tirsdag den 31. marts 2020

Trapholt tømmer lommerne

Trapholt i Kolding viser en fin udstilling med værker af Anette Harboe Flensburg - altså når museet åbner igen. 

"For os drejer det sig om mange millioner kroner, og det gør det også for vore kollegaer på mange af de andre store museer. Man kan sige, at  en måde straffer man os, der har været med til at skabe entréindtægter, som har været mantraet i kulturpolitikken"

Udtalelsen er fremsat af Karen Grøn, museumsdirektør på kunstmuseet Trapholt i Kolding, og dette interview er foretaget som led i en journalistisk beskrivelse på Danmarks Radios hjemmeside af de mange problemer, som blandt andet museerne i Danmark er udsat for i forbindelse med den altoverskyggende corona-virus, der nu hærger verden. 

Grøn antyder i citatet, at institutioner med en sund økonomi og penge på kistebunden straffes hårdt i forhold til dem med en mere løs økonomi. 

Hun udtaler blandt andet: "Vi kan godt holde til at have lukket et stykke tid, men så har vi også tømt alle lommer på museet, og det betyder, at der er nogle store livsnødvendige opgaver for museet, som ikke bliver gjort". 

I forhold til det sidste fremhæver hun blandt andet vandskader og klimaanlæg, som er rent praktiske foranstaltninger, som et museum er nødt til at tænke ind i helheden. 

Artiklen på DR er forfattet af Anne Mette Dam Thrane og Thomas Dinesen.