»Inde i Ulydig føles pladsen trang, en smule labyrintisk, et par siddepladser er betrukket med leopard, kunstigt og plasticagtigt. Gulvet burde måske klistre, væggene lugte af røg, sved og gammel øl, men det er et museum, ikke et værtshus, og vi kan vel bruge vores fantasi. Ikke mindst fordi den bliver hjulpet så godt på vej af energien, der springer fra de mørkmalede vægge«
Weekendavisens kunstanmelder Sarah von Essen har været forbi udstillingen ’Ulydig – Kroppen i punk’, der, som tidligere nævnt på siden her, kan ses indtil d. 13. december på ARoS i Aarhus.
Von Essen afslutter sin positive anmeldelse med følgende sætninger: »Punkkroppen, det ulydige hylster, er ikke hegnet ind på ARoS. Den er heller ikke befriet, men befriende, rå og ren energi, der sagtens tåler og overlever at blive vist frem på et museum«
»Spørgsmålet er bare, hvor meget hun kan bære? Her er Tate Modern mærkværdigvis helt tavs. Men ligesom virkelighedens Frida Kahlo blev knust af sygdom, ulykker og sikkert også hjertesorger, er hendes ansigt nu i fare for at blive trivialiseret, tæmmet og uskadeliggjort«
Politikens kunstanmelder Trine Ross har klare bekymringer vedrørende den mexicanske maler Frida Kahlo (1907-1954) og hendes rolle som symbol på, hvordan en kunstners eftermæle kan illustreres.
Få kunstnere i verdenshistorien er blevet mishandlet visuelt mere end Kahlo – og man kan se hende ikke blot som mere eller mindre posthum frivillig repræsentant for feminismen, men også i rent kommercielle sammenhænge.
Ross er i sin fire-hjertede anmeldelse stærkt skeptisk over for udstillingen på Tate Modern i London, og i hendes underrubrik hedder det: »Tate Modern skuffer med en rodet udstilling, men Frida Kahlo beviser endnu en gang, at hun er dronningen af dem alle«.
Det forekommer næsten symbolsk, at udstillingen, der kan ses frem til d. 3. januar 2027, har fået titlen ’The Making of an Icon’.
»På Politiken har vi siden Hørup og Brandes taget kunsten alvorligt og lyttet til, hvordan den sætter problemer under debat. Mens andre medier i de senere år har nedprioriteret kulturkritikken, har Politiken skruet op og moderniseret kritikstoffet til en digital social tid. Her skal vi på én gang være en uundværlig reference og værter for den kulturelle samtale, og vi skal være det for de nye generationer af mediebrugere såvel som vores elskede kernelæsere«
Denne tekst optræder i en jobannonce, hvor dagbladet Politiken søger en ny kritikredaktør.
Det vil angiveligt sige, at avisens kulturredaktør ikke magter opgaven at holde styr på dagbladets kulturkritikere?
Jeg kan ikke rigtigt definere noget ud fra det skrevne, men det hedder blandt andet i teksten:
»Der findes ingen redaktion som vores, og vi skal sammen definere, hvordan vi skal levere den kulturkritik, som en verden i opbrud skriger på. En tid, hvor de gamle begreber er gået i stykker, og hvor kun kunsten og kulturen kan levere de nye spørgsmål og svar, vi skal bruge«.
Jeg har fundet annoncen på portalen MediaWatch.
Ansøgningsfrist: 25. august.
I skrivende stund forbereder man sig i Paris på den afsluttende etape af Tour de France 2026, og løbet har været hårdt for nogle og lettere for andre, men jeg tror, der gik et gib igennem de fleste danske cykelfans, da Jonas Vingegaard styrtede på 15. etape og efterfølgende måtte udgå af løbet med et brækket kraveben.
Der var dog i særdeleshed også noget at glæde sig over, hvis man ifører sig den rød-hvide klaphat.
Således står Mads Pedersen til at vinde den grønne pointtrøje i løbet og det er første gang, at denne ære tilfalder en dansk cykelrytter i Tour’en.
Dermed har Mads P. vundet pointtrøjen i samtlige Grand Tours og det er ikke mange, der har gjort det.
Vi får også en dansk rytter i Top 10, da Mathias Skjelmose inden den sidste etape ligger nummer seks i købets klassement, og da der ikke er tradition for, at dette ændrer sig i Tour’ens sidste etape, ender ”Skjel” sandsynligvis der, hvilket er imponerende.
Behøver jeg at nævne, at Tadej Pogačar vandt løbet?
Man kan for tiden se i Maria Dublins udstilling ’A Tree is a Tree is a Tree: The Tree Chapel’ på KunstCentret Silkeborg Bad, og den har jeg kigget nærmere på med henblik på en anmeldelse til portalen KULTURINFORMATION, og nu kan anmeldelsen læses HER>
»Scharff skabte et billedsprog, der bevæger sig mellem rå ekspressiv kraft og håndværksmæssig perfektion, og han indflettede store spørgsmål i det hverdagslige: i et barns leg, i en hønes nervøse bevægelser eller en skovs nærmest radioaktive glød«
Den Scharff, der nævnes i citatet herover, er naturligvis William Scharff (1886-1959) og teksten er blot et udsnit af pressemeddelelsen til udstillingen ’William Scharff – Den poetiske rebel’, der kan ses på Randers Kunstmuseum i perioden 8. august 2026-11. januar 2027.
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Randers Kunstmuseum, Sorø Kunstmuseum og Ribe Kunstmuseum.
Jeg har planlagt en anmeldelse af udstillingen, så meget mere om den, når den er åbnet i Randers.
»Denne udstilling er en lækkerbisken for øje og sjæl, og så er den godt tænkt som et supplement eller en fortsættelse i tid og teknik, idet den trækker en linje, en rød tråd fra Joakim Skovgaards fresker i Viborg Domkirke til denne sommerudstilling«
Citatet stammer fra Kulturinformations kunstanmelder Kirsten Kytner, der har besøgt udstillingen ’Al Fresco’, hvor Erik A. Frandsen på Skovgaard Museet udfordrer den klassiske metode fresco, hvilket, som Kytner også nævner, afstedkommer en direkte reference til udsmykningen i Viborg Domkirke i umiddelbar nærhed af Skovgaard Museet.
Udstillingen, som Kytner tildeler fem af seks stjerner, kan ses frem til d. 20. september… læs anmeldelsen HER>
KunstCentret Silkeborg Bad er beliggende i udkanten af det store skovområde Silkeborg Vesterskov og et sådant er naturligvis kendetegnet ved tilstedeværelsen af adskillige træer.
Det er dog ikke den slags træer, man kan se i Maria Dublins udstilling ’A Tree is a Tree is a Tree : The Tree Chapel’ i kunstcentret.
Jeg besøgte udstillingen ved åbningen, men har netop genbesøgt den med henblik på en anmeldelse, så meget mere om Dublins udstilling senere.
»Kunst bliver nogle gange taget alt for seriøst. Man skal også være i stand til at le af sig selv og arbejde med et glimt i øjet«.
Således udtalte den tyske maler Ralph Fleck en gang i et interview med kurator Walter Smerling, og når man ser på Flecks malerier, oplever man en kunstner, som ikke lod sig begrænse af motivets manglende prætentiøse betydning.
Hans motto syntes at være, at alt kan bringes i spil som motiv og gøres interessant.
Jeg stødte på Flecks værker under en af mine mange ture til Berlin i 2022, og jeg blev ret omgående ret optaget af hans billedsprog.
Jeg har netop erfaret via kunstportalen Artdaily. com, at Ralph Smeck, der var født i Freiburg i Tyskland, er død 75 år gammel.
»Udstillingen er velkurateret og en fornøjelse at bevæge sig rundt i. Eneste anke er, at der ikke er flere skulpturer, for trods hans insisterende omgang med oliemaleriet er det tydeligt, at nogen stor kolorist, det var Svend Wiig Hansen ikke«
Det er altid et diskussionsemne, når billedkunstnere benytter sig af maleriet i en ekspressiv version.
Det gælder også Svend Wiig Hansen (1922-1997), der for tiden er udstillingsaktuel på kunstmuseet ARoS i Aarhus.
Udstillingen, som kan ses frem til d. 30. august, har haft besøg af Berlingskes anmelder Holger Dahl, der netop beskæftiger sig med Wiig Hansen som maler i relation til samme kunstner som billedhugger og denne analyse er bestemt relevant, da udstillingen næsten bliver kvalt af de mange malerier, hvor farverne synes påført ublandende, hvilket kan opleves som en manglende bevidsthed om farvernes indbyrdes udstrækning.
Dahl giver fem ud af seks stjerner til udstillingen trods de nævnte forbehold… min egen anmeldelse af udstillingen kan ses HER>
Få hundrede nede af Næsvej finder man i forbindelse med et sommerhusområde en grusvej på højre hånd og den ender efter en blød venstrekurve i en smal sti, som fører ned til stranden, hvor der befinder sig en badebro, som primært benyttes af sommerhusenes beboere.
Marcherer man derimod få hundrede meter mod syd, vil man opdage en anden badebro, som er tilknyttet den nærliggende naturistcampingplads og her kan man som almindelig badegæst blot slå sig ned og nyde området i fulde drag.
Tegningerne herover er lavet ved en dag på Kysing Strand, hvor temperaturerne tangerede omkring 28 grader.
»Men det er også en udstillingen, som forholder sig lidt unysgerrigt til sit emne om den aldrende kunstner og ikke for alvor er interesseret i at stille spørgsmål om denne kunstens helt store pik, Picasso«
Jeg opgave på et tidpunkt under læsningen at sammentælle, hvor mange gange Politikens kunstanmelder Mathias Kryger bruger ordet ”pik” på dansk eller engelsk i sin anmeldelse af udstillingen ’Late Picasso’ på Kunsten Museum of Modern Art. Kryger tildeler dog trods visse kritikpunkter udstillingen fire ud af seks hjerter.
»På kunstmuseer reduceres lyd ofte til atmosfære. Her er den et materiale på linje med stof, video og krop. Støjen bliver en kunstnerisk metode snarere end et soundtrack. Den 50 år gamle støj lyder stadig forbløffende nutidig, når den går i dialog med udstillingens nyere værker. Det gungrer i kroppen«
Portalen Seismograf beskæftiger sig primært med kunst forankret i lyd og musik, og derfor giver det mening, at man har anmeldt udstillingen ’Ulydig – Kroppen i punk’, der finder sted og kan ses indtil d. 13. december på ARoS i Aarhus, da en af mediets skribenter Andreo Michaelo Mielczarek har sat ord på sine oplevelser i udstillingen… læs anmeldelsen HER>
Hvis man lider af den overbevisning, at det er umuligt f.eks. at erhverve sig et kunstværk af Rembrandt, kan man godt tro om igen.
D. 3. august afslutter auktionshuset Bruun Rasmussen således en netauktion med kunstværker på papir, og her er netop Rembrandt van Rijn faktisk blandt varerne, der kommer under hammeren.
Udover Rembrandt kan man byde på værker af Michael og Anna Ancher, P.S. Krøyer, J. Th. Lundbye, P.C. Skovgaard, C.W. Eckersberg samt en masse andre spændende kunstnere.
Se udvalget HER>
Jeg har netop besøgt Googles AI-chatbot med henblik på at undersøge, om danske dagblade har beskæftiget sig med en udstilling, jeg ikke vil tøve med at beskrive som en mindre sensation.
Det drejer sig om ’Spectacle Famoso’, der viser 23 bronzeskulpturer, som Asger Jorn lavede som et af de sidste forløb i hans alt for korte liv.
Udstillingen kan naturligvis ses på Museum Jorn i Silkeborg; men jeg må omgående stille mig undrende over, hvordan en så essentiel udstilling med vigtige værker af en væsentlig kunstner er så underprioriteret af dagblade og medier i øvrigt; men det kan naturligvis ændre sig, da udstillingen varer frem til d. 6. september.
Jeg har dog skrevet en anmeldelse til portalen kulturinformation.org – og den kan læses HER>
»Der findes mennesker, der ikke blot elsker kunst, men som vier deres liv til den. Erik Veistrup var et af disse sjældne mennesker. Med hans død har dansk kunstliv mistet en usædvanlig samler – en kender med et skarpt blik, en utrættelig opsøger af nye værker og en formidler, hvis største glæde var at lade andre få del i kunsten«
Jeg mødte ofte Erik Veistrup ude i kunstlandskabet og vi havde for det meste en god og inspirerende dialog om, hvad der rørte sig i denne specielle verden.
Veistrup var, som det blandt andet fremgår i nekrologteksten herover fra portalen Artmatter.dk, en usædvanlig kunstsamler uden den formue og den ofte prætentiøse rolle, som udspilles blandt samlere af kunst.
Han købte med hjertet og ofte af kunstnere, som stadig var i begyndelsen af deres karrierer.
Det kræver som bekendt ikke den store indsigt at investere i allerede etablerede kunstneres værker, men også her var Veistrup usædvanlig.
Han blev 89 år gammel.
Hvad kan man så gøre?
Jeg valgte aktuelt at bruge dem alligevel, men resultatet blev ikke ubetinget vellykket. Jeg har ikke desto mindre valgt at gengive de famøse skitser/tegninger herover; og hvem ved? Måske bliver de næste meget bedre??
For nyligt besøgte jeg Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Birk Centerpark ved Herning med henblik på at forfatte en reportage i anledning af museets snarlige 50 års jubilæum.
Jeg nåede lige inden sommerferien at foretage en interessant dialog med museets leder Lotte Korshøj, der ikke mindst kunne berette om museets fremtidige vision, der handler om en digital åbning til store dele af museets samling.
Derudover kommer vi igennem fortællingen om de værker, der danner udgangspunkt for den aktuelle udstilling ’Folkegaven’, der kan ses frem til d. 20. december.
Reportagen kan læses på KULTURINFORMATION HER>
»Jeg ligger i slipstrømmen på Lars Svanholm fra Kulturinformation, som kalder Domen ”Et minimalistisk rum til eftertanke og meditation – et sekulært tempel«
Som anmeldelserne er blevet publiceret om installationen ’As Seen Below – The Dome’ et såkaldt Skyspace af den amerikanske kunstner James Turrell på ARoS, er det tydeligt, at meningerne blandt anmelderne er delte.
Kritikken har været krads af Politikens, Berlingskes og Informations anmeldere; men Connie Boe Boss, som er indehaver af blog’en Coboboblog er aldeles positiv, og refererer til min anmeldelse, som gav fem ud af seks mulige stjerner til installationen.
Jeg havde heldigvis mulighed for at opleve værket i relativ stilhed, da jeg deltog i pressevisningen umiddelbart inden indvielsen.
Få dage senere oplevede jeg installationen under den normale åbningstid på museet, og det var bestemt ikke en mindeværdig oplevelse på grund af et ganske støjende publikum.
I adskillige år lå et gigantisk antal malerier i et loftrum på slottet Château de Molesmes i Sydfrankrig.
Her havde maleren Carl-Henning Pedersen sit atelier og sin bolig siden en gang i 1970’erne og frem til sin død i 2007.
Værkerne er nu blevet transporteret til Danmark, hvor de indgår i Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museums samling.
Netop et antal af disse malerier, som aldrig tidligere har været udstillet, kan nu ses som en del af markeringen af museets 50 års jubilæum.
Jeg besøgte museet for nylig med henblik på at få museumsleder Lotte Korshøjs version af fortællingen om ikke blot ’Folkegaven’, men også om museets visioner for fremtiden, som tegner endog ganske interessant.
Jeg har planlagt en reportage, som på et tidspunkt kan læses på portalen KULTURINFORMATION.
»Og det kommer til at være et stort samtaleemne. Så det er en rigtig dårlig reklame for Copenhagen Jazz Festival, men også for hvordan man fremstiller Danmarks syn på amerikanske musikere«
Udtalelsen er fremsat i dagbladet Politiken af Denise Thigpen, der til dagligt arbejder med pr. og artist manegement, og reaktionen er fremkaldt i forhold til den officielle illustration, der formidler Copenhagen Jazz Festival på plakater og i festivalens program.
Hun angiver i sin kritik, at figuren på kunstværket ligner et blackface-motiv, som tidligere er blevet brugt i racistisk propaganda.
Hun tilføjer: »Det er en nedladende måde at skildre sorte mennesker på«.
Denise Thigpen er datter af den amerikanske trommeslager Ed Thigpen, der sammen med andre amerikanske musikere i 1960’erne og 1970’erne forlod USA, hvor de blev udsat for systematisk racisme.
Værket, der danner udgangspunkt for jazzfestivalens illustration er lavet af maleren Jack Kabangu, der født i Zambia og desuden er kendt som jovial deltager i DR’s programserie ’Kunstnerkolonien’.
TV er et stærkt medie, der tilsyneladende stadig kan gøre en kunstner med et stærkt begrænset talent berømt i et snuptag.
Det bør ikke være nogen hemmelighed, at min smartphone er noget værre lort, når det drejer sig om at lave videoer med den.
Alligevel har jeg klippet en lille produktion sammen fra pressevisningen af James Turrells skyspace 'As Seen Below - The Dome' på ARoS Aarhus Kunstmuseum.
Jeg beklager hjerteligt den elendige kvalitet.
