tirsdag den 31. marts 2020

"Flapper"


Trapholt tømmer lommerne

Trapholt i Kolding viser en fin udstilling med værker af Anette Harboe Flensburg - altså når museet åbner igen. 

"For os drejer det sig om mange millioner kroner, og det gør det også for vore kollegaer på mange af de andre store museer. Man kan sige, at  en måde straffer man os, der har været med til at skabe entréindtægter, som har været mantraet i kulturpolitikken"

Udtalelsen er fremsat af Karen Grøn, museumsdirektør på kunstmuseet Trapholt i Kolding, og dette interview er foretaget som led i en journalistisk beskrivelse på Danmarks Radios hjemmeside af de mange problemer, som blandt andet museerne i Danmark er udsat for i forbindelse med den altoverskyggende corona-virus, der nu hærger verden. 

Grøn antyder i citatet, at institutioner med en sund økonomi og penge på kistebunden straffes hårdt i forhold til dem med en mere løs økonomi. 

Hun udtaler blandt andet: "Vi kan godt holde til at have lukket et stykke tid, men så har vi også tømt alle lommer på museet, og det betyder, at der er nogle store livsnødvendige opgaver for museet, som ikke bliver gjort". 

I forhold til det sidste fremhæver hun blandt andet vandskader og klimaanlæg, som er rent praktiske foranstaltninger, som et museum er nødt til at tænke ind i helheden. 

Artiklen på DR er forfattet af Anne Mette Dam Thrane og Thomas Dinesen.

mandag den 30. marts 2020

ARoS i skyggen af corona

Om få dage skulle man på ARoS åbne den store udstilling 'Mythologies - The Beginning and End of Civilizations'. Den må udsættes på ubestemt tid. Her dog illustreret af Anselm Kiefers 'Väinämöinen - Aino', 2016. Mixed media (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)

"Hvordan det mere præcist ser ud, kan vi ikke sige noget om endnu. Vi kan blot forudse, at det bliver en dyr omgang for ARoS, som kan udfordre vores fremtidige investeringsmuligheder på indholdssiden for vores gæster"

Citatet afslutter en redegørelse af kunstmuseet ARoS' direktør Erlend Høyersten i et interview med Lisbeth Bonde på kunstportalen Kunsten.nu

Høyerstens udredning har som tema museets forventede tab som følge af lukningen, der ligger i forlængelse af den aktuelle corona-situation, og det er ikke småpenge, det drejer sig om: Med den foreløbige lukning til og med 13. april vil estimatet udgøre 2,5 millioner for marts og 3 millioner for den første halvdel af april, hvor påsken normalt er en indtægtsgivende tid for ARoS

Hele april vil udgøre et tab på 4,6 millioner, og er man tvunget til at holde lukket i maj, vil omsætningen for denne måned forventligt ramme 3,9 millioner. 

Det er altså med andre ord ikke bagateller, der er i spil for en institution af ARoS' størrelse. 

Jeg følger med i processen omkring corona i kunstverdenen.

fredag den 27. marts 2020

Udstilling med Louise Bourgeois-tegninger online

Louise Bourgeois: Uden titel, 1951. Tusch og kul på papir (foto: Hauser & Wirth)

I 1992 etablerede Iwan og Manuela Wirth samt Ursula Hauser galleriet Hauser & Wirth i Zürich i Schweiz. 

Senere blev der etableret tilsvarende institutioner forskellige steder i verden og i dag er Iwan og Manuela Wirth nummer tre på ArtReviews liste over de mest magtfulde personer på den internationale kunstscene. 

Ursula Hauser, som er moder til Manuela og svigermor til Iwan, har i dag viet sit liv til sin egen samling af kvindelige kunstnere, og netop nu viser Hauser & Wirth en online-udstilling med tegninger af Louise Bourgeois (1911-2010). 

Når man ikke kan komme fysisk på kunstudstilling, er online-initiativer af denne karakter naturligvis relevante... 

Se 'Louise Bourgeois Drawings 1947-2007' HER>

torsdag den 26. marts 2020

Auktioner på nettet

Avev Ebüzziya Siesbye: Rund bordskål af stentøj, dekoreret i koboltblå glasur med mørk kant (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Når man fysisk er begrænset i sin færden, kan man udmærket lade sig underholde ved at følge netauktionerne på auktionshuset Bruun Rasmussens hjemmeside. 

Her han man netop afsluttet et par auktioner med moderne kunst og design samt samtidskunst. 

I førstnævnte kategori er der kun ganske få overraskelser, men noget kunne tyde på, at den konkret-abstrakte kunstner Mogens Lohmann (1918-1985) er stigende i interesse. 

Et maleri fra Venice af Kai Lindemann (1931-2007) fra 1990 er ret uforståeligt vurderet til kr. 8.000, men fik et hammerslag på 30.000. Måske er den lave vurdering et udtryk for, at Lindemann var ved at forsvinde lidt ud af kunstverdenens bevidsthed? 

Til gengæld går priserne på værker af keramikeren Alev Siesbye kun én vej, og det er opad. Bordskålen, der illustrerer dette indlæg fik et hammerslag på kr. 90.000 mod en vurdering på 40.000. 

I kategorien samtidskunst var der ikke de store udsving i forhold til vurdering/hammerslag - dog måtte flere værker af Michael Kvium trækkes tilbage, da de ikke kunne opnå en tilfredsstillende mindstepris.

onsdag den 25. marts 2020

Fra Arken til Brandts

For et halvt år siden, kunne jeg her på siden fortælle, at Mads Damsbo var blevet afskediget som direktør for museumskomplekset Brandts i Odense. Siden har Ellen Drost fungeret som midlertidig direktør. 

Nu har bestyrelsen på Brandts ansat den kunstfaglige chef på Arken, cand.mag. og ph.d. Stine Høholt (billedet) som direktør med tiltrædelse d. 1. maj. 

Museets bestyrelsesformand, Bolette Christensen udtaler i den anledning: "Med sine mere end 15 års museums- og ledelseserfaring samt en betydelig og samtidig uhyre succesrig baggrund med at udvikle, tilrettelægge og formidle store udstillinger, er der ingen tvivl om, at Stine Høholt vil bringe et boost af inspiration og energi til Brandts". 

Stine Høholt er født i 1972.

Kunst i coronaens tid







Ja, naturligvis har jeg tyvstjålet ordene fra overskriften - eller i det mindste ladet mig voldsomt inspirere fra Gabriel Gacia Marquez' romantitel 'Kærlighed i koleraens tid'. 

Jeg blev grebet af en underlig stemning, da jeg ikke kunne finde et eneste udstillingssted i min umiddelbare nærhed, som ikke var lukket ned pga. faren for smitte fra COVID-19. 

Denne følelse er jeg i gang med at beskrive i en anmeldelse, som tager udgangspunkt i Galerie Modernes aktuelle påskeudstilling, der kan ses - forhåbentligt - frem til d. 2. maj. Og, jo! Galleriet har åbent... 

Og udstillingen kan ses, men dog med det forbehold, at der ikke må være flere end ti besøgende ad gangen. 

Dette kan muligvis blive en udfordring, når vi når påske - for Galerie Moderne har annonceret, at man har åbent i alle påskedagene.

Herover ses gengivelser af værker af Asger Jorn, Albert Mertz, Pierre Wemaëre og Ida Kvetny.

lørdag den 21. marts 2020

Udstillingsaflysning og lukkede museer

Det eneste i disse dage, der optager medierne, er den aktuelle undtagelsestilstand på globalt plan, som er fulgt efter den stadigt omsiggribende COVID-19 virus, der hærger verden som en pest. 

Det har naturligvis afstedkommet, at så godt som samtlige udstillingsinstitutioner er lukket for publikum. 

Nye udstillinger er i bedste fald iscenesat bag lukkede døre, mens man venter på en normalisering af corona-situationen

 Det mest frustrerende for de fleste er selvfølgelig, at man ikke har noget, der ligner en tidshorisont at disponere efter. 

Jeg har selv indstillet anmeldervirksomheden for en stund, og det virker ikke logisk, at de udstillinger, jeg havde planlagt at anmelde, bliver beskrevet. 

Det er i første omgang gået ud over en planlagt udstilling på Utzon Center i Aalborg og i næste ombæring bliver åbningen af en udstilling med værker af billedhuggeren Louise Nevelson på Kunsten, også i Aalborg, sikkert aflyst eller udsat på ubestemt tid. 

Coronaen har også påvirket min egen udstillingsvirksomhed. En planlagt udstilling hos Galleri Arte ved Lild Strand i Nordjylland er således også udsat til 2021. Den skulle efter planen have fundet sted i juni i år. 

Til gengæld er der sat dato på en udstilling, jeg afholder i samarbejde med Viborg Kunstforening i Pakhuset i Viborg. Den åbner lørdag d. 11. september 2021 kl. 11. Mon ikke man har fået bugt med corona'en til dén tid? Det håber jeg... 

Som nævnt er museerne og kunsthallerne for tiden lukket for publikum; men der er dog nogle udstillinger, som jeg tidligere har besøgt og fotograferet - så hvis man har lyst til at se, hvad man muligvis er gået glip af i de seneste uger, er der link til fotos fra udvalgte udstillinger herunder:
Markus Lüpertz, Museum Jorn, Silkeborg... se billeder HER>

'Flora - mellem planter og mennesker', Randers Kunstmuseum... se billeder HER>

Anette Harboe Flensburg - 'In Company With No-One', Trapholt... se billeder HER>

torsdag den 19. marts 2020

Et tilbageblik - 2008

Jacob Thage anno 2008

"I virkeligheden synes jeg, at i den her verden burde institutionerne skifte deres ledere ud lidt hyppigere. jeg synes, man måske skulle have fem år, og hvis man gjorde det rigtigt godt måske tre eller fem år til, fordi der skal fornyelse til"

I disse Corona-tider, hvor det sandt for dyden ikke er nyheder, der præger kunstmiljøet, kan man jo udmærket gå lidt tilbage i tiden, og det gjorde jeg for til min store overraskelse at opdage, at jeg faktisk for mere end ti år siden har leveret adskillige reportager og tekster til webportalen Kunsten.nu

Citatet herover stammer fra et interview, jeg lavede med den dengang nytiltrådte direktør for Silkeborg Kunstmuseum (nu Museum Jorn), Jacob Thage i august 2008. 

Thage er såmænd stadig direktør på museet her næsten 12 år senere, og det må vel være et udtryk for, at han har gjort det rigtigt, rigtigt godt?

mandag den 16. marts 2020

Åbent brev fra kunstner til statsministeren

For nyligt modtog jeg en indbydelse til en udstilling, der efter planen skulle finde sted på Børglum Kloster i Nordjylland. 

Om udstillingen åbner på den planlagte dag d. 4. april er naturligvis - set i lyset af Coronasituationen - uvist og tvivlsomt; men der er tale om en udstilling med værker af Per Arnoldi (billedet), og netop Per Arnoldi har i et åbent brev til kongerigets statsminister udtrykt bekymring samt en vis indignation over, at virksomheder og enkeltpersoner kan se frem til en kompensation for de tab, man bliver udsat for i forbindelse med samfundets nedlukning af aktiviteter, herunder arbejdspladser. 

Disse kompensationer gælder ikke for udøvere af kultur og kunst, og det er her Arnoldi tager ordet i et åbent brev til statsministeren, og jeg har også modtaget det:


"Kære Mette Frederiksen!

5. marts 1946 fyrede Winston Churchill, i en tale i Fulton, Missouri følgende klassiske og potente citat af:
”Et jerntæppe har nu sænket sig ned over Europa”.

Kære Mette, et andet jerntæppe har, gysende iskoldt, forleden midt i Corona-panikken sænket sig ned over vores lille land og delt det i to.
Ikke geografisk, men samfundsmæssigt og moralsk.

Når din regering lover at offentlige ansatte kan blive sendt hjem i fjorten dage (eller mere?) med fuld løn, må den anden halvdel af vores samfund gispe efter både vejret (et symptom) og forståelse.
Jeg forstår godt at I vil sikre de offentlige ansatte, samt, ved jeres nærmere eftertanke, også de privat ansatte.

Men hvad med de mange IKKE ansatte?
Hvad med de mange små selvstændige erhvervsdrivende? Kunstnerne, musikerne, damefrisøren med sin en-mands/dames betjente klinik, danserne, forfatterne og de mange andre mere eller mindre uorganiserede, som her kommer i alvorlig klemme, fordi kunderne bliver væk og forretningen i bar panik eventuelt tørrer ud?

Hvorfor spænder du/I et komfortabelt sikkerhedsnet under de velbjergede og ignorerer de hårdtarbejdende individuelle fritsvævende, risikofyldte og modige initiativer.
Kulturarbejderne er samfundets linedansere.
Hvis de ikke turde så ingen opad!!

At opleve dette nådesløse jerntæppe, orkestreret af en socialdemokratisk regering (?), efterlader mig måbende… og ca. 150.000 hårdtramte mennesker i en slem knibe.
Jeg forstår, at I er opmærksomme på problemet… og at det er skitseret, at man bl.a. til skadelidte koncert- og festivalarrangører vil finde en kompensation.
Man vil tilgodese producenten, men ikke det egentlige materiale og indhold, kunstnernes bidrag, der er kernen i arrangementet.

Jeg må have lov at tale om billedkunstnerne, som er det jeg kender til.
Vi kan ikke organisere os med tilstrækkelig slagkraft, al den stund ingen kan hverken definere eller afgrænse vores virke.
Vi har ingen dagpenge, ingen barsel, ingen feriegodtgørelse, ingen afspadsering, ingen ferie, ingen første sygedag, ingen pension, ingen ansættelser, ingen fredagsbar, ingen skiferie, ingen pinse- påske-julefri, ingen ting overhovedet.
Vi kæmper os igennem dagen og vejen.
Men nu, hvor der hamstres tun på dåse, pottepapir og gær er der ingen der hamstrer malerier eller efterspørger underholdere, forfatteres ord eller foredragsholdere.

I den almindelig panik er vi hægtet yderligere af… selv om vi oprindelig selv har valgt det.
Men det er meget smertefuldt i en voldsom kæmpekrise at høre de gyldne forsikringer til samfundets i forvejen velbjærgede elite.

Det samfund der agter sine kulturarbejdere så ringe, er ikke værd hverken at bidrage til eller kæmpe for.

Så vidt jeg kan se, er den eneste anstændige løsning, at indføre en borgerløn for kulturarbejderne/ kulturproletartiatet.
Et rimeligt minimum, der sætter os i stand til at betale huslejen og fortsætte arbejdet.
Fordele må i denne tilspidsede og stadig truende situation være et nøgleord.

De ressourcer vores rige samfund stadig råder over må fordeles, så også vi, der opererer i periferien kan føle blot en lille, uvant accept og sikkerhed.
Den accept har, i den nuværende krise, fået et voldsomt og fatalt dødsstød ved jeres ignorering af de selvstændiges modige bidrag til samfundet.

Og samme Winston Churchill sagde om kampen mod det tredje rige og kulturen noget
 i retning af:  ”Hvis det ikke er kulturen, hvad er det så vi kæmper for?”

Per Arnoldi

15 marts 2020"

torsdag den 12. marts 2020

Coronavirus lukker udstillingsinstitutioner


ARoS i Aarhus holder foreløbigt museet lukket for publikum til og med d. 27. marts

Situationen omkring Coronavirus - eller COVID-19 - har bragt Danmark i en form for undtagelsestilstand. 

Således har flere museer og øvrige udstillingsinstitutioner valgt at lukke for offentligheden i en periode. 

Denne praksis kan forekomme ret drastisk, men det hele er faktisk foregået med anbefaling fra statsminister Mette Frederiksen. På et pressemøde har hun opfordret til, at man i en periode lukker for adgang til institutioner, hvor der samles mere end 100 mennesker. 

Foreløbig er der sat dato på lukningerne på Louisiana i Humlebæk, HEART i Herning og ARoS i Aarhus, der alle - indtil videre - holder lukket indtil d. 27. marts. 

Museum Jorn i Silkeborg holder lukket indtil d. 30. marts og på f.eks. Holstebro Kunstmuseum, Skagens Kunstmuseer og Trapholt melder man lukket "indtil videre". 

Hvis man har planlagt et museumsbesøg - eller et besøg i en kunsthal - bør man nok lige checke udstillingsstedets hjemmeside, inden man drager af sted hjemmefra. 

Der er dog ingen grund til optimisme, da alle institutioner sandsynligvis holder lukket i kortere eller længere tid.

onsdag den 11. marts 2020

Tove Storch udsmykker JP's nye hovedsæde

Tove Storchs udsmykning til Jyllands-Postens hovedsæde (foto: Casper Dalhoff/JP)

"Intentionen har ikke været at skabe en skulptur i klassisk forstand, men snarere at skabe et sted, hvor man frit kan bevæge sig rundt og gøre ophold. Jeg er meget optaget af bordet i konkret og symbolsk forstand, som funktion og billede på dér hvor vi mødes, så inspirationen til værket er kommet fra netop den form"

Ordene er udtalt af billedkunstneren Tove Storch i forbindelse med udarbejdelsen af en udsmykning, der skal placeres ved Jyllands-Postens nye hovedsæde på Aarhus Havn. 

Værket består af 550 teglfliser, der hver især bliver placeret på spinkle ben, og disse giver naturligvis klart associationer til borde, som kunstneren også ganske klart formulerer det i sin udtalelse. 

Værket indvies torsdag d. 30. april på adressen Mediebyen 3, Aarhus C.

mandag den 9. marts 2020

Kønsbalancen og "kvinder med magt"

Astrid Holm & Co.: Augusta Atla: 'Ruins', Rønnebæksholm (foto: augustaatla.com)

"Hvordan ændrer vi de fastgroede rutiner, hvor kuratorer, museumsdirektører, gallerister, ledere på kunsthaller og ikke at forglemme presserepræsentanter, journalister og kunstsamlere - ja, selv kvinder med magt - fravælger at vise kvindelige kunstnere?"

Citatet herover er hentet fra portalen Kulturmonitor og spørgeren er billedkunstneren Augusta Atla, som er udstillingsaktuel på Rønnebæksholm ved Næstved i forbindelse med en temaudstilling om Astrid Holm & Co. 

Temaet i kronikken er naturligvis den ulige fordeling af stort set alt mellem kvinder og mænd i kunstverdenen, og her har man længe diskuteret, om der skal foretages en helt systematisk vurdering på kønnet, når offentlige institutioner indkøber kunst og i de tilfælde, hvor udstillingsinstitutionerne planlægger udstillinger. 

Det er interessant, at Atla nævner "kvinder med magt". Og man kan i den forbindelse føle sig fristet til at antyde, at kønsfælle er kønsfælle værst i forbindelse med problematikken. 

Pudsigt nok nævner Atla ikke kunstanmeldere i sin redegørelse over magtfulde personer, der kunne gøre en forskel; men det skal muligvis ses som et udtryk for, at segmentet ikke besidder samme magt som førhen.

Kompleks udstilling om kortlægning af Jorden













Man kan roligt sige, at jeg besidder en vis fascination for landkort. Faktisk kan jeg sidde i timer og studere alt lige fra helt banale trafikkort til store, tunge atlas. 

Måske forankrer denne fascination sig i en form for drøm om at bevæge sig et andet sted hen på jordkloden, end hvor jeg aktuelt befinder mig, og denne form for udlængsel har vel altid præget billedkunsten i større eller mindre grad. 

Aktuelt er det dog kompliceret at rejse bestemte steder hen på grund af den frygtede og meget smittefarlige coronavirus, men det afholdte mig dog ikke fra at smutte en tur til Vejle for på Vejle Kunstmuseum at deltage i åbningen af 'Navigeringer - på kanten af en verden i forandring'. 

Netop kortlægningen af verden i 1600-tallet udgør en del af udstillingen, der er kurateret af kunsthistoriker, ph.d. Michael Kjær, som har forsket i moderne kulturelle navigationsstrategier ved Københavns Universitet. 

Han har sammen med museumsinspektørerne ved henholdsvis Vejle og Holstebro Kunstmuseum, Trine Grøne og ph.d. Teresa Østergaard Pedersen skabt et interessant miljø i samarbejde med kunstnerne Rikke Benborg, Gry Bagøien, Kristoffer Ørum og Ferdinand Ahm Krag. 

En væsentlig del af udstillingen, hvor Rembrandt også spiller en vis rolle, er iscenesættelsen, som er udviklet af tegnestuen Byen Sover ved Karin Bech og Jens Kamp. 

Udstillingen kan ses frem til d. 16. august, hvorefter den flyttes til Holstebro Kunstmuseum, hvor den kan ses i tidsrummet 26. september 2020-17. januar 2021... 

Jeg har netop afsendt en anmeldelse af udstillingen til redaktionen af et større dagblad, så den kan læses på et tidspunkt inden længe.



fredag den 6. marts 2020

Janus kommer vidt omkring

"...desværre er de skrevne tekster, som akkompagnerer den moderne kunst tit skrevet i et sprog så storsnudet, at værkerne bare kommer til at fremstå endnu mere tomme, elitære og navlebeskuende"

Citatet herover er et uddrag af et debatindlæg af interfacedesigner Thomas Schwarts Larsen i Information i efteråret 2019, og netop diverse citater fra medierne samler Bjarke Regn Svendsen i Kunstmagasinet Janus, der udkommer fire gange om året. 

Det sidste nummer er netop publiceret, og heri kan man læse inspirerende artikler om kunst. Erik Meistrup har besøgt nogle steder, hvor kunsten går i samklang med naturen, og her er det interessant at læse om et forholdsvist nyt museum i Holland. Museum Voorlinden ligger i nærheden af Haag. 

Meistrup beskriver i samme indlæg Kröller-Müller Museet ved Otterloo, som jeg har besøgt flere gange. 

Vibeke Nørgaard Nielsen skriver om den islandske billedhugger Sigurjón Ólafson, som netop har været udstillingsaktuel i Tønder og Gitte Tandrup skriver levende om Anna Ancher, som man kan se for tiden i en udstilling på Statens Museum for Kunst. 

Jeg har selv leveret i et beskedent bidrag til magasinet i kraft af en boganmeldelse af publikationen 'Grasslands - borgerinvolverende kunst på Furegnen'. 

Jeg finder det imponerende, at man stadig er i stand til at udgive et kunstmagasin på så højt et kunstfagligt niveau med fysisk afsæt i landsbyen Tistrup i nærheden af Varde.

torsdag den 5. marts 2020

Tolerante censorer eller høj kvalitet?

Der var langt imellem værkerne på KP19, men det modsatte gør sig gældende i 2020-udgaven

Det kan ofte forekomme mærkværdigt at iagttage de skiftende, åbne censurerede udstillinger, der finder sted her i landet. 

Nogle gange oplever man det som mere end et nåleøje at komme igennem, når man f.eks. ser en udstilling med ganske få værker af vekslende kvalitet. 

Sådan har det eksempelvis været tit på Kunstnernes Påskeudstilling, der en gang om året finder sted i Kunsthal Aarhus - tidligere Århus Kunstbygning. 

I år er listen over deltagende kunstnere imidlertid forbavsende lang, og ifølge Århus Stiftstidende er 126 værker af hele 69 kunstnere blevet antaget på årets udstilling. 

Om dette høje antal er et udtryk for de fem censorers uenighed, tolerance eller blot en almen forvirring over at vurdere de indsendte værker digitalt frem for fysisk, er svært at sige; men det kunne såmænd også været et udtryk for en generel høj kvalitet på KP version 2020. 

Udstillingen kan ses i Kunsthal Aarhus i perioden 28. marts-26. april. Der er fernisering på førstnævnte dato kl. 14-17.

onsdag den 4. marts 2020

Giersing nåede også over millionen

Else Fischer-Hansen: 'Familien', olie på lærred (foto: Bruun Rasmussen)

Harald Giersing: 'Danserinde med Hovedet støttet på Haanden' (foto: Bruun Rasmussen)

For nyligt kunne jeg her på blog'en berette om den seneste fysiske auktion over moderne kunst hos Bruun Rasmussen Kunstautioner, og her påstod jeg, at kun ét værk - nemlig et maleri af Per Kirkeby - fik et hammerslag på over en million kroner, men det er naturligvis ikke helt rigtigt, da en maleri fra 1919 af Harald Giersing gik for 1,7 millioner. 

 andendagen overraskede et maleri af Else Fischer-Hansen med et hammerslag på kr. 105.000 imod en vurdering på beskedne 20.000. 

Den franske kunstner Pierre Soulages fortsætter den prismæssige himmelflugt. Et antal grafiske arbejder gik alle overvurderingerne, og her toppede en radering med 165.000 kr. Mere end det dobbelte af vurderingen.

Et enkelt værk nåede millionen hos Bruun Rasmussen

Poul Anker Bech: 'En drift mod havet', 2007, olie på lærred. Vurd.: 125.000 kr. Hammerslag: 300.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen)

Ved den netop overståede auktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København kunne man opleve, at maleren Poul Anker Bechs værker blev solgt for langt over vurderingerne. 

Til gengæld er interessen tilsyneladende svigtende for ét af kunstens "hot shots", nemlig Michael Kvium, som havde svært ved at nå vurderingerne og mindstepriserne, så flere værker af Kvium kunne ikke sælges. 

Samtidigt synes det, som om en længerevarende "Cobra-træthed" blandt køberne har udviklet sig i en permanent retning. 

Til gengæld opnåede et maleri på to gange to meter af Per Kirkeby 1,3 millioner, som det eneste værk, der nåede over millionen i Bredgade.

tirsdag den 3. marts 2020

"Flooded"



Mængderne af vand er visse steder i kongeriget ganske uoverskuelige. 

Et halvt års massiv regn har forvandlet marker til søer og gjort beboelse ved visse steder - blandt andet i Silkeborg - til en voldsom udfordring. 

Jeg har valgt at bruge oversvømmelserne i en kunstnerisk kontekst, hvor temaet "flooded" er ganske tydeligt ved Ørnsø, hvorfra motiverne herover er hentet.