Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum fejrer jubilæum med udstillingen ’Folkegaven’

 

Installationsfotos fra udstillingen ’Folkegaven’ på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum

I adskillige år lå et gigantisk antal malerier i et loftrum på slottet Château de Molesmes i Sydfrankrig. 

Her havde maleren Carl-Henning Pedersen sit atelier og sin bolig siden en gang i 1970’erne og frem til sin død i 2007. 

Værkerne er nu blevet transporteret til Danmark, hvor de indgår i Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museums samling. 

Netop et antal af disse malerier, som aldrig tidligere har været udstillet, kan nu ses som en del af markeringen af museets 50 års jubilæum. 

Jeg besøgte museet for nylig med henblik på at få museumsleder Lotte Korshøjs version af fortællingen om ikke blot ’Folkegaven’, men også om museets visioner for fremtiden, som tegner endog ganske interessant. 

Jeg har planlagt en reportage, som på et tidspunkt kan læses på portalen KULTURINFORMATION.

Kritik af jazzfestival-plakat

 

Udsnit af Jack Kabangus illustration til Copenhagen Jazz Festival (pressefoto)

»Og det kommer til at være et stort samtaleemne. Så det er en rigtig dårlig reklame for Copenhagen Jazz Festival, men også for hvordan man fremstiller Danmarks syn på amerikanske musikere«

Udtalelsen er fremsat i dagbladet Politiken af Denise Thigpen, der til dagligt arbejder med pr. og artist manegement, og reaktionen er fremkaldt i forhold til den officielle illustration, der formidler Copenhagen Jazz Festival på plakater og i festivalens program. 

Hun angiver i sin kritik, at figuren på kunstværket ligner et blackface-motiv, som tidligere er blevet brugt i racistisk propaganda. 

Hun tilføjer: »Det er en nedladende måde at skildre sorte mennesker på«. 

Denise Thigpen er datter af den amerikanske trommeslager Ed Thigpen, der sammen med andre amerikanske musikere i 1960’erne og 1970’erne forlod USA, hvor de blev udsat for systematisk racisme. 

Værket, der danner udgangspunkt for jazzfestivalens illustration er lavet af maleren Jack Kabangu, der født i Zambia og desuden er kendt som jovial deltager i DR’s programserie ’Kunstnerkolonien’. 

TV er et stærkt medie, der tilsyneladende stadig kan gøre en kunstner med et stærkt begrænset talent berømt i et snuptag.

'As Seen Below - The Dome' i primitiv redigering

 

Det bør ikke være nogen hemmelighed, at min smartphone er noget værre lort, når det drejer sig om at lave videoer med den.

Alligevel har jeg klippet en lille produktion sammen fra pressevisningen af James Turrells skyspace 'As Seen Below - The Dome' på ARoS Aarhus Kunstmuseum.

Jeg beklager hjerteligt den elendige kvalitet.

Den smukke entertainer

 

Installationsfoto fra Svend Wiig Hansen-udstillingen ’Gående, faldende, stående’ på ARoS… se flere billeder fra udstillingen HER>

»Der var grumhed på indersiden af den smukke entertainers hoved«

Den ”smukke entertainer”, der refereres til i citatet er maleren, grafikeren, billedhuggeren og – ja – entertaineren Svend Wiig Hansen, og netop beskrivelsen afslutter Mathias Krygers anmeldelse af udstillingen ’Gående, faldende, stående’ i dagbladet Politiken. 

Udstillingen finder som bekendt sted på ARoS Aarhus Kunstmuseum, hvor den kan ses frem til d. 30. august. 

Kryger begaver udstillingen med fem hjerter og ligger dermed på bølgelængde med redaktøren af denne blog, der i sin tid gav fem (ud af seks) stjerner til udstillingen i min anmeldelse på portalen kulturinformation.org, som kan læses HER>

Anmeldelse af 'Ulydig - Kroppen i punk' publiceret

Installationsfoto fra udstillingen ’Ulydig – Kroppen i punk’ (foto: Mads Smidstrup/ARoS)

For nylig kunne jeg her på blog'en fortælle om mit besøg på ARoS i Aarhus med henblik på at se og beskrive udstillingen 'Ulydig - Kroppen i punk'.

Anmeldelsen er nu publiceret på portalen KULTURINFORMATION, hvor den kan findes HER>
 

Skepsis om punk-udstilling på ARoS gjort til skamme

 

Installationsfotos fra udstillingen ’Ulydig – Kroppen i punk’

Ved introduktionen før pressevisningen af udstillingen ’Ulydig – Kroppen i punk’ var jeg ramt af en vis skepsis. 

Et spørgsmål trængte sig stædigt på: »Kan et kunstmuseum overhovedet udstille punk og adressere dette paradoks uden at kastrere genren og dermed absorbere den og gøre den tam og ufarlig«? 

Alle ved jo, at punk i en almen forstand blev til ”New Wave” og dermed kommercialiseret ud til grænsen, men der opstod forskellige steder i Europa nye post-punk-baserede miljøer, og disse spiller en afgørende rolle i udstillingen, der er kurateret af forskeren Marie Arleth Skov. 

Jeg har forfattet en anmeldelse, som netop er afsendt til redaktionen af portalen kulturinformation.org, og jeg kan godt røbe, at min indledende skepsis blev gjort til skamme under pressevisningen.

Mere kul på

 

Tegningerne, der kan ses herover, er foretaget ved en østjysk strand, og ved den lokalitet kan man finde nogle bålsteder, hvor det er muligt at finde nogle fine stykker trækul, som man kan bruge til at tegne med. 

Kunne jeg ikke blot have medbragt tegnekul hjemmefra? Jo, det kunne jeg sagtens, men jeg synes, det er sjovt at bruge fundne kulstykker til at udarbejde disse skitser.