onsdag den 23. juni 2021

ARoS - hvad foregår der bag de røde mure?

 

ARoS Aarhus Kunstmuseum med vartegnet 'Your Rainbow Panorama' på toppen


Siden kunstmuseet ARoS åbnede i april 2004, har jeg været en hyppig gæst på museet. 

Faktisk var jeg til stede ved det allerførste pressemøde dengang, og jeg var også inviteret til at overvære, da man borede det første hul, som skulle symbolisere starten på opførelsen af installationen 'Your Rainbow Panorama' på museets tag. 

Olafur Eliassons fantastiske værk satte for ti år siden prikken over i'et på museet i en ren arkitektonisk forstand. Faktisk tror jeg, at mange så bygningen som lidt kedelig, inden regnbuen var på plads. 

Naturligvis var jeg også til stede, da installationen blev indviet - eller rettere sagt: Jeg var der, da man viste værket for pressen, og sådan har jeg deltaget i bunker af pressemøder på ARoS, når man har lavet skiftende udstillinger på stedet. 

Jeg vil sandsynligvis også være der, når man afslører museets næste store satsning 'The Next Level', som er et arkitektonisk og kunstnerisk projekt udtænkt af den amerikanske konceptkunstner James Turell, der vil skabe en ny dimension til museumsbygningen og Eliassons regnbue. 

I den senere tid er det imidlertid helt andre begivenheder, som har placeret ARoS i avisernes spalter. 

En stor undersøgelse, som foretages af en ekstern virksomhed skal klarlægge museets arbejdsforhold - herunder en undersøgelse af potentielle krænkelser, som er foregået på museet ifølge en anonym kilde. 

Museets bestyrelsesformand Carsten Fode er foreløbig den eneste, der udtaler sig om sagen, som er lidt svær at gennemskue, men han begrænser dog sine udtalelser til sådan noget som »Det er en personalesag, og jeg kan ikke gå ind og diskutere indholdet i klagen eller bekræfte eller afkræfte hvilken person, der er tale om. Jeg hverken kan eller må diskutere indholdet af en konkret klage over en konkret person«. 

Udtalelsen er fremsat i forbindelse med en reportage i Jyllands-Posten og her er Aarhus Kommunes kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) noget mere klar i spyttet: »Der er kommunale penge i ARoS, og derfor kræver vi, at der bliver handlet. Hvis undersøgelsen viser, at der er problemer, er det min klare forventning, at bestyrelsen professionelt håndterer problemet, og at der sættes hårdt ind, uanset om det er i de nederste eller det øverste lag i organisationen. Også hvis det betyder, at der skal siges farvel til nogen. Alle har et ansvar, og jo højere man er i organisationen, jo større er ansvaret«

Sagen har været belyst - først i Jyllands-Posten og siden i Politiken og i Århus Stiftstidende. Carsten Fode forventer ikke, at der foreligger en afklaring før efter sommerferien.  

mandag den 21. juni 2021

Værkstedet d. 22. juni 2021


 

Kortvarig hedebølge - for eller imod?

 









Jeg kender adskillige, der lider i varmen, når temperaturerne nærmer sig de 30 grader i skyggen og faktisk også nogle få, der allerede begynder at jamre sig, når den ligger på omkring de 25. 

Jeg har det fint ved høje temperaturer, måske primært fordi, jeg under disse forhold søger mod kysten, hvor luften ofte er mere frisk under en - omend kortvarig - hedebølge, som i nogle få dage her midt i juni har ramt kongeriget. 

Som sædvanligt har jeg brugt nogle minutter til at fange stemningen ved stranden.

lørdag den 19. juni 2021

Seks stjerner til Louisianas Mamma Andersson-udstilling

 

Mamma Andersson: 'Humdrum Days' - installationsfoto (foto: Poul Buchhard/Brøndum & Co.)


»Når hun er i stand til at ramme os så dybt, er det, fordi Mamma Andersson er en fuldstændig overbevisende maler. Hun veksler i sine malerier konstant mellem stille og ekspressive passager mellem tyndt påførte farvelag og tykke, pastose lag af cremet og svampet farve. Variationen af maleriske udtryk er forbløffende selv i et enkelt maleri«


Det er naturligvis den svenske maler Mamma Andersson, som Tom Jørgensen i sin anmeldelse i Jyllands-Posten refererer til. 


Kunstmuseet Louisiana har netop åbnet udstillingen 'Humdrum Days' med værker af Andersson, som er født i den svenske by Luleå i 1962. 


Udstillingen, som Tom Jørgensen begaver med seks ud af seks mulige stjerner i avisen, kan ses frem til d. 10. oktober. 


Det ligner et sommerbesøg på Louisiana.  

fredag den 18. juni 2021

onsdag den 16. juni 2021

Forklaringer på censur-problematik i Herning

 

Jeg har tidligere lovet at bringe et billede af den utilslørede udgave af Michelangelo Pistolettos 'La Venere' fra 1973, som ses her. Værket er til dagligt placeret på museet Kunsten i Aalborg.


»Først troede jeg, det var en joke. Nogen har tilsyneladende haft den moralske holdning, at kunstværket var umoralsk pornografisk. Det overrasker mig. Da vi valgte Pistolettos værk, tænkte jeg kort, at en nøgen kvinde måske kunne give problemer i forhold til feministiske strømninger om kommercialisering af kvindekroppen. Men at der i 2021 bliver klaget over, at et kunstværk af en nøgen kvinde er upassende moralsk, undrer mig, men jeg har på den anden side fuld respekt for, at man kan havde den holdning«


Jeg har tidligere her på siden fundet det mærkværdigt, at man i forbindelse med udstillingsprojektet 'Socle du Monde', som har udgangspunkt på kunstmuseet HEART i Herning, har censureret en del af museets formidlingsmateriale i kraft af, at man har valgt at illustrere dette med et værk af den italienske konceptkunstner Michelangelo Pistoletto


Gengivelsen fremstiller et fotografi af en nøgen kvinde, der ligger og ryger en pibe. 


Det er man tilsyneladende blevet voldsomt forarget over derude vestpå, og derfor har Jyllands-Posten gravet lidt i historien og lavet et interview med HEARTs direktør Holger Reenberg, og det er netop fra dét interview, at citatet herover stammer. 


En del af censureringen går ud på, at man har afdækket tre punkter på den pågældende kvindes krop på et stort billboard på museets væg. 


Idéen til dette er udtænkt af projektets chefkurator, hollandske Tijs Visser (på hollandsk udtales v som f). Og som et supplement udtaler Holger Reenberg senere i reportagen: »Vi censurerer hende, for at vise, hvor latterligt, det er«... og der røg kæden vistnok af for den ellers begavede museumsdirektør, men måske kan jeg ikke fortænke ham i at glide af på de kritiske spørgsmål, som han her måtte forholde sig til. 


Reportagen i Jyllands-Posten placerer i øvrigt et ansvar hos en navngiven person i kulturforvaltningen i Herning Kommune. 


Han hedder Søren Juul Baunsgaard, og deler således ironisk nok efternavn med landets radikale statsminister i perioden, da loven om billedpornografien blev ophævet under ledelse af VKR-regeringen i 1969. 


Jeg har i min anmeldelse af 'Socle du Monde' naturligvis også fokus på censur-problematikken, som aktuelt er et udtryk for manglende respekt for kunstens rolle som et frit visuelt anliggende. 


'Socle du Monde' kan ses på HEART og omegn frem til d. 31. oktober. 

mandag den 14. juni 2021

Skilteskov på (R)Anders Kunstmuseum











Det er muligt, at overskriften her lyder sjov? Men der er ingenlunde tale om en morsomhed, men derimod en kunstudstilling, som billedkunstneren Anders Bonnesen har ladet iscenesætte på Randers Kunstmuseum. 

Udstillingens titel 'Watch Your Language' er velvalgt; men samtidig opbygger kunstneren nogle koder, som går i direkte konversation med alle de mange vejledninger på skilte, vi som navigerende i samfundet støder på. 

Mange signaler bliver vendt på hovedet og i det hele taget rummer udstillingens værker ret megen humor. 

Det var så ikke meningen, men man kan vel godt more sig over en udstilling og samtidig tage den alvorligt? Det håber jeg! 

Bonnesen kan ses i Randers indtil d. 26. september.
 

Smålig censur i Herning

 

Jeg lover naturligvis senere at vise et billede af Michelangelo Pistolettos værk i sin ucensurerede version


Jeg har netop afsendt en anmeldelse af kunstbiennalen 'Socle du Monde', der finder sted i Herning og omegn. 

Det fysiske udgangspunkt er dog kunstmuseet HEART, og her kan man finde et værk, som er udlånt af museet Kunsten i Aalborg. 

Motivet er en nøgen kvinde, der tækkeligt og med samlede ben ligger og slænger sig, mens hun ryger på en pibe. 

Værket er udført af den italienske konceptkunstner Michelangelo Pistoletto (f. 1933) i 1973. 

Man har efterfølgende valgt i formidlingen af udstillingen at bruge Pistolettos værk som illustration. Således har det været anbragt på forskellige offentlige lokaliteter i Herning og som stort banner på museets facade. 

Men den går ikke! »Vi befinder os i Bibelbæltet«, udtalte HEARTs direktør til mig, da jeg udbad mig en forklaring på, at gengivelsen på museets væg var blevet påhæftet nogle logoer på strategiske steder på den afbillede kvindes krop. 

Lort på dåse er legitimt i uldjydernes hovedstad, men en nøgen kvinde? Det går naturligvis ikke! 

'Socle du Monde' med undertitlen 'welcome back my friends to the show that never ends' varer frem til d. 31. oktober.

fredag den 11. juni 2021

Kæmpe donation til Museum Jorn

 

Markus Lüpertz: 'Dürers Garten - Inferno I', 2001. 130 x 162 cm.


»At modtage en generøs gave af så høj en kvalitet er en helt enestående begivenhed, som alle kunstmuseer drømmer om. Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af mine tyske kollegaer, vil spærre øjnene op, når de hører om det«


Ordene er fremsat af Jacob Thage - direktør for Museum Jorn i Silkeborg - og gaven, der refereres til, er flere end 50 værker af den tyske kunstner Markus Lüpertz, der var hovedpersonen bag en stor soloudstilling på Museum Jorn i foråret 2020. En udstilling, jeg i øvrigt begavede med fem stjerner i min anmeldelse i Jyllands-Posten. 


Samlet set består donationen af oliemaleriet, som er gengivet herover samt 11 skulpturer og 40 tegninger. 


Samtidigt er det lykkedes museet at erhverve maleriet 'Florentinsk Sommer' fra 1971 med støtte fra forskellige fonde. 


Et udsnit af de Lüpertz-værker, der er tilgået Museum Jorn, kan ses på museet fra i dag - d. 11. juni.

Værkstedet (udendørs) d. 11. juni 2021

 


torsdag den 10. juni 2021

Skriften på væggen på Holstebro Kunstmuseum

 










I skrivende stund har jeg netop afsendt en anmeldelse af udstillingen 'Close to a Rainbow', som er en kompleks udstilling, som sætter den amerikanske konceptkunstner Lawrence Weiner i scene på Holstebro Kunstmuseum. 

Det virker helt naturligt, at man nu præsenterer den originale og stærkt episk arbejdende kunstner i netop Holstebro, da man for nyligt her viste den fremragende, retrospektive udstilling med værker af Albert Mertz (1920-1990)

Netop Mertz og Weiner udstillede sammen på Nordjyllands Kunstmuseum (i dag Kunsten) i Aalborg for nogle årtier siden og efterfølgende udviklede et venskab. 

Hvis man får lyst til at besøge det fine museum i Holstebro, vil man aktuelt opleve en udstilling med ord og sætninger som tema, hvilket også kan aflæses af overskriften til dette blogindlæg. 

Alt er dog udført så næsten overspændt præcist, at man bliver ret højstemt ved at gå rundt i museets rum for skiftende udstillinger. 

Lawrence Weiner kan opleves på Holstebro Kunstmuseum frem til d. 31. oktober.

onsdag den 9. juni 2021

Høst-fest hos Bruun Rasmussen

 

Oluf Høst: 'Sankt Hans nat', 1953. Olie på lærred. 97 x 163 cm. (foto: Bruun Rasmussens Kunstauktioner)


Jeg er ikke helt klar over, om 1.550.000 kr. er den højeste pris, der på en auktion er blevet betalt for et Oluf Høst-maleri, men hammeren faldt i hvert fald ved det beløb, da et maleri af Høst mod en vurdering på 500.000-600.000 var på auktion hos Bruun Rasmussen for nyligt. 

Jeg har altid et ekstra fokus på de modernistiske kunstværker, når de bliver udbudt til salg og det samme har jeg på samtidskunsten. 

Men jeg kunne da registrere, at publikum i salen på Bredgade i København brød ud i spontane klapsalver, da Høst-maleriet fik sit hammerslag. 

Et interessant træsnit af Asger Jorn gik også langt over vurderingen. Her er der tale om et værk, som Jorn spontant forarbejdede i spisebordet hos kunstnerens trykker i Paris i 1967. Vurderingen lød på 15.000-20.000 kroner, men prisen endte på hele 64.000 kr. 

Ellers er der solide priser til kunstnere som Preben Hornung, Jørgen Haugen Sørensen, Mogens Andersen og Kurt Trampedach. 

Der er naturligvis altid værker, som ikke kan sælges, men sådan er det altid. Her er det i hvert fald påfaldende, at Michael Kvium måske har fundet sin grænse? 

Det ved jeg ikke; men det er vel heller ikke så interessant?

mandag den 7. juni 2021

Lawrence Weiner på Holstebro Kunstmuseum

 

Lawrence Weiner: 'MATTER AS WE KNOW IT + RED PAINT + YELLOW MUD + GREEN SLIME & BURIED WHERE THE EARTH IS SOFT ENOUGH', 1995 (pressefotoHolstebro Kunstmuseum)  


»Ofte handler det hos Weiner om at fremhæve et objekts specifikke egenskaber samt om, hvordan kunstværket potentielt materialiseres. Der er med andre ord tale om værker, hvor udtryk og indhold spiller sofistikeret sammen, og hvor betragterens personlige referencer og associationer bliver en del af værkets kommunikation og handling«


Citatet er et uddrag af pressemeddelelsen til udstillingen 'Close to a Rainbow', der viser værker og måske i det hele taget tekstmetaforer af den amerikanske konceptkunstner Lawrence Weiner, der i flere omgange har udstillet i Danmark. 


Faktisk udstillede han for første gang herhjemme på Tranegaarden  helt tilbage i 1974. Senere har han blandt andet udstillet i dialog med Albert Mertz på Nordjyllands Kunstmuseum (i dag Kunsten) i Aalborg. 


Den aktuelle udstilling, der netop er åbnet, finder sted på Holstebro Kunstmuseum, og jeg besøger den snarest med henblik på en anmeldelse. 


Der er imidlertid god tid til at få udstillingen set. Den varer frem til d. 31. oktober.

fredag den 4. juni 2021

Randers Kunstmuseum med ny særudstilling og skærpet profil

Anders Bonnesen: 'Skiltemaleri', 2021 (pressefoto: Randers Kunstmuseum)


Jeg har ofte været lidt på nakken af diverse udstillingsinstitutioner på grund af deres svært navigérbare hjemmesider og i det hele taget uskarpe og utidssvarende profiler. 

Den kritik kan jeg i hvert fald ikke rette imod Randers Kunstmuseum, som nu har opdateret hjemmeside og logo, således at begge elementer i museets profil står skarpe og præcise. 

Det sker blot få dage, inden museet åbner en udstilling med værker af den altid underfundigt arbejdende konceptkunstner Anders Bonnesen. 

Udstillingen 'Watch Your Language' kan opleves på Randers Kunstmuseum i tidsrummet 12. juni-26. september.

 

torsdag den 3. juni 2021

Koloristisk bombardement på Silkeborg Bad

 

Pia Andersen: 'Aqui' , 2019. Olie på lærred. 200 x 340 cm. (pressefoto).

Jeg skal da gerne erkende, at da jeg åbnede kataloget til udstillingen 'Den blå laks' rejse' med værker af maleren Pia Andersen, der på KunstCentret Silkeborg Bad ganske snart udstiller med udgangspunkt i nye eksperimenter, havde jeg lidt samme fornemmelse som man kan få, når man forlader et halvmørkt rum og går direkte ud i sollyset. 

Farverne gengivet i kataloget fremstår ofte stærke og ublandede, således at tankerne bringes hen til såvel en impressionistisk som en ekspressionistisk tradition. 

Jeg har netop fået det omtalte udstillingskatalog leveret fra kunstcentret, og jeg skal med garanti se udstillingen, der åbner d. 5. juni og varer frem til d. 19. september 2021.

onsdag den 2. juni 2021

Værkstedet d. 3. juni 2021


 

Behersket bydelyst på Bruun Rasmussens første sommerauktion

 

Johannes Larsen: 'Flyvende pibeænder over Filsø', 1920. Vurd.: 100.000-150.000 kr. Hammerslag: 270.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstaktioner)


Det var klassiske værker - primært malerier - der var under hammeren ved Bruun Rasmussens første fysiske sommerauktion i auktionshuset i Bredgade i København. 

Som sædvanligt var der flere interessante værker til salg, men adskillige kunne ikke opnå en tilfredsstillende mindstepris, og måtte derfor trækkes tilbage. 

Langt de fleste af værkerne opnåede dog priser omkring eller en anelse over estimeringerne; men i millionklassen var det kun et maleri af Paul Fischer, der med 2,8 millioner kroner nåede indenfor vurderingen. 

Et lille portræt af maleren Carl Holsøe malet af Vilhelm Hammershøi nåede til gengæld ikke op i nærheden af de 1,5-2,0 millioner, som det var vurderet til, og det blev ikke solgt på auktionen, og det samme skete med et lille interiørbillede af samme kunstner, som var vurderet til 600.000-800.000 kr. 

Til gengæld lykkedes det at sælge et maleri af P.S. Krøyer, som i 1909 har malet datteren Vibeke. Det blev dog solgt til en del under vurderingen: 1.250.000 mod en vurdering på 2-3 millioner. 

Til gengæld er der noget, der kunne tyde på, at fynske Johannes Larsen er ved at bevæge sig opad i pris. Flere malerier af ham opnåede en fordobling i pris i forhold til vurderinger. 

Auktionerne fortsætter hos Bruun Rasmussen her i juni, og jeg vil prøve at se dem online, når vi når til den moderne kunst, som altid er interessant at følge.

tirsdag den 1. juni 2021

Så indfandt sommeren sig

 




Vi skulle helt frem til den sidste dag i en kølig og regnfuld maj måned, inden sommeren indfandt sig i kongeriget - i det mindste i Østjylland, hvor jeg er bosiddende. 


Jeg tilbragte d. 31. maj ved stranden, og fik da også tegnet lidt, hvilket kan ses på gengivelserne herover.


Lerets billedmager i Herning

 














I den cirkulære gård til den tidligere Angli-skjortefabrik i Birk ved Herning kan man finde en af de mest spektakulære udsmykninger i kongeriget. 

Der er naturligvis tale om et gigantisk keramisk værk af Carl-Henning Pedersen, som blev indviet i 1968. 

Værket blev senere suppleret med flere keramiske værker af "Carl-Herning" og de tæller blandt andet en omfattende keramisk udsmykning af Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, som er beliggende ganske tæt på Angligården

Derfor er det også logisk, at man nu kan se udstillingen 'Carl-Henning Pedersen - Lerets billedmager' på museet. 

Den har tidligere i en mere begrænset form været vist på keramikmuseet Clay i Middelfart, men nu kan den altså beskues i Birk. 

Jeg deltog i åbningen og har planlagt en anmeldelse, som vil blive publiceret i løbet af sommeren.