke, at jeg har kunnet leve et langt liv uden. Allerede da jeg kom hjem fra forretningen og pakkede vidunderet ud, blev jeg ramt af en følelse af, at jeg her stod med et ganske eksklusivt produkt i hånden. Indpakningen var fornem og den 30 GB kraftige enhed ligger solidt i hånden; ikke uden tyngde.
Jeg gik omgående i gang med at indlæse et større antal af mine yndlings-CD'er på iPod'en: Lucinda's nyeste, Mellencamp, Sibelius, Bruckner, Neil Diamond's 12 Songs etc. etc. Da jeg også er i besiddelse af Beatles VI på CD indlæste jeg også denne! Samtidigt med denne proces så jeg på TV en udsendelse, hvor Paul McCartney optrådte for et lille publikum i det legendariske Abbey Road-studie i London. På dén måde er tingene så at sige gået i ring!
Det begyndte med singlerne, grammofonen og The Beatles. Nu er vi nået til en iPod. Beatles er, sammen med Beethoven, stadig et tema. Hvornår det slutter - og med hvad, er umuligt at sige. Forhåbentligt om mange, mange år....?
IPod'en virker i al fald umiddelbart som en langtidsholdbar landevinding.

søndag den 17. juni 2007

Danmarkshistorien på karton

Ét af de mest omtalte og omfattende kunstværker, der er lavet i nyere tid, er sandsynligvis Bjørn Nørgaards 17 mægtige gobeliner til Dronningen. Disse hænger nu, som bekendt, i riddersalen på Christiansborg. Som oplæg til disse lavede man lige så mange kartoner i forholdet 1:1. Disse er normalt udstillet på Kunstmuseet Køge Skitsesamling; men kan ses sommeren over på ARoS Århus Kunstmuseum sammen med et større antal skitser af projektet. På pressemødet den 15. juni fortalte Nørgaard entusiastisk om det store projekt.

Forinden havde museets direktør fremsat en ganske interessant påstand, nemlig at Nørgaard, om han havde haft hjemme i et andet, større europæisk land eller måske oven i købet USA, ville være en verdenskunstner. Bl.a. i kraft af sin - herhjemme - legendariske hesteofring i 1970. Jens Erik Sørensen siger naturligvis dette, fordi at hesten Røde Fanes indvolde befinder sig udstillet i formaldehyd i adskillige sylteglas i museets samling.

Hesteofringen sikrede Bjørn Nørgaard en status som kontroversiel kunstner i en vis national sammenhæng. Meget logisk i forlængelse heraf, har Nørgaard taget udgangspunkt i den danske historie i en del af de mere fysiske værker, han senere har udsmykket kongeriget med.

Måske er dét årsagen til, at han i sin tid blev spurgt om han ville være i stand til at løfte opgaven omkring Dronningens gobeliner. Opgaven har været stor. Det er tydeligt, når man ser de sytten kartoner, der som sagt nu er udstillet på ARoS.

Bjørn Nørgaard viser sig i dette perspektiv som en danske kunstner, der beskriver den danske historie og den danske kultur, som han i kraft af dette monumentale værk har bidraget til. I kraft heraf virker museumsdirektørens statement vedr. Bjørn Nørgaards internationale potentiale måske en smule uden for proportion.

Kartonerne til Dronningens gobeliner er ophængt i salen for skiftende udstillinger på ARoS samme forløb, som gobelinerne kan ses i på Christiansborg. Udstillingen varer til 9. september.

torsdag den 14. juni 2007

Bengt Svanholm ville være fyldt 80 i dag


Der er ingen tvivl om, at havde en maniodepressiv psykose ikke taget livet af min far tilbage i 1993, ville det have været en levende og fit Bengt Svanholm, der i dag – den 14. juni – kunne fejre sin 80-års fødselsdag. Min far var et begavet menneske, der besad et matematisk og et sprogligt talent ud over det sædvanlige. Desværre tvang hans psyke ham ud i nogle tilstande, der forstærkede et forbitret sind og dermed blev hans liv så kort og den sidste rejse – én blandt mange – så lang.

Bengt Svanholm valgte at gøre en ende på et liv, der havde bragt ham rundt i forskellige karrieremæssige hjørner. Han kom i banklære; men måtte angiveligt springe fra elevpladsen grundet en, allerede på dét tidspunkt, skrøbelig psyke. Senere var han engageret i 22 år i en virksomhed, der handlede en gros med forskellige fittings til industrien.

Han sprang ud som selvstændig i begyndelsen af 70'erne, da han og min mor hoppede på fast-foodbølgen. De åbnede en grillbar i Sejs, som er en slags forstad til Silkeborg. Kundegrundlaget var stort og "Grillen" var en succes.

I de sidste år formørkedes min fars sind og hans personlighed ændrede karakter i takt med at bivirkningerne fra den stærke medicinering gjorde ham mere og mere apatisk og rystende!

Jeg husker naturligvis tydeligt min fars og mine ture til Tyskland sidst i 60'erne. Bl.a. da vi overnattede på en campingplads i Harzen, hvor teltpløkkerne dårligt kunne få fæste i klippegrunden. Samtidigt var det styrtende regnvejr; men det tog ikke modet fra de to modige udenlandsfarere, der skabte berettiget opsigt i den lille britiske Morris Minor med bindingsværk.

Turene til fodboldkampene rundt i Jylland, hvor datidens store koryfæer, som rene amatører optrådte under den blå sommerhimmel, står ligeledes stærkt i erindringen.

Under en frokost de sidste år, spurgte han mig "Hvorfor er du aldrig i Avisen???" Jeg var begyndt at udstille som billedkunstner - og min far var på det tidspunkt en smule indigneret over, at karrieren tilsyneladende gik lidt langsomt. Senere optrådte familienavnet flere gange i aviserne; men da var min far væk.

Det udgør næsten skæbnens uretfærdige ironi, at Silkeborg IF's hold i Superligaen vandt klubbens hidtil eneste danske mesterskab et år efter Bengt Svanholms selvvalgte død. Denne begivenhed kunne sandsynligvis have opmuntret ham i nogle dage. Måske ville han oven i købet være blevet glad? Men på daværende tidspunkt var han i en anden verden...

Som nævnt: Bengt Svanholm ville være fyldt 80 idag. Han døde få dage inden sin 66 års fødselsdag. Tillad mig alligevel at udbringe ham en posthum hyldest. Æret være hans minde!

Skål!!!!

onsdag den 13. juni 2007

Hvordan var det lige, det begyndte?

Spørgsmålene dukker da op fra tid til anden, stadigvæk - selv om jeg efterhånden har besvaret dem nogle gange: "Hvor længe har du malet?" "Hvordan kom du igang?"... Pudsigt nok er der sjældent nogen, der spørger, hvorfor jeg er blevet ved... Vi skal næsten 33 år tilbage i tiden. Jeg var ung og dekoratørelev i et stort manufakturvarehus i købstaden, som jeg boede - og stadig bor - i. Chefen for denne afdeling var en stor, vredladen, autoritær skikkelse, som besad to meget interessante egenskaber. Han var missionsk og alkoholiseret - på samme tid. En kombination, som jeg fandt meget paradoksal. Selv havde jeg tegnet hele mit liv og jeg havde faktisk allerede mange år før gået og leget med tanken om at male oliemalerier. Jeg tegnede hvadsomhelst - og havde således ikke gjort mig nogen spekulationer om, hvad min motivverden kunne forankres i. En dag skete der noget meget underligt på dekorationen, som var placeret i forretningens fjerneste ende. Min chef kom surt gående med et hvidt, opspændt lærred under armen. Han stillede det op inde på sit kontor og tryllede en kasse oliefarver frem. Med ét var det som hans humør skiftede karakter. Han begyndte at nynne højlydt, mens han bearbejdede den hvide flade. Jeg studerede scenariet på behørig afstand; men fandt ret omgående ud af, hvordan han i løbet af forbløffende kort tid havde malet et landskab. Et ret tilforladeligt skovparti med nogle grantræer i forgrunden og lidt løvbevoksning med noget tåget udefinerbart lys, som blev brudt af en buet sti, der var med til at give perspektiv til billedet. Nu var dette sure opstød pludseligt blevet til at tale med, så jeg stillede alle de spørgsmål, jeg kunne komme i tanker om og han svarede på dem alle. Bl.a. vedr. lærred, farver, pensler osv. "Var det noget for dig at begynde at male?" spurgte han således ivrigt. "Jo; det kunne godt være, men det skulle nok være en lidt anden stil..." "Dét kan jeg godt sige dig! Hvis du vil tjene penge, så er det dén vej..." Han pegede hen på det stadigt våde maleri. Nogle dage senere måtte jeg indrømme, at han havde ret i sin påstand. Maleriet var tørt, chefen tog det under armen, gik med det og kom tilbage adskillige timer senere med en kæmpebrandert på. Men jeg havde alligevel fået en åbenbaring! Det var jo ikke så svært alligevel. Havde jeg vidst, hvor svært det i virkeligheden var, havde jeg måske alligevel tøvet...?


Et stykke oppe af den nye gågade, Vestergade, lå H.C. Mathiessens Farvehandel. Jeg havde investeret i et opspændt lærred i - hvad jeg i dag ville kalde - den lille mellemstørrelse. Det var vel ca. 50 x 60 cm. Jeg havde studeret farver, pensler osv. men jeg syntes det var forholdsvist dyrt og elevlønnen var ikke noget at råbe hurra for. Til gengæld havde jeg en kæreste, hvis afdøde morfar var en aldeles talentløs amatørmaler. Han havde efterladt sig en kasse med et rigt udvalg af oliefarver og pensler. Jeg havde under ét af mine besøg hos kæresten, som var mere frodig end køn og mere hjertelig end klog, registreret tilstedeværelsen af denne kasse indeholdende de, for en kunstmaler, nødvendige remedier. Jeg prøvede forsigtigt at indlede en forhandlingsfase med kærestens forældre, som i øvrigt hadede mig af et godt hjerte. Måske denne kendsgerning skal lægges til grund for, at jeg fik blankt afslag på min anmodning om at "arve" den pågældende kasse med malergrej? Eller også, at de blot ikke kunne unde mig en succesoplevelse i kølvandet på min endnu ikke iværksatte karriere? Den malerkasse "skulle aldrig mere åbnes; men ligge som et efterladt minde over morfar". Jeg syntes det var noget pjat. En dag, da jeg havde besøgt min kæreste, var hun faldet i søvn. På min vej ud af huset gloede jeg på morfar'ens skilderier. Landskaber med marker, hvorpå var placeret sortbrogede køer, der lignede hunde. Et naivt efterslæb fra guldalderen. Det var blot ikke bevidst naivt - allerhøjst ubehjælpsomt! Jeg fik øje på malerkassen. Jeg var inspireret ud over alle grænser! En djævel fór op i mig og jeg tog kassen med de dyrbare farver under armen, og gik hjem. De følgende dage brugte jeg på at studere kassens indhold. Alle jordfarverne var der. Nogle var tørret ud - andre fremstod friske og nye. Jeg besad en dagklar bevidsthed om, hvilke farver, jeg skulle bruge og måtte følgende supplere op hos Mathiessen. Kadmiumrød, ultramarinblå, zinkgrøn - og hvid i lange baner. Min chef havde forklaret mig, at man ikke burde bruge sort overhovedet "hvis man ville tjene penge", så jeg registrerede tilfreds, at denne farve - elfenbenssort, ja såmænd - optrådte i den nyerhvervede malerkasse. Spørgsmålet var nu: Hvad skulle jeg male? Jeg bladede lidt i Hakon Mielches rigt illustrerede rejsebeskrivelse 'Verdens underværker, som jeg så dem', som en elev på Nordisk Dekoratørskole havde glemt på sit værelse. Endnu et arvestykke. Jeg fandt et billede fra den smukke belgiske by Brügge og fabulerede over dét. Jeg havde aldrig været i Brügge - og der skulle gå præcist 30 år før jeg fik mulighed for at aflægge byen et besøg. Til gengæld var jeg i gang med at male. En passion var født i mit sind!



Jeg var altså blevet maler foranlediget af iagttagelsen af chefdekoratørens trommesalsmaleri. Selv var jeg allerede gået andre veje, da jeg ret hurtigt efter de første forsigtige eksperimenter, var begyndt at interessere mig for malerkunstens historiske elementer. Således blev jeg i den periode surrealist. Mere om dét senere, for i den periode skete der en begivenhed, der fik mig til at overveje, hvad man kan udtale: Chefen var autoritær ud over alle grænser og den autoritet gik ud over afdelingens elev, som var - moi! Sådan var konsensus, og dét havde været sådan i åresvis. Hvis der fandtes en nullermand i et udstillingsvindue eller en bustemannequins paryk sad en anelse skævt, var der kun én ansvarlig. Eleven! Da den slags var uundgåeligt, resulterede det naturligvis i daglige tilsvininger og overfusninger, hvilket jeg i starten fandt mig i, da jeg gerne ville fuldføre min uddannelse. På et tidspunkt var jeg således blevet sværtet godt og grundigt til, hvilket fik mig til at udbryde over for én af mine kollegaer: "Det dumme svin! Jeg ville ønske, at han faldt død om!!" Min kvindelige kollega blev rædselsslagen og udbrød: "Uha, nej, Lars! Sådan noget må du ikke sige!" "Bare rolig. Det sker ikke - han er en sej gammel Satan", svarede jeg. Om der gik en uge eller 14 dage, kan jeg ikke huske; men chefen skulle et ærinde en morgen. Det var den første dag, hvor vi skulle i gang med julepyntningen, så det var en mandag midt i november 1974. Normalt, når han var væk en hel formiddag, kom han som oftest tilbage, inden han kørte til middag. Det gjorde han blot ikke dén dag, hvilket undrede os. Først på eftermiddagen kom lederen af børneafdelingen bestyrtet ud på dekorationen: "Har I ikke hørt det?? Han er død!" Vi blev naturligvis chokerede - og jeg huskede omgående min udtalelese kort tid før. På den ene side kunne jeg godt se, at det var tragisk, at en mand var død pludseligt og havde efterladt sig en familie fuldstændigt uforberedt. På den anden side, kunne jeg ikke lade være med at føle en vis tilfredstillelse ved, at min forbandelse var gået i opfyldelse så forholdsvist hurtigt og effektivt. Med hensyn til det tragiske element, blev jeg mere rolig under begravelsen, hvor den efterladte hustru spillede rollen som den sørgende enke, ledsaget af en høj, destingveret herre, der på dét tidspunkt var en fremtrædende politiker. Et år senere erfarede jeg at de to var blevet gift, så måske var det en lettet enke, der optrådte til begravelse med efterfølgende kaffe-tamtam på byens fineste hotel? Uanset hvad, blev der i al hast ansat en ny chef i dekorationen. Han var den tidligere chefs diafentrale modsætning. Han var ung og mild - og kunstmaler! Hans største forbillede var P.S. Krøyer, den berømte Skagensmaler. "Jeg synes, at man bare skal lære at male lige som P.S. Krøyer..." var hans dogme. På dét tidspunkt havde jeg store ambitioner om, at male lige som Salvador Dali…



Jeg havde motivisk været lidt omkring. Fra figurer til landskaber - dybest set, hvad man kan forvente af en ung knøs, der ville prøve kræfter med maleriet. På et tidspunkt begyndte jeg at lægge mærkværdige indslag ind i mine billeder. Jeg havde på et tidspunkt f.eks. malet et skovparti med en sø i en underligt, artificiel nuance. Jeg havde svært ved at skabe en interessant dynamik i dette billede, da jeg fik en idé. Idéen var naturligvis håbløs; men det vidste jeg ikke dengang. Jeg lod en hånd stikke op ad det dybblå vand - og med ét rummede dette ret ligegyldige maleri et budskab, som - måske - kunne leitimere det. Jeg fortsatte med at lægge besynderlige elementer ind i mine kompositioner. På et tidspunkt indopererede jeg i et maleri, forestillende et ørkenlandskab med nogle byzantinske søjler, en skiftenøgle, der ret formålsløst stak op af sandet. Én af mine kammerater så det billede og mente, at jeg var surrealist. Omgående søgte jeg alt, hvad jeg kunne finde om de surrealistiske kunstnere og fandt omgående interesse i Eluard og Breton og de surrealistiske manifester. Mest fascineret var jeg dog af den excentriske, spanske maler Salvador Dali. Dali havde iscenesat sig selv som var han i sig selv kunstværket. Han fremstod oftest med stirrende øjne, en underlig spadserestok og det karakteristiske overskæg med de opadpegende spidser. På samme tid havde rockmusikken, som jeg samtidigt var meget optaget af, fundet sit leje på en dekadent scene, som man kaldte glam. Der var visse sammenligneligheder mellem rockens store koryfæer på dét tidspunkt og Dali. Stærkt animeret af Salvador Dalis værker fattede jeg interesse for den klassiske kunst. Især Rafael fascinerede mig; men jeg ville det litterære. Jeg ville arbejde med underbevidstheden som emne for min motivverden. Desværre var jeg ikke specielt psykologisk bevidst, så mine malerier i de år, hvor mærkværdige de end fremstod, optrådte i lang højere grad som postulater end som egentligt afklarede dokumentationer over et splittet sind. Dén havde ellers ligget lige til højrebenet; men bevidstheden var ikke til stede. Alligevel fik jeg ambitioner - og var tæt på at gøre en stor fejl. Jeg havde frekventeret et af græsrodsbevægelsens kulturinstitutioner i købstaden - et sted, der hed "Vaskehuset" - og var blevet lovet en udstilling dér. Jeg fortalte stolt én af mine venner om min forestående debut - og han delte ikke min begejstring. Hans far var én af omegnens mere anerkendte kunstnere og jeg blev belært om, at "Vaskehuset" ikke var et sted for mig at debutere. Næh, jeg skulle udstille på "Påskeudstillingen", hvad jeg ikke anede, hvad var. Min kammerats far var en maler, som var forankret i en tung, dyster modernisme og han var også en tung herre at kommunikere med; men han var et venligt og sympatisk menneske og han fortalte at "Påskeudstillingen" ikke var et sted "man sådan lige kom ind på". Denne udstilling blev omtalt med en næsten religiøs andægtighed. Der var tale om den censurerede Kunstnernes Påskeudstilling i Århus Kunstbygning - og langt senere måtte jeg sande den mere erfarne kunstners ord. Det lykkedes dog; men først mange år senere. Til gengæld røg "Vaskehuset" i vasken...



Det var en septemberaften i 1978. Jeg spadserede fra busstoppestedet op ad en blind vej, faktisk ganske tæt på mit barndomshjem, som min mor stort set ikke kunne få mig smidt ud af hurtigt nok seks år tidligere. At jeg så i den mellemliggende periode kun frekventerede dette, når det var tvingende nødvendigt, fandt jeg heller ikke synderlig forståelse for. For enden af den blinde vej, havde nogle foretagsomme folk fået den udmærkede idé at åbne en kunstskole, som til en begyndelse skulle tage udgangspunkt i maleri og tegning. Der var således indkaldt til introduktionsmøde den pågældende septemberaften. Jeg var i menneskelig og kreativ krise, så jeg havde visse forhåbninger om, at denne kunstskole kunne udvide min kunstneriske horisont og dermed bringe mig tilbage på et kvalificeret spor. Jeg følte mig omgående fremmed i dette miljø, som var befolket af skolelærere og pædagoger. Selv har jeg sandsynligvis placeret mig trygt i baggrunden iklædt jeans og fikse popstøvler. Tiden var til punk blandet med de sidste rester af glam. Jeg var i høj grad et produkt af denne epoke. Mødet gik i gang og entusiasmen var stor - hos nogle! Lederen var en stilfærdig formningslærer, som lavmælt forklarede, hvad intentionerne for stedet var. Det virkede ærligt talt en smule kedsommeligt, så jeg var ikke optimistisk med hensyn til, at mine kompetencer inden for den kunstneriske geschäft kunne styrkes i dette forum. At kede sig er kun animerende i begrænset omfang. Jeg så mig omkring og studerede de fremmødte. Prins Valiant-hår og overalls hørte til standarden. Pigerne var alle uinteressante og bar busseronner i striber. Jeg tror, det var sådan. Sådan husker jeg det. Pludseligt - i erkendelse af, at kedsomheden bredte sig som en steppebrand - overtog en lille, halvgammel, kæderygende mand kommandoen. Det var som det hele lettede. Nu var vi færdige med bogholderiet og den overordnede introduktion. Der skulle ske noget! Malerlæreren havde taget ordet - og det slap han ikke igen. Formningslæreren havde udspillet sin rolle. Han kunne allerede dér pakke sammen og sige farvel. Der blev sat en ny dagsorden. Inspirationen indfandt sig; ikke mindst hos mig! Endnu en gang skulle en standardiseret og tidsproportioneret udgave af trommesalsmaleren udgøre et element i min billedkunstneriske dannelse. Undervisningen gik i gang. Vi skulle begynde at tegne en opstilling - en nature morte. Nogle kander og en dunk etc. blev stillet op. Tegn! Formningslæreren havde fået et kortvarigt come-back på scenen. Det blev afsluttet effektivt af malerlæreren. Vi skulle i gang med at male. Der var ingen tid at spilde - og da slet ikke med dødssyge studier i kul, selv om det ikke er så tosset at øve sin tegning... Tingene begyndte at finde et nyt leje. Jeg var delvist færdig med surrealismen. Jeg begyndte at interessere mig for en underlig symbiose af pop og modernisme. Det motiviske udgangspunkt blev - papkasser. Primærfarven blev grå - i mere end én forstand. Det var kolde tider...



Malerskolen udviklede sig med lynets hast de næste år. Man kunne næsten tale om en overophedet ekspandering. Man flyttede, via et par mellemstationer, lokaliteterne til en nedlagt maskinfabrik nær bykernen. Det tidligere direktørkontor med døre og karme i udsøgt Cubamahogni og passende ovenlys blev meget naturligt udset til malersal og den stilfærdige formningslærer forsvandt ud af billedet. Til gengæld hev malerlæreren, den selvbestaltede leder, en ny kanin op ad hatten. En tidligere elev blev forfremmet til administrativ chef. Denne karakter blev af malerlæreren, når han med sin westerneguitar og hornbrillerne underholdt det uskyldige selskab til festerne, benævnt som en "frelsersoldat, klædt ud som en ugle". Vi befinder os i en tidsepoke før Powerpoint og deslige moderne bekvemmeligheder. Derfor var en del af det kunstpædagogiske kompendium, at vi skulle se lysbilleder, som vor patriakalske malerlærer kommenterede. Han tog som oftest udgangspunkt i sine egne forbilleder, som bestod af generationen fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem til ca. tyve år før den tid, vi på daværende tidspunkt befandt os i. Det helt moderne afskyede han. Disse lysbilleder blev hentet på Århus Kommunebibliotek, som havde en stor dias-samling, bl. a. med billedkunst. På et tidspunkt blev jeg spurgt om jeg var interesseret i at komme med malerlæreren og frelsersoldaten ud og låne dias. Jeg var selvfølgelig begejstret over på den måde evt. at sætte et fingeraftryk på kunstskolens pædagogiske aproach, så jeg accepterede naturligvis tilbudet. Engageret gik jeg på jagt i det store arkiv og fandt nogle ting, som jeg var overbevist om ikke ville blive vist, medmindre jeg tog initiativ. Jeg fandt således en serie med den amerikanske pop-kunstner Andy Warhol, der ligesom Salvador Dali flere år før, havde formået at skabe en væsentlig publicity omkring sin person med f.eks. sit hovedkvarter i New York 'The Factory', som havde udviklet sig til et afgørende forum for aktiviteter, der ikke blot var forankret i billedkunst; men også film og musik. Velvet Underground med Lou Reed og Nico var blandt andre en del af dette miljø. Den aften vi skulle se de pågældende lysbilleder med Warhols værker, begyndte malerlæreren: "I aften skal vi se nogle lysbillejer af en kunstner der hedder An-di Var-hoool!" "Rettelse! Han hedder Warhol", udbrød jeg belærende. Malerlæreren blev forvirret, hvis ikke kunstnernavne var franske. Han kaldte således Fracis Bacon for Ba-kong... "Hvis du er så skije klog, Lars, så kan DU fa'me fortælle om ham - Vår-houul", råbte malerlæreren. Det gjorde jeg og fik dermed, i dette beskedne forum, min debut som kunstformidler. Der skulle gå mange år, inden denne mulighed dukkede op igen...



Jeg havde stadig min debut som udstiller til gode. I princippet virker det meningsløst at male billeder - at skabe kunstværker - uden at give et kvalificeret publikum mulighed for at bedømme disse. Bevares! Jeg havde deltaget i nogle offentlige ophængninger på malerskolen; men min egentlige debut havde jeg stadigt til gode. "Påskeudstillingen" spøgte stadig. Vi var nogle af de mest ihærdige elever på skolen, der ville prøve at blive optaget i Århus Kunstbygnings hellige haller. Jeg "malede op" til opgaven. Jeg ville lave værker specielt til denne censurering. Udganspunktet var i langt mindre grad de velkendte stilllebens med papkasserne, end det var egentligt minutiøst udførte, superrealistiske kompositioner. Sådan set i fin tråd med tiden - men stift og ufrit udført. Der stod næsten "fiasko" printet på ryggen af mig, da jeg sammen med min medsammensvorne indleverede værkerne til bedømmelse. Det var ikke dét, at jeg fik mine malerier afvist! Det var kendsgerningen - mere - at jeg kunne aflæse, at de var blevet afvist i censureringens første runde, der fik mig til at føle mig som en rendyrket fiasko. Begivenheden efterlod mig i et mentalt tomrum af afmagt. Havde jeg stået og smurt oliefarve på et utal af lærreder i årevis i en formålsløs og ligegyldig proces, der blot skulle eksponere mig som taber? I sandhed ikke opløftende perspektiver. Var min karriere som billedkunstner en ulykkelig affære, var kærlighedslivet det ikke mindre. Jeg have hovedkuls forelsket mig i en pige, som var forlovet med en lærerstuderende. "Hvad er det, jeg kan gi' dig, som din kæreste ikke kan...?" Svaret var overflødigt. Jeg har altid været rimeligt generøs. Ikke mindst med mine følelser. De horisontale aktiviteter var blot konsekvenser heraf. Måneder efter så jeg hunulven i selskab med sin kæreste i gågadesystemet. En jovial, rundkindet fyr, som kunne give hende dét, jeg ikke kunne. Hun var naturligvis - som de fleste - tryghedssøgende. Tryghed var der ikke meget af i en verden, hvor alkoholen flød som en syndflod. I den tilstand søgte jeg det hele - og fandt intet. Jeg var i byen en aften med min kammerat. En ung, blond pige fandt interesse i den langhårede fyr med jakken fra det militære overskudslager. Jeg indledte en kraftig flirt, indtil jeg gloede lige ind i et stort, firkantet hoved, som tilsyneladende tilhørte blondinens kæreste. Jeg checkede fyrens anatomi. Hænderne var store som parasolfødder. Jeg trak følehornene til mig. Senere samme aften: Min kammerat kylede en snebold. Den fløj gennem luften cirka tre centimeter fra et stort firkantet hoved! Han kastede sig over min kammerat med en aggressiv, frådende galskab. Jeg prøvede at mægle... Det har jeg aldrig gjort siden! Det første slag fra parasolfoden ramte rent og flækkede mit øjenbryn, som var det lavet af pergament. Omgående kunne jeg føle det varme blod nedad kinderne. Det andet slag slog en flig af overbidet. Jeg prøvede at komme væk; men kombinationen af glatte popstøvler og en isglat baggårdsbelægning umuliggjorde dette. I stedet gik jeg på røven. Papkassefjæsets kammerater fik ham pacificeret. Senere fik han tiltalefrafald. Til gengæld erhvervede jeg mig en angst, som aldrig rigtigt har sluppet sit tag i mig. To uger, hvor mit ansigt lignede noget Asger Jorn havde skabt på en mislykket dag, skulle overstås. Malerierne blev i den periode mere og mere farveløse og fortænkte. Jeg arbejdede mig frem mod et udtryk, der angiveligt skulle fremstille lys i et uproportionelt forhold til det mørke, der optrådte i mit sind. Nu optrådte det samtidigt på billedfladerne og gjorde disse døde og ustoflige. Beslutningen blev taget, da jeg blev afvist på Kunstnernes Efterårsudstilling. Jeg ville ikke male længere. Jeg kom fra et hjem med klaver - dette blev solgt og frigjorde nogle midler, som gjorde mig i stand til at investere i en basguitar, jeg ganske vist ikke var i stand til at spille på. "Enhver idiot kan spille bas", var jeg blevet fortalt af en ven i musikmiljøet. Snart var det lille atelier på den gamle maskinfabrik beklædt med æggebakker og omdannet til øvelokale. Malerierne flød rundt omkring. Nogle forsvandt sporløst, andre gik til. Jeg var ligeglad! Der var gået syv år fra jeg så chefdekoratøren male sit skovparti. Jeg nåede aldrig i dén fase de bonede gulve; men nu gjaldt det de skrå brædder i stedet. Jeg var fast overbevist om, at jeg aldrig mere ville røre en pensel. Nogle år senere skulle jeg ændre opfattelse. Ret konsekvent, oven i købet... Men dét er en helt anden sag!

Et geni i korte bukser


Da jeg var barn, var det meget vigtigt at man "holdte" et blad eller et tidsskrift. At "holde" et blad var ikke, tror jeg, det samme som at abbonnere. Det betød blot, at man regelmæssigt købte et bestemt blad i bladkiosken. Til eksempel "holdte" mine forældre dengang Se & Hør.

Selv "holdte" jeg Anders And & Co. D.v.s. at det var min far, der købte det og tog det med hjem hver tirsdag, så i princippet var jeg afhængig af min fars velvilje i forhold til Anders And-bladet, men hvis nogen spurgte, ja. Så "holdte" jeg Anders And & Co. I begyndelsen kostede det 90 øre. Så på et tidspunkt steg det til en krone - og da det igen steg til 1,10 var jeg for alvor bange for at det var et kulturelt, ugentligt element, der ville blive sparet væk i det lille funktionærhjem, som var afhængig af én indtægt. Men min far blev troligt ved med at levere, tirsdag efter tirsdag - år efter år; og jeg glædede mig lige meget til at få mit Anders And og det var nok den glæde, der afstedkom, at leverancerne havde en permanent karakter. Hvad er vel mere livsbekræftende end et barns glade forventning?

Alle historierne i Anders And var naturligvis interessante. Ikke mindst dem, der sluttede med "Fortsættes i næste nummer". Hvad ville der ske? Ville Mickey og Fedtmule få skovlen under Sorteper og Lusk og i samarbejde med Politimester Striks få de to slyngler buret inde? Eller skulle det omsider lykkes Bjørne-Banden at frarøve Onkel Joakim hans elskede penge? Disse historier var underholdende; men samtidigt forudsigelige, for alle vidste jo at banditterne altid tabte. Spørgsmålet var blot: Hvordan?

Jeg hold mest af marginalfigurerne. Jeg husker tydeligt da f.eks. Raptus von And blev lanceret. Ham blev jeg hurtigt ret vild med. Jeg var dybt fascineret af kendsgerningen, at han "vidste alt om alting". Det kunne jeg identificere mig med.

Ligeledes var jeg glad for Georg Gearløs og hans uundværlige assistent Lille Hjælper, som var en lille robot med en pære som hoved. Georg Gearløs havde en såkaldt tænkehat, som han tog på hovedet, når han skulle koncentrere sig voldsomt om et problem, der skulle løses. Den hat bestod af en kasse med tre eller fire krager i og når han tog den på hovedet, fik han altid en idé.

Georg Gearløs var et "geni". Jeg vidste ikke, hvad et "geni" var, så jeg spurgte min far, som beredvilligt svarede på alle mine nysgerrige spørgsmål, hvor tåbelige de end måtte være. "Hvad er et ge-ni?" Jeg udtalte det som det staves, ge-ni - oven i købet med tryk på første stavelse. "Det er der ikke noget, der hedder" "Jo, der er! Se selv. Det står her!!!" Nååå, et geni (sjeni)...." Og så forklarede han mig, hvad et sådant bestod af.

Nogle dage senere i skolen. Jeg havde afleveret en fejlfri diktat. Lærerinden, en ældre frøken, sagde "Det var meget fint, Lars. Ingen fejl" "Jamen det er fordi, jeg er et geni" sagde jeg. Lærerinden gloede på mig, mine klassekammerater gloede på mig. Alle vel vidende at der var regning i den følgende time. Så kunne geniet pakke sine talenter ned.

I det hele taget var det i disse år kendetegnet, at jeg brugte alt, hvad de voksne sagde, imod dem. På et tidspunkt mens jeg stadigt gik i børnehave, blev jeg passet af min bedstemor og ofte tog hun mig med på en spadseretur ned i Lunden, som er en lille park, der ligger ned til Silkeborg Langsø. Jeg var naturligvis glad for at komme ud og gå og dansede begejstret rundt. Så sagde Bedste: "Du må ikke løbe inde på plænen, Lars! Der står på skiltet græsset må ikke betrædes". Jeg stillede mig ikke umiddelbart tilfreds med dét forbud. "Jamen, ænderne går da derinde!!!" "Ænderne må gerne gå inde på græsset", svarede Bedste. Et par dage efter, var vi igen i Lunden - og jeg dansede glad rundt - også inde på græsset. "Kan du ikke huske, at jeg sagde til dig, at du ikke må gå inde på græsset?" spurgte Bedste fortvivlet.

Mit svar: "I dag er jeg en and!"

tirsdag den 12. juni 2007

Portræt, nu!

På Frederiksborg Slot finder for tiden en udstilling sted, der har fået titlen 'Portræt nu!'. Udstillingen viser et antal mere eller mindre kendte nordiske samtidskunstneres bud på, hvordan man kan portrættere sine medmennesker eller sig selv her i 2007.

Portrætmaleriet er som bekendt en århundreder gammel tradition. For snesevis af generationer siden, var det forbeholdt de kongelige og adlen at blive foreviget. Dengang var man tilfreds, hvis den portrætterede fremstod som et magtfuldt individ - gerne lidt pænere end i virkeligheden. Dermed var portrætmaleriet dengang et værktøj til forevigelse, der sjældent gik bag huden på emnet.

Siden er bl.a. kameraet blevet opfundet og i det sidste trekvarte århundrede har dette været hvermands eje. I dag oven i købet i en udgave, der digitalt sikrer en knivskarp objektivitet.

Der skal altså nogle andre boller på suppen, hvis man vil beskæftige sig med portrættet som udtryksform i dag. Allerede i det første udstillingsrum på 'Portræt nu!' får man én af disse mærkværdige aha-oplevelser, der lige kræver lidt ekstra granskning af et værk, der umiddelbart ligner noget, der er forarbejdet elektronisk. Et stort portræt af scenografen og instruktøren Kirsten Dehlholm viser sig dog at være malet med akryl på lærred. Kunstneren er Thomás Lahoda, der eksponerer sin model i en alt andet end sympatisk udgave.

Linjen er dermed lagt. Portrættet rummer i dag masser af udtryk - også i den måde, hvorpå det fremstilles. Skal man endeligt anskue mediet med tilbageskuende briller, er det relevant at fremhæve Per Pardorfs maleri af hjerneforskeren og entertaineren Peter Lund Madsen. Dette er malet i en klassisk stil, hvor figuren så at sige vokser ud af mørket. Maleriet har fået et højst uklædeligt lag fernis, som en ældgammel tradition foreskriver. Derfor kaldes udstillingsåbninger ferniseringer - stadigvæk!

De mest spændende værker på udstillingen er dém, hvor kunstnerne har eksperimenteret med de nye medier. Således er der uddelt nogle priser i forbindelse med projektet. Brygger J.C Jacobsens 1. pris er således blevet tildelt den danske videokunstner Sonja Lillebæk Christensen, der i en 18 minutter video fabulerer over personer, som hun iagttager ved et grønt område i nærheden af Københavns Sydhavn. Hendes fordomme i relation til de personer, hun oplever her, udgør et ganske kvalificeret portræt af hende selv. Uden at hun på noget tidspunkt optræder på skærmen.

Udstillingens ældste kunstner er svenske Sven Ljungberg (født 1913), som viser et traditionelt malet selvportræt, der i øvrigt fik 2. prisen. Den yngste kunstner er født i 1982. Dermed dækker udstillingen et stort generationsmæssigt segment af samtidskunsten.

'Portræt nu!' kan ses på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg indtil den 29 juli 2007.

En bog, en bog og nok en bog


Vi havde en gang besøg her på husstanden. Vi var lige flyttet hertil, så min bogsamling var på det tidspunkt ikke så veludviklet, som jeg må sige, den er i dag. Alligevel gloede mine besøgende på de bøger der var, som om, der var udbrudt en smitsom sygdom i ejendommen.

Vore gæster var et yngre par. Jeg vil diplomatisk betegne dem som proletarer. For at anskueliggøre, hvor vi befinder os, vil jeg oven i købet karakterisere disse som småborgerlige proletarer. Ikke at der er noget i vejen med arbejderklassen; men der er forskellige måder, hvorpå man kan agere i denne klasse. På mig virker det således komplet sindssygt, når man skifter hele sit møblement ud hvert andet år, fordi det gamle ikke længere er moderne. Samtidigt bliver hele den indvendige del af rækkehuset malet om, således at tidens modefarve altid er den aktuelle.

Vi var i gang med at anskueliggøre vores indretning i murermestervillaen, og var nået til mit arbejdsværelse. Her befinder en stor del af husets lekture sig - og det var som nævnt dén, der havde påberåbt sig - specielt den mandlige halvdel - parrets opmærksomhed:"Har du læst alle de bøger?" spurgte han måbende."Ja!" svarede jeg. Der var faktisk ikke så mange bøger dengang.

Der blev ikke talt mere littereatur dén dag. Det var ikke interessant! Til gengæld er bogsamlingen mangedoblet siden dengang. Min bogreol er spækket med bøger og den nu knapt så unge proletar kunne sådan set godt spørge, om jeg har læst dem alle i dag. Nej!!!! Det har jeg ikke. Det er godt at have noget tilgode. Jeg køber altså flere bøger, end jeg kan nå at læse? Skørt.....! Problemet er blot, at jeg ikke ville undvære én eneste af de bøger, der befinder sig her på "kontoret" - eller oppe i den lille reol i stuen for den sags skyld. Her er skønlitteratur, faglitteratur, rejsebøger (Turen går til.....), biografier og landkort. Landkort og vejatlas har jeg en særlig forkærlighed for.

Jeg hører til den slags personer, der - når man på det lokale bibliotek, kan fylde en bærepose for en 50'er - fylder to-tre poser til bristepunktet. Heldigvis er der ikke langt til biblioteket - så transporten KAN i nødstilfælde klares i en taxa.

Naturligvis er en del af de bøger, jeg besidder, kunstrelaterede. Dels fordi jeg i sagens natur interesserer mig for emnet - og derfor jævnligt investerer i kunsthistoriske værker - og dels fordi, jeg får et stort antal kataloger fra diverse kunstudstillinger, som jeg laver reportager fra. Disse kataloger er som ofte ret omfattende. Kataloget til den nys overståede udstilling med den amerikanske konceptkunstner Paul McCarthy, som netop har fundet sted på ARoS i Århus, var således på 700 sider. Jeg har modtaget i bunkevis af den slags publikationer. Og jeg elsker at sidde og blade i dem og finde nye vinkler og anslag i en kunstners forløb.

Jeg har også nogle skægge bøger. Bl.a. en bog med maleren Richard Mortensens skitser. Den kostede en 5'er i en antikvarboghandel under et hollandsk udsalg for nogle år siden. På et tidspunkt besøgte jeg maleren og digteren Jørgen Nash i hans svenske domicil Drakabygget. Han forærede mig sin erindringsbog 'Havfruemorderen krydser sit spor' - han dedikerede den med ordene "Hilsen fra en gammel Silkeborgdreng. Jørgen Nash 3. juni 2000." "Så kan du få mere for den, når du sælger den i en antikvarboghandel", spøgte han, da han skrev sin dedikation på omslaget.'

Selected essays from BRAVURA' af Per Kirkeby dumpede ind gennem brevsprækken i lørdags. Det er en meget enkelt og smukt udført bog med engelske oversættelser af denne essaysamling. Det er en bog, der er rar at røre ved. Det er ikke en bog, som jeg har købt hos boghandleren. Det er en bog, som rummer en historie - og som har været på farten. Den er blevet mig sendt fra Holland - og nu ligger den her på mit arbejdsbord og gør mig glad. Tusind tak, Lisbeth!!!

En sag mere til min rigdom i bløde og stive bind. Atter en bog! Endnu en samling tanker, jeg kan blive inspireret af.

Holger Danske bor i kælderen

Kronborg


Det lå i den lune forårsluft. Det var den sidste dag i maj; men sommeren havde taget forskud på sin egen eksistens - i hvert fald rent meterologisk! Vi befinder os uden for Kronborg, og jeg var spændt. Der var der noget i luften. Jeg ved ikke hvad?

Jeg var blevet sendt ud i et filantropisk ærinde af min redaktør. Jeg skulle lave en reportage fra en udstilling, der for tiden finder sted - netop - på Kronborg Slot. Denne historiske lokalitet danner rammen om en udstilling, som afholdes med en håndfuld samtidskunstnere under temaet "Magtdemonstrationer".

Det var svært at finde ud af, i hvilke lokaler udstillingen fandt sted. Det havde været rimeligt let at finde Kronborg. Væsentligt nemmere end at finde "Elsingore". Det lykkedes dog! Nu stod vi inde i slotsgården, min ledsager og jeg. Som sædvanligt på glatis. Vi var lettere nervøse begge to, mere over hinandens tilstedeværelse, end over at stå inde midt i det monumentale miljø. Bekendtskabet var ret nyt. I hvert fald i live-udgaven.

Vi fandt receptionen. Det viste sig, at jeg var ventet. Vi talte længe med receptionisten, som var overordentlig venlig. Jeg lovede at komme ned og give min uforbeholdne mening om udstillingen, når jeg var færdig med min besigtigelse af den omfattende kunstudstilling.

Vedrørende Kronborg: Jeg har i dagene umiddelbart efter besøget gået og funderet over, om man definerer stedet som et potentielt terrormål? Symbolet på danskhed og national fightervilje er jo som bekendt placeret i en skummel gang i kælderen. Holger Danske har mig bekendt siddet dernede og set sur ud i århundreder.

Selve udstillingen vil jeg her springe let og elefant hen over, da den bliver beskrevet på Kunstportalet aarhus.nu én af dagene. Men indenfor i de sakrale haller herskede der en ganske besynderlig stemning. Dette blev ganske klart illustreret ved en bestemt hændelse. Min ledsagerske, som besidder egenskaben at være både livlig og doven på samme tid, fandt en entrébillet på gulvet og overgav den til den tungt bevæbnede kustode, som i anledning af truslen fra terroristerne, var klædt i en blanding af en politi- og en hjemmeværnsuniform.

Jeg lagde ikke mærke til om den meget mandhaftige, kvindelige kustode virkeligt var i besiddelse af et skydevåben eller blot en peberspray; men hun var helt sikkert i indehaver af en walkie-talkie, som hun omgående tog i brug. Med et dramatisk tonefald lød det: "Entrébillet fundet i sal nr. ....." *krrrrsssh!* *krrrrssssh!* "Det er modtaget!!!" lød det i den anden ende.... *krrrrrssssh!* I mellemtiden var billettens ejer, en høj, tynd, ældre mand, blevet klar over at det var ham, der havde tabt den billet, som ikke alene gjaldt ham; men hele hans familie. Så mens kustoden var tæt på at slå katastrofealarm, prøvede han forgæves at komme i kontakt med hende. Denne lignede imidlertid én, der netop var blevet udlevert en håndgranat.

Manden fik sin billet, og der faldt ro over foretagendet. Holger D. kunne se glad ud igen og smile til turisterne. Det gjorde han blot ikke. Han var - og er - stenkold!

Vi fortsatte vor eskurtion rundt på udstillingen, min ledsager og jeg, grinende og pjattende. Vi følte hele tiden, at vi var genstand for vagtværnets udelte opmærksomhed.

Senere fik jeg mulighed for at fortælle, at jeg fandt udstillingen interessant over for receptionisten. Min ledsagerske havde allerede på det tidspunkt opdaget, at hun havde glemt sin lighter på parkeringspladsen. Hun spurgte med sin charmerende Virum-accent nogle unge mennesker, om de havde ild. De var vist fra Finland? De talte ganske vist en afart af engelsk; men de rullede ganske voldsomt på r'erne.Jeg prøver som oftest på at spille rollen som gentleman, så da vi nåede til caféen, hvor vi havde besluttet os for en let frokost, tømte jeg én af de aflange sukkerposer for sit indhold og antændte den med en gaslampe - og gav min søde ledsagerske ild dermed.

Jeg gentog bedriften efter vi havde spist.... To be or not to be!!!! Har nogle noget at spørge om??

Sporten kort...

Blogoverskriften refererer udelukkende til min egen aktive karriere som sportsudøver. Jeg spillede ganske vist lidt fodbold som dreng; men mine lange ben gjorde mig uegnet til denne sportsgren. Nogle af mine kammerater så ganske vist muligheder i mig som målmand. Da en knægt med et rent vristspark sendte bolden lige imod mig og derved forstuvede min tommelfinger, havde jeg fået nok af dén sportsgren! I hvert fald som udøvende.

Det er slet ikke fordi, jeg ikke interesserer mig for sport - eller idræt, rettere sagt. Jeg kan godt lide den betegnelse. Den giver nogle associationer til den nationssamlende Gunnar "Nu" og blomsten af dansk ungdom under en blå sommerhimmel og Dannebrog. Således har jeg brugt adskillige timer af mit liv på Silkeborg Stadion med at følge de lokale rød-hvide i deres betrsæbelser på at hive sig op fra dyndet af 4. division. Senere har jeg entusiastisk fulgt landsholdet på TV i deres guldalder. Den er i mellemtiden blevet til jernalder. Dannebrog ser heller ikke for godt ud i dag!

Jeg har naturligvis også interesseret mig for andre sportsgrene. Jeg husker således tydeligt, da han-håndboldlandsholdet vandt VM-sølv. Fantastisk sportsgren, håndbold! Bedre i virkeligheden end på fjernsyn. I real live kan man for alvor fornemme intensiteten i dét slagsmål inde på stregen, der hører med. Jeg kan også tydeligt huske, da piger blev til "jern-ladies". Metal var hovedsponsor dengang. Sikke dramaer! Hvem husker ikke,da Anja Andersen brændte det afgørende straffekast mod Sydkorea i den legendariske OL-finale? Pyt, det endte jo godt alligevel!

Boksning! Når to stædige amatører til et stævne gav fanden i alle taktiske overvejelser og bare begyndte at hamre løs på hinanden til publikums store begejstring. Blodet flød og alle var enige om, at det var grimt; og alle kunne samle sig om den elegante mellemvægter, der boksede nydeligt og stilrent og vandt en tårnhøj pointsejr. Det var fint nok; men kedeligt.

Motorsport... Jeg ser ofte kun starten af Formel 1-løbene. Det er dér det hele sker. Der er noget fascinerende ved, at for millioner af kroner højteknologi blever slået til vrag på et splitsekund. Jeg kan huske for mange år siden. Brødrene Ernst havde lokket mig med til et Grand Prix på Jyllandsringen. Gråån pri'! Jeg kaldte det "Grand pricks" - udtalt på engelsk! Så primitiv var min humor dengang.

Jeg kedede mig gudsjammerligt i modsætning til Ernst-brødrene, der fandt løbet både spændende og interessant. De var meget optagede af, at der "ikke skete nogle ulykker". Dét var det eneste, jeg ventede på - og ganske rigtigt. På et tidspunkt væltede et par gejlede standardvogne rundt på taget lige nedenfor vore pladser. Jeg var tilfreds med tingenes udvikling. Brødrene Ernst var i ekstase!

Jeg kom på et tidspunkt til at holde meget af at se tennis. De store personligheder dengang var spillere som Björn Borg, Jimmy Connors og den hidsige Ilie Nastase. Ham havde jeg en speciel forkærlighed for, da han var fuldstændig uforudsigelig som spiller og som personlighed. Ganske kort tid efter satte John McEnroe som bekendt helt nye standarder for, hvordan man kunne agere og kommunikere på en tennisbane. Gadedrengen var løs!

Faktisk blev jeg så fascineret af tennis i de år, at jeg for første og eneste gang i mit liv meldte mig ind i en sportsklub. Silkeborg Tennisklub rådede dengang over fire grusbaner og en kunststofbane. Jeg cyklede sammen med min makker og bonkammerat Leif Hove Madsen fra Sydbyen over til Søholt og spillede nogle bolde et par gange om ugen. Mine ambitioner var ikke store! Til gengæld udgjorde dette miljø noget, som jeg aldrig tidligere havde oplevet. Her udvistes blandt medlemmerne en vis dannelse. Herrerne var venlige og pigerne søde.

Der var et andet element ved tennisklubben, jeg fandt interessant. Et køleskab med kolde øl og sodavand. Det foregik på dén måde at man tog dét, man havde lyst til at drikke og puttede penge i en kold kagedåse med iskolde mønter og sedler, som blev adminstreret af én af klubbens medlemmer. Man kunne godt købe på "klods". Så skulle man blot putte en seddel i kagedåsen, der indikerede ens gældspost. Denne mulighed gjorde jeg flittigt brug af.

En dag sad Leif og jeg og nød en dejlig, kølig pilsner efter pinslerne på grusbanen. Pludsligt kom en lille mand hen imod os, kiggede på mig og spurgte højt: "Er det dig, der hedder Lars S.?" - og dét kunne jeg jo dårligt nægte! "Du skylder 75,- i ølregnskabet!!!!" Jeg vidste nok, at jeg havde en gældspost; men ikke at den udgjorde et så stort beløb, så jeg lovede at betale ved førstkommende lejlighed. Siden følte jeg det som de andre medlemmer af klubben kiggede sådan lidt overbærende på mig, når de så mig. Sikkert ren indbildning? Alle disse velopdragne, kortklippede unge mennesker i deres Fred Perry-outfits. Det var MIG, der havde samme frisure som Nastase.

Jeg var en fejltagelse som tennisspiller, akkurat som jeg var en fejltagelse som alt muligt andet inden for idræt. Man kan sige, at jeg alledrede i dén fase af mit liv, "valgte kroppen fra". Til gengæld stod jeg gerne i kø for at komme ind og se 22 mand i korte bukser og med et nummer på ryggen rende rundt efter en læderkugle.

Det er sundt at få pulsen op - bare en gang imellem....