onsdag den 9. juli 2025

'Kunsten... og dem der gjorde det' publiceret

 

Essaysamlingen ’Kunsten… og dem der gjorde det’ er nu publiceret som e-bog og rummer temaer baseret på Carl Barks’ Andeby, Asger Jorn/Stalingrad, Barnett Newman, De Stijl/Gerrit Rietveld, Tony Matelli, Cardiff & Miller, Per Kirkeby samt en beretning om en betændt sag, der inkluderer flere påståede værker fra den britiske kunstner Francis Bacons atelier. Bogen kan læses HER>

HEART ramt af millionunderskud

 

I 2022 viste HEART en fantastisk udstilling med værker af den britiske billedhugger Tony Cragg

På webportalen Kulturmonitor kunne man for nylig læse, at HEART Herning Museum of Contemporary Art i 2024 har haft et underskud på hele 4,6 millioner kroner. 

Årsagen skal blandt andet findes i stigende driftsomkostninger på museet og – ikke mindst, sikkert – finansieringen af kunstfestivalen Socle du Mondes ni udstillinger. 

Allerede i efteråret 2024 blev det publiceret fra museet, at HEARTs direktør Holger Reenberg var fratrådt stillingen, og at man i stedet valgte at konstituere museets formidlingschef Anja Lemcke Stær som direktør, indtil en permanent løsning er fundet. 

Det er imidlertid ikke sket endnu; men ansøgningsfristen er 31. august, så hvis man går rundt med en museumsdirektørdrøm i maven, er der stadig tid at løbe på.

mandag den 7. juli 2025

Rembrandt, Dürer og Hammershøi til småpenge

 

Albrecht Dürer: ’Kanonen’. Tryksigneret, dateret 1518. Radering. 21,9 x 32,4 cmVurd.: 10.000-15.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Det hører nok decideret til sjældenhederne, at man på en auktion har mulighed for at erhverve sig værker af store kunstnere fra kunsthistorien til under 10.000 kr. 

Hvis man imidlertid kan leve med, at værker af Rembrandt, Albrecht Dürer og Vilhelm Hammershøi er tryk eller tegninger på papir, er det faktisk muligt i august at erhverve sig kunst af nogle ret store kanoner hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, og det er allerede faktisk allerede nu muligt at byde på værker af – foruden de nævnte – Martinus Rørbye, Christen Købke, C.W. Eckersberg, J.Th. Lundbye, Fritz Syberg og Johannes Larsen samt et hav af andre kunstnere på auktionen, der løber online og afsluttes d. 4. august.

lørdag den 5. juli 2025

Ribe Kunstmuseum skærper samlingen

 

William Scharff: ’Hønsebillede’, 1917. Ole på lærred. 66 x 75 cm. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

»Så har vi Rude. Så har vi Giersing. Så har vi Weie og Lundstrøm, men der er så også nogen, vi ikke har«


Udtalelsen fremsat af museumsdirektør Anne-Mette Villumsen er blot en lille detalje i forhold til en reportage, jeg lavede ved årsskiftet om Ribe Kunstmuseum. 


Til dels kom samtalen mellem museumsdirektøren og mig til at handle om museets samling og prioriteringen af den modernistiske kunst. 


Siden har Ribe Kunstmuseum skærpet samlingen og ifølge netmediet rykindribe.dk med ikke mindre end 12 nye værker. 


Her er det interessant at nævne netop et væsentligt modernistisk værk af maleren William Scharff (1886-1959), som netop tilhører kredsen af modernister, der havde en stor betydning i begyndelsen af 1900-tallet. 


Maleriet ’Hønsebillede’ fra 1917 blev således erhvervet med støtte fra Augustinus Fonden og Ny Carlsbergfondet af Ribe Kunstmuseum ved en auktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner tidligere i år. 


Maleriet var vurderet til 200.000-250.000 kr.; men prisen røg altså op i 750.000 kr. for maleriet. 


Ud over dette værk har Ribe Kunstmuseum erhvervet et landskab af Scharff, et maleri af Astrid Holm samt et antal skulpturer af Astrid Noack.

torsdag den 3. juli 2025

Telefontegninger

 


Altså bortset fra, at jeg ikke talte i telefon, mens jeg lavede disse tegninger på bagsiden af nogle giro-indbetalingspapirer, er det nok sådan, de fleste oplever tegninger, som er produceret uden synderlig grund – blot ud af intuition, og efter hukommelsen, måske? 

Jeg klæbede efterfølgende tegningerne op i en skitseblok og så blev de med ét ret eksklusive, men det sjove er, at den spraylim, jeg brugte, gjorde tegningerne fugtige så man kan ane teksten fra det oprindelige ark gennem papiret. 

Jeg valgte at opfatte det som en gave til værkerne.

onsdag den 2. juli 2025

'Kunsten... og dem der gjorde det' på vej som e-bog

 

Jeg laver alt lige fra tekst til design af ’Kunsten… og dem der gjorde det’. Så er projektet i sikre hænder.

Jeg har gennem de seneste par år forfattet et antal essays om mine oplevelser med billedkunsten gennem en del år af mit liv, og disse essays er jeg lige nu i gang med at redigere. 

Jeg regner med at kunne lave et link til en e-bog med titlen ’Kunsten… og dem der gjorde det’ inden længe. 

Jeg lover, at jeg kommer vidt omkring i kunsthistorien i bogen, og når jeg laver projektet på denne måde, er det fordi, at jeg for længst har erkendt, at ingen forlag vil bruge resurser på en forfatter, som er uden for det akademiske og kendisbaserede miljø. 

Det er fint nok! Jeg har altid gjort tingene på min egen måde.

tirsdag den 1. juli 2025

Ud i det

 




Jeg overhørte en samtale mellem en kvinde og en mand ved stranden den 1. juli. 

Her burde man vel forvente, at vandtemperaturen ved min favoritstrand i Østjylland havde nået et anstændigt niveau; men det er stadig – undskyld mig – pissekoldt, og dialogen mellem de to drejede sig netop om, at kvinden blot konstaterede, at det handler om at kaste sig ”ud i det”, ellers kommer man aldrig i med hele kroppen. 

Det er så rigtigt, som det er udtalt.

søndag den 29. juni 2025

500-600 mennesker klapper på 2 og 4

 

Basunisten Ole Mathiasen blæser redaktøren bag denne blog et stykke under Riverboat Jazz Festival 2025

»Umiddelbart er det på grund af musikken; men efterhånden som vi er kommet 7-8 år i træk, holder man også af Silkeborg, fordi byen er smuk, men musikalsk set er jeg også forundret og glad over er, at publikum klapper på 2 og 4. Du oplever ikke andre steder, at der sidder 500-600 mennesker og klapper på 2 og 4. Hvad der også er fantastisk ved Riverboat Jazz Festival, er hvor varieret, den er. I øjeblikket spiller Nanna Carling Swingband, vi har hørt fransk Sidney Bechet-præget musik og nu skal vi op og høre Mads Mathias synge Nat King Cole, og så er jeg glad for – altså 80 % af publikum er dem, der er grå i toppen – at der også kommer unge mennesker, som godt kan li’ det«


Udtalelsen er fremsat af radiomanden (RødoverKanalen) og basunisten Ole Mathiasen, som jeg lavede et interview med under årets udgave af Riverboat Jazz Festival. 


Uddraget skal bruges i en reportage, som jeg i skrivende stund er i gang med at forfatte om festivalen, der faktisk til næste år kan fejre 60 års jubilæum. 


Ellers bør jeg blot nævne, at det var på opfordring af kapelmesteren, at jeg crashede Sigurd Barret & The Cigars’ koncert i min egenskab af ”Mr. Nobody”. Det hele var improviseret, hvilket mange, som jeg mødte senere under festivalen, var i tvivl om. 

lørdag den 28. juni 2025

Hvordan Petersen blev Sylvester

 

Historien om kunstneren, skuespilleren og gøgleren Leif Sylvester rummer mange aspekter, og dem har Per Pedersen, som jeg også selv har haft besøg af på værkstedet, beskrevet i denne samtale med kunstneren.

Jazz'en flyder i floder

 



















Overskriften er måske sjov, idet den refererer til den årlige begivenhed Riverboat Jazz Festival, men det var nu ikke ment som en morsomhed.

Den er ganske enkelt forfattet ud fra en idé, jeg har fået med henblik på at skrive en reportage fra årets festival, som har fundet sted i Silkeborg siden 1966.

Herover blot nogle få af de stemningsbilleder, jeg har taget under arrangementet i løbet af torsdagen og fredagen - og i skrivende stund er jeg i gang med at forberede mig på lørdagens koncerter.

Reportagen vil kunne læses på portalen KULTURINFORMATION ganske kort tid efter festivalen er afsluttet

onsdag den 25. juni 2025

Olivia Holm-Møllers korrespondance gjort tilgængelig

 

Olivia Holm-Møller, ca. 1937 fra Karl Holm-Møllers fotoarkiv (pressefoto: Holstebro Kunstmuseum)

For et par år siden havde jeg den udsøgte fornøjelse at anmelde en udstilling – ledsaget af en biografi af mag.art. og dr.phil. Lennart Gottlieb – med grafiske arbejder af Olivia Holm-Møller (1875-1970) på Holstebro Kunstmuseum. 

Hvis man ikke kan få nok af historien om Olivia, er det nu muligt at få et yderligere indblik i kunstnerens liv, da en stor del af hendes korrespondance er blevet digitaliseret af cand.mag. i kunsthistorie Silke Jolly Engberg og efterfølgende publiceret. 

Man kan sagtens spørge sig selv, om nødvendigheden af at bruge et år på en sådan forskningsbaseret proces, som sikkert udelukkende besidder en marginal interesse blandt kunstinteresserede; men her bør man huske på, at der også skal være noget for andre end det store forkromede flertal. Altså for de få! 

Man kan få adgang til de mere end 300 breve forfattet over en periode på omkring 70 år ved at klikke HER>

Resultater af grafikauktion hos Bonhams i London

 

Dette litografi af Francis Bacon ’Study for Portrait of Pope Innocent after Velasquez’ nåede et hammerslag på 134.345 danske kroner (foto: Bonhams)

Det var nogle af de store kanoner, der var under hammeren forleden dag hos auktionshuset Bonhams i London, som det danske auktionshus Bruun Rasmussen som bekendt er en del af. 

Der blev solgt grafik i to kategorier – dels med udgangspunkt i værker af den britiske kunstner David Hockney, som jeg her på siden for nyligt kunne fortælle om blandt andet i kraft af et par raderinger fra 1995. 

Den ene af disse gik for svimlende 190.000 danske kroner, hvilket må siges at være en fin pris for en sort-hvid akvatinteætsning. 

En anden radering med et tilsvarende solsikkemotiv blev solgt for lidt over det halve; men alligevel til en anstændig pris. 

I kategorien med grafiske tryk i en mere alsidig forstand var det kunstnere lige fra Albrecht Dürer over Rembrandt til Pablo Picasso, Francis Bacon og Andy Warhol, der var bud efter og et serigrafi af Warhol med en farverig zebra som motiv ramte forrygende 1,3 millioner kroner i hammerslag. 

Det var faktisk ret interessant at følge auktionerne fra Bonhams’ afdeling i London. Det bliver ikke sidste gang.

tirsdag den 24. juni 2025

Debut som lyriker

 

Klik HER> og læs digtsamlingen med den fantasiløse titel ’Digte #1’

Er Meningspunktet en fiasko?

 

Det tog lidt tid, inden det var muligt at lave en profil på det nye sociale medie Meningspunktet, som er skabt som et alternativ til sociale medier som Facebook og Instagram. 

Imidlertid er det tydeligt, at man har store problemer med at tiltrække brugere, hvilket blandt andet udmønter sig i, at flere grupper på Meningspunktet overhovedet ikke har nogen trafik. 

Samtidigt åbner mediet tilsyneladende mulighed for at brugerne kan oprette anonyme profiler, hvilket var noget af det, som man ville tage et opgør med i relation til de etablerede SoMe-værktøjer. 

Det er måske lidt tidligt efter få dage at dømme Meningspunktet som en fiasko; men der er sandt for dyden ikke meget aktivitet på mediet. 

Jeg afventer imidlertid tingenes tilstand, inden jeg melder mig ud.


Man kan blive overrasket

 

David Hockney: ’Sunflower I’, 1995. Akvatinteætsning46,4 x 38,5 cm. (foto: Bonhams)

En gang imellem klikker jeg mig ind på diverse auktionshuses hjemmesider for at følge prisudviklingen på især moderne kunst, og netop i skrivende stund har jeg i forlængelse af en artikel i New York Times, som beskriver en ”krise” på kunstmessen Art Basel i Schweiz, hvor man er bekymret over, at herredyre kunstværker ikke kan sælges til stenrige amerikanske samlere på grund af Donald Trumps toldmur, klikket mig ind på auktionshuset Bonhams hjemmeside med henblik på at studere, hvad man her har under hammeren. 

I en temaauktion med undertitlen ’An Even Bigger Picture: David Hockney & Friends’ fandt jeg til min overraskelse et grafisk værk af David Hockney, og jeg vidste udmærket, at Hockney har arbejdet med raderinger; men dette grafiske arbejde er i sort-hvid og rummer egenskaber, der i alle henseender viser Hockney som den alsidige kunstner, han er. 

Man skal til lommerne, hvis man vil erhverve sig trykket, der er vurderet til 52.000-70.000 kr.

mandag den 23. juni 2025

Fra lun sommer til klam regn

 

’Strand’. Akvarel, oliepastel, kul, kaffe på Hahnemühle Expression akvarelpapir. 26 x 37 cm.

’Strand’. Akvarel, oliepastel, kul, kaffe på Hahnemühle Expression akvarelpapir. 21 x 27 cm.


Juni måned har haft sine udmærkede sommerdage; men i skrivende stund regner det lystigt, hvilket jeg ikke er så glad for; men heldigvis kan jeg bruge nogle timer på værkstedet med henblik på at få viderebearbejdet de relativt mange skitser, jeg har fået lavet ved en østjysk strand i de forløbne par uger. 


Det hører med til historien, at akvarelfarverne er af mærket Daniel Smith, som jeg har haft liggende på værkstedet i et års tid. 


Nu er de imidlertid kommet i spil.



søndag den 22. juni 2025

Flagrende arme og hurraråb

 

Martha Jungwirth: ’Memorial II (Triptychon)’, 2021 (foto: Ulrich Ghezzi)

»De nyeste og største af Jungwirths malerier er som en vild dans, hvor man med armene i vejret viser, at man er noget så forrygende ligeglad med, hvad andre måtte mene. Hvor man spinner om sig selv med flagrende arme og høje hurraråb«


I en tid, hvor dagbladene i kongeriget nedprioriterer kunstkritik, er det dog trods alt tilfredsstillende, at den avis, jeg selv abonnerer på – så længe det varer – bringer kunstanmeldelser. 


Aktuelt drejer det sig om udstillingen med værker af den østrigske maler Martha Jungwirth, som indtil d. 8. august kan ses på Museum Jorn i Silkeborg. 


Trine Ross giver fem ud af seks mulige hjerter i Politiken… læs min egen anmeldelse af samme udstilling på KULTURINFORMATION HER>

lørdag den 21. juni 2025

Nye anmeldelser (12)

 

Spørgsmål hober sig op ved åbning af ny udstillingssal: Vil ARoS være et oplevelsescenter eller et kunstmuseum? ⭐⭐⭐

Sommerens store og omfattende udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad, som er vanskelig at navigere i, taler med tjekkisk accent til instinkterne hos børn og voksne ⭐⭐⭐⭐

De fotografiske genrer inden for samtidskunsten har sine slørede hjørner, og kan i Astrid Kruse Jensens version akkumulere lys i en dyster tid ⭐⭐⭐⭐⭐



fredag den 20. juni 2025

Lidt kritik af åbningsudstilling på ARoS

 

Installationsfoto af udstillingen ’Lost Property’ (foto: Mads Smidstrup © ARoS 2025)

For nylig kunne jeg her på blog'en berette om et nyt udstillingsområde på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Salling Galleriet vil fremadrettet præsentere installationer, som kræver megen plads, og netop plads fordrer konceptet ’Lost Property’, der primært har en videoinstallation af den britiske kunstner Jenkin van Zyl som et ganske effektfuldt og visuelt støjende omdrejningspunkt. 

Jeg mener, at ARoS efterhånden præsenterer mange af den slags udstillinger, og derfor spørger jeg også i min underrubrik i anmeldelsen, som netop er publiceret på portalen KULTURINFORMATION, om ARoS vil være et oplevelsescenter eller et kunstmuseum. 

Jeg er ganske klar over, at spektakulære og højrøstede installationsprojekter er en del af kunstscenen i dag, men jeg mener faktisk også, at ARoS har temmelig meget fokus på samtidskunst, og dermed muligvis svigter den historiske del af billedkunsten i nogen grad. 

’Lost Property’ kan ses helt frem til d. 6. april 2026 – og det er da længe, skulle jeg mene… 

Til gengæld kan De læse min anmeldelse af udstillingen HER>

torsdag den 19. juni 2025

Jorn, Juhl, Salto, Siesbye og alle de andre

 

Der var andet end Cobra-kunst under hammeren ved Bruun Rasmussens auktion over moderne kunst. Modernismen var blandt andet repræsenteret ved dette fine maleri af Edvard Weie: ’Dame paa Terrassen’, 1937-38. Olie på lærred. 79 x 99 cmVurd.: 150.000-200.000 kr. Hammerslag: 260.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Asger Jorn: 'Les animaux domestiques (Le bestie domestiche)', 1955. Olie på lærred. 105 x 87 cm. Vurd.: 1.000.000-1.200.000 kr. Hammerslag: 1.250.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Alev Siesbye: Cirkulær skål af stentøj, 1983. Vurd.: 30.000 kr.. Hammerslag: 60.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Der er altid store forventninger til de nævnte kunstnere, når auktionshuset Bruun Rasmussen blænder op for liveauktion i domicilet i Lyngby, og netop de fire var da også temaer i den netop gennemførte sommerauktion. 

Ganske vist kunne et par malerier af Asger Jorn ikke sælges, men til gengæld ramte et usædvanligt maleri af kunstneren et hammerslag på 1.250.000 kr. mod en vurdering på 1-1,2 millioner. 

Et hurtigt blik på oversigten over de solgte varer overraskede ved et maleri af Mogens Balle, som var vurderet til 50.000-60.000. Det opnåede en pris på 200.000 kr., hvilket jeg mener, er en høj pris for et værk af Balle. 

Ellers var priserne ret forudsigelige på de Cobra-værker, der vel at mærke kunne sælges. 

Axel Salto, Finn Juhl og Alev Siesbye er så godt som altid stensikre sællerter, når deres designs kommer under hammeren og denne gang var ingen undtagelse. 

Et eksempel: En smuk lille skål af Siesbye opnåede et hammerslag på 60.000 kr. mod en vurdering på 30.000.

En fest i vandkanten

 




I det hele taget finder jeg det ret livsbekræftende at befinde mig ved en stand på en varm sommerdag i juni. 

Denne tilstand forstærkes dog, når jeg oplever de unge mennesker kreere deres egen fest i vandkanten, som man kan se det i de fire tegninger herover. 

Man skal dog være kvik med blyanten, hvis man vil skabe en præcis beskrivelse af stemningen, da der er bevægelser i spil. 

Derfor er der ingen garanti for, at scenarierne er 1:1 perfekte; men hvornår er de det?