tirsdag den 13. april 2021

Til udstilling med hr. HuskMitNavn

 





Uden at røbe for meget i forhold til en anmeldelse, som jeg netop har afsendt til redaktionen på et større dansk dagblad, kan jeg sige, at det var en fornøjelse at besøge Charlotte Fogh Gallery på galleriets nye adresse i Aarhus.

Besøget drejede sig naturligvis om en udstilling med kunstneren, som alle kender, men ingen ved, hvem er.

Enkelte udvalgte værker fra HuskMitNavn-udstillingen kan ses herover, og som sædvanligt, når det handler om netop denne kunstner, er det den danske folkesjæl og spidsborgerlighed, der bliver taget under kærlig behandling. 

Svanholm om Drachmann, historie og kulturarv

 

For snart længe siden kunne man her på blog'en se et kort uddrag af en videosekvens, som blev produceret af Søgaard Film til brug for udstillingen 'Vores værker' på Skagens Museum.

Nu er klippet, der drejer sig om mit valg til udstillingen - en stor tegning/skitse af Holger Drachmann, tilgængelig på YouTube, og den kan I såmænd godt få at se. Sekvensen er optaget på mit værksted i efteråret 2020.

Udstillingen? Den var åben i beskedne 11 dage af en alt for velkendt årsag.

mandag den 12. april 2021

Virtuel tour i 'Vores værker'

 

11 dage! Det var, hvad det kunne blive til, da Skagens Kunstmuseum åbnede udstillingen 'Vores værker', hvor 63 personer - kendte som ukendte - udvalgte hvert sig værk fra museets samling til udstillingen.

Heldigvis har museet ladet producere en lille virtuel præsentation produceret af Søgaard Film, og det er dén, der netop kan ses herover.

Værkstedet d. 12. april 2021


 

søndag den 11. april 2021

Genåbningen nærmer sig

 

HuskMitNavn: 'Back to Nature (Again)', 20121. Akryl på lærred, 120 x 160 cm. (pressefoto: Charlotte Fogh Gallery)


Den 21. april er en dato, jeg tror rigtig mange udstillingsinstitutioner glæder sig til. Ikke mindst kunsthallerne og museerne har været fanget i et svært dilemma med udstillinger, man gerne ville vise, men som det desværre ikke har været muligt at lukke publikum ind til. 

Nu lysner det imidlertid! Det kommer også til at påvirke min hverdag, og jeg har planlagt flere udstillingsbesøg inden for de næste uger. 

Først er det en soloudstilling med kunstneren alle kender, men ingen ved, hvem er: HuskMitNavn kan snart ses hos Charlotte Fogh Gallery i Aarhus. 

Så besøger jeg Holstebro Kunstmuseum, der - når museet åbner - viser en udstilling med kunstneren, der kogte alt ned til de to primærfarver rød og blå, Albert Mertz, og den udstilling kan ses indtil den 16. maj, så den kan lige nå at blive anmeldt. 

Jeg har anmeldelser liggende af Miró & Jorn på Museum Jorn og de to aktuelle og heldigvis forlængede udstillinger i Viborg Kunsthal, så der bliver noget at sende til redaktionen på et større dansk dagblad i den næste tid. 

More to follow, som man siger...

onsdag den 7. april 2021

Alternative og kryptopiske landskaber på Trapholt

 

Installationsfoto fra udstillingen 'Mie Mørkeberg - Kryptomania' på Trapholt i Kolding (pressefoto: Trapholt)

"Kunstværkerne - maleri og keramik - er skabt til udstillingen og udfolder et komplet univers - en verden i sig selv. Motiverne indeholder golde landskaber, kosmiske væsner og drømmende menneskekroppe. Udtrykket indeholder Mørkebergs maleriske signatur med at skabe stemninger og rum, som på en og samme gang forekommer tiltrækkende og urovækkende"


Teksten herover er et kort uddrag fra pressemeddelelsen til udstillingen 'Kryptomania' på kunstmuseet Trapholt i Kolding med værker af Mie Mørkeberg (f. 1980). 


Udstillingen, som jeg er inviteret til preview på, inden Trapholt åbner for publikum d. 21. april, ligner en serie stærke symbolladede udsagn, som rækker klart bagud i kunsthistorien. 


En umiddelbar tanke rammer kunstnere som J.F. Willumsen og Edvard Munch, men skal man læne sig op ad nogle af kunsthistoriens historiske skikkelser, er de nævnte vel heller ikke så dårlige forbilleder. 


Jeg er dog sikker på, at Mørkeberg - som det også antydes i pressemeddelelsen - er helt sin egen, når det drejer sig om at skildre et alternativt og kryptopisk landskab. 


Jeg glæder mig under alle omstændigheder til at besøge det fine museum i Kolding.

mandag den 5. april 2021

For 434 millioner kroner "kryptokunst"

 

Beeple/Mike Winkelmann: 'Everydays: The First 5000 Days' (foto: Christie's Auction House/AFP/Ritzau Scanpix)

"Jeg ved ikke helt, hvor det lander i fremtiden, men jeg tror god, at det kan betyde, at man kan tjene penge på digitale værker. Folk synes, det er spændende. Der er dog også mange, der ikke helt kan begribe, hvad det går ud på. Jeg er inde i maskinrummet for at trykke på alle knapperne, for jeg bliver nødt til at prøve det for at kunne forholde mig til det"


Personen, der her giver et indblik i sin erfaring med fænomenet NFT - non-fungible-token, er billedkunstneren Ida Kvetny, som i et interview med Jyllands-Postens Sarah Kott beskriver sit forhold til den ny digital funktion inden for billedkunsten. 


Det hele har grebet voldsomt om sig i kraft af, at et digitalt kunstværk med titlen 'Everydays: The First 5000 Days' er blevet solgt hos auktionshuset Christie's for hele 434 mio. kroner. 


I artiklen beskrives værket som "kryptokunst" i form af en såkaldt NFT. Kunstneren, som kalder sig Beeple, men som hedder Mike Winkelmann, har i postet et værk dagligt i perioden fra 2007 til 2020, og det er et koncentrat af disse værker, som Beeple nu har skabt et unikt værk ud af, som ikke kan genskabes. 


Hvad meningen med dette kryptokunsthalløjsa dybest set er, kan jeg ikke gennemskue på nuværende tidspunkt, men enhver ved jo som bekendt, at man ikke skal afskrive nye udtryksformer eller metoder som en modedille inden for billedkunsten, men den aktuelle NFT-form fascinerer sandsynligvis et antal kunstnere på grund af det høje beløb, der er kommet for dagen her.