Dansk-amerikansk samarbejde på ARoS

 

Nina Beier & John Miller: ’True Mirror’, 2018 (foto: Ondrej Polak)

»Danske Nina Beier og amerikanske John Miller har skabt et nyt værk, der transformerer det underjordiske Salling Galleri til et komplekst univers, hvor grænserne mellem menneske og objekt, portræt og person, original og reproduktion forskydes«

Dette er blot et kort uddrag af en udstilling, som åbner på kunstmuseet ARoS i Aarhus d. 13. maj. 

Hvad der emmer sig bag denne beskrivelse vil jeg vende tilbage til i kraft af, at jeg har tilmeldt mig pressevisningen, når udstillingen åbner. 

Den kan ses frem til d. 29. marts 2017.

Anmeldelsen af 'Aarhus før og nu' publiceret

 

Det er lidt af en tour de force i historie, når man bladrer sig vej igennem Christian H. Nielsens præcise, visuelle beskrivelse af Aarhus med den passende titel ’Aarhus før og nu’. 

Jeg har tidligere her på blog'en beskæftiget mig med udgivelsen og faktisk lagt et indslag ud på Facebook, og dette skulle blot anskueliggøre over for mediets brugere, at bogen altså er på vej. 

Flere brugte dog opslaget til at lade deres galde flyde ud over byfornyelsen i ”Smilets By”. Det kan man finde ironisk eller ej – alt efter forgodtbefindende. 

Bogen er netop udkommet på forlaget Multivers, og min anmeldelse kan læses HER>

Forbeholden anmeldelse af Hammershøi-biografi

 

Vilhelm Hammershøi: ’Dobbeltportræt af kunstneren og hans hustru’, 1898. Olie på lærred. 71 x 86 cm. (pressefoto: Strandberg Publishing)

»Det er skønt at danse som et støvkorn i det lys, Wivel kaster på Hammershøi.

Også selv om man kan være uenig i konklusionerne«

Man kan sige, hvad man vil om Politikens kunstanmelder Mathias Kryger, men her vil jeg blot konstatere, at han har anmeldt en relativt ny bog om maleren Vilhelm Hammershøi forfattet af Henrik Wivel. 

Uenigheden med Wivel forankres mest i forfatterens behov for at beskrive Hammershøi i et symbolistisk perspektiv. 

Den 296 sider tunge bog, som jeg ikke selv har læst, får alligevel fire ud af seks hjerter af Politikens anmelder. 

Bogen er udgivet af Strandberg Publishing.

Kunstneren forholder sig ret direkte til sin egen død

 

Stillbillede fra filmen ’Becoming Sophie Calle’, som han ses på Louisiana Channel HER>

»Hun har en knastør humor og et superskarpt blik på de absurditeter, de fleste andre har lært at overse«

Citatet forankrer sig ganske enkelt i Trine Ross’ anmeldelse af Sophie Calle-udstillingen på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. 

Udstillingen er imidlertid alt andet end enkel, den er derimod ifølge Ross og Louisianas katalog over udstillingen, som husstanden modtog for nylig, ganske kompleks og fyldt med underfundigheder. 

Kunstneren, der er født i 1953 beskæftiger sig med sin egen død i en ret direkte form. 

Calle er født to dage efter redaktøren på denne blog. Det kan jeg så give mig til at spekulere over. 

Politiken giver fem ud af seks hjerter til udstillingen, der kan ses frem til d. 6. september.

Langfredag

’Langfredag’. Koldnål på Zerkall kobbertrykpapir

Jeg brugte den mest hellige dag i påsken til blandt andet at marchere en tur til en nærliggende sø i Det Jyske Søhøjland, hvor jeg er bosiddende, medbringende et par raderplader, som jeg – i hvert fald for den enes vedkommende – fik bearbejdet med en radernål og skrabestål. 

Det kom der det tryk, som ses herover, ud af.
 

Badesæsonen har vel aldrig rigtigt været slut?

 

De fleste forbinder vel ture til sø og strand og dukkerter med sommer? 

Der findes dog mennesker, der dyrker den – i min verden – selvpinagtige fornøjelse vinterbadning. 

Jeg var travet ned et en nærliggende sø med henblik på at kreere et par raderinger, og der var i påsken adskillige, der dukkede op dykkede ned i det sandsynligvis iskolde vand. 

Der var faktisk heller ikke rigtigt nogen af badegæsterne, der befandt sig længe i vandet, og det er fuldt forståeligt; men nogle påstår, at det er sundt, og det vil jeg ikke modsige dem. 

Mellem raderingerne foretog jeg lige et var hurtige tegninger ved Almind Sø og hurtig skal man bestemt være, da badegæsterne har fart på. 

Det er måske ikke så mærkeligt?

"Skabsårhusianerens" boganmeldelse sendt til redaktionen

Selv om Aarhus gennem årene har undergået markante forandringer, finder man dog steder i Smilets By, som står uforandrede, hvilket illustreres af Christian H. Nielsen i fotografiet øverst fra hjørnet af Graven og Mejlgade fra 2025. Fotografiet nederst er samme lokalitet fotograferet i ca. 1907 af en fotograf med det ekstremt lange navn Edvard Peter Søren August Arnesen Monsrud. Billedet er fundet i Aarhus Stadsarkiv

For nyligt kunne jeg her på blog'en fortælle om en bog, jeg netop har modtaget med henblik på en anmeldelse på portalen KULTURINFORMATION. 

Nu har jeg færdigskrevet anmeldelsen af Aarhus før & nu’ og afsendt den til redaktionen. Jeg giver lige et pip, når anmeldelsen er publiceret. 

Bogen består af før/efter-fotos fra Smilets By og det er forfatteren og fotografen, Christian H. Nielsen, der står bag udgivelsen. 

Det har været en stor fornøjelse som ”skabsårhusianer” at studere og beskrive bogen. 

Nielsen har tidligere stået bag en tilsvarende bog om København, og anmeldelsen af den kan læses på KULTURINFORMATION HER>