De Sidste Modernister præsenteres på blog

 

Jeg har modificeret et af en serie fotografier til denne ChatGPT-baserede version af De Sidste Modernister

Det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed, at jeg i de seneste måneder har investeret en del tid i et nyt band, der hedder De Sidste Modernister. 

Jeg har samtidigt arbejdet lidt på at få ensemblet ud i cyperspace, hvilket blandt andet er sket ved hjælp af blog, som jeg har udviklet og hvor man nu kan finde informationer om projektet, som dog ikke er klar til gigs endnu, da repertoiret består af egne kompositioner og sådan noget tager tid. 

Find blog’en HER>

De Sidste Modernister som skitse

 

Jeg forberedte en fotosession med medlemmerne af ensemblet De Sidste Modernister, som jeg er en del af, for nylig, og som inspiration foretog jeg en lille hurtig skitse, som kan ses herover.

Den sene Picasso

 

Installationsfoto fra ’Late Picasso’ i versionen på Moderna Museet i Stockholm. © Succession Picasso (Foto: My Matson/Moderna Museet)

»Picassos sene værker fremstår på mange måder vildere og modigere end noget, han tidligere har skabt. Flere værker virker næsten ufærdige med nonchalant penselføring og et udtryk, der afspejler det enorme tempo, de er skabt i – og hans enorme skaberlyst«

Således kan man blandt andet læse i kunstmuseet Kunstens pressemateriale vedrørende udstillingen ’Late Picasso’, der åbner på museet i Aalborg d. 9. maj. 

Som titlen antyder, drejer udstillingen om Pablo Picassos sene værker, som han kreerede i årene, inden han døde i 1973. 

Jeg vender tilbage med mere om den sene Picasso, når udstillingen er aktuel, og den kan ses på Kunsten Museum of Modern Art frem til 6. september 2026. 

Udstillingen er i øvrigt skabt i et samarbejde med blandt andet Moderna Museet i Stockholm, der som bekendt har Kunstens tidligere direktør Gitte Ørskou som nuværende direktør.

Dansk-amerikansk samarbejde på ARoS

 

Nina Beier & John Miller: ’True Mirror’, 2018 (foto: Ondrej Polak)

»Danske Nina Beier og amerikanske John Miller har skabt et nyt værk, der transformerer det underjordiske Salling Galleri til et komplekst univers, hvor grænserne mellem menneske og objekt, portræt og person, original og reproduktion forskydes«

Dette er blot et kort uddrag af pressemeddelelsen til en udstilling, som åbner på kunstmuseet ARoS i Aarhus d. 13. maj. 

Hvad der emmer sig bag denne beskrivelse vil jeg vende tilbage til i kraft af, at jeg har tilmeldt mig pressevisningen, når udstillingen åbner. 

Den kan ses frem til d. 29. marts 2017.

Anmeldelsen af 'Aarhus før og nu' publiceret

 

Det er lidt af en tour de force i historie, når man bladrer sig vej igennem Christian H. Nielsens præcise, visuelle beskrivelse af Aarhus med den passende titel ’Aarhus før og nu’. 

Jeg har tidligere her på blog'en beskæftiget mig med udgivelsen og faktisk lagt et indslag ud på Facebook, og dette skulle blot anskueliggøre over for mediets brugere, at bogen altså er på vej. 

Flere brugte dog opslaget til at lade deres galde flyde ud over byfornyelsen i ”Smilets By”. Det kan man finde ironisk eller ej – alt efter forgodtbefindende. 

Bogen er netop udkommet på forlaget Multivers, og min anmeldelse kan læses HER>

Forbeholden anmeldelse af Hammershøi-biografi

 

Vilhelm Hammershøi: ’Dobbeltportræt af kunstneren og hans hustru’, 1898. Olie på lærred. 71 x 86 cm. (pressefoto: Strandberg Publishing)

»Det er skønt at danse som et støvkorn i det lys, Wivel kaster på Hammershøi.

Også selv om man kan være uenig i konklusionerne«

Man kan sige, hvad man vil om Politikens kunstanmelder Mathias Kryger, men her vil jeg blot konstatere, at han har anmeldt en relativt ny bog om maleren Vilhelm Hammershøi forfattet af Henrik Wivel. 

Uenigheden med Wivel forankres mest i forfatterens behov for at beskrive Hammershøi i et symbolistisk perspektiv. 

Den 296 sider tunge bog, som jeg ikke selv har læst, får alligevel fire ud af seks hjerter af Politikens anmelder. 

Bogen er udgivet af Strandberg Publishing.

Kunstneren forholder sig ret direkte til sin egen død

 

Stillbillede fra filmen ’Becoming Sophie Calle’, som han ses på Louisiana Channel HER>

»Hun har en knastør humor og et superskarpt blik på de absurditeter, de fleste andre har lært at overse«

Citatet forankrer sig ganske enkelt i Trine Ross’ anmeldelse af Sophie Calle-udstillingen på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. 

Udstillingen er imidlertid alt andet end enkel, den er derimod ifølge Ross og Louisianas katalog over udstillingen, som husstanden modtog for nylig, ganske kompleks og fyldt med underfundigheder. 

Kunstneren, der er født i 1953 beskæftiger sig med sin egen død i en ret direkte form. 

Calle er født to dage efter redaktøren på denne blog. Det kan jeg så give mig til at spekulere over. 

Politiken giver fem ud af seks hjerter til udstillingen, der kan ses frem til d. 6. september.