mandag den 26. juli 2021

"De siger, at de første 80 år er de værste"

 

Filmklippet her viser Per Arnoldis åbningstale i anledning af kunstnerens 80 års fødselsdagsudstilling i Utzonhuset, Skagen Odde Naturcenter. 

Her fortæller han blandt andet om et monument ved Sletten Strand ved Humlebæk. Monumentet symboliserer danske jøders flugt til Sverige i 1943, og bliver udstillet i en 1:5-version i Skagen.

Overskriften til dette blogindlæg er blot ét af mange udsagn, som Arnoldi vanligt veloplagt fremsiger under åbningstalen.

'Kunstnerkolonien' er glimrende underholdning

 

»Stemningen er god, munter og solidarisk, som den også var det sidste år, og klipningen balancerer stadig fornemt mellem kunstformidlingens blik for det møjsommelige arbejde med at kratte i gasbeton, blande maling eller lede efter det bedste sted at filme og realitygenrens for mellemmenneskelig komik«


Lone Nikolajsen har på vegne af dagbladet Information gennemset tv-serien 'Kunstnerkolonien på Bornholm', som for tiden vises som flow-tv på DR2. 


Man kan dog se serien som stream, og i lighed med Informations journalist har jeg gennemset hele serien, og jeg må sige, at billedkunst som rendyrket underholdning nok ikke er noget, man som tv-seer er vant til; men til gengæld oplever man, hvilke dilemmaer og udfordringer, kunstnere kan stå over for, når de skal lave et eller flere kunstværker inden for et nøje afgrænset tidsafsnit. 


På samme tid bliver kunstnerne udfordret socialt, og det sidste skal nok ses hos mig som en fordom om billedkunstnere som ensomme sjæle, der oftest arbejder alene i værksteder og atelierer. 


De seks kunstnere er nøje udvalgt efter køn og generationer. Det drejer sig om Ursula Reuter Christiansen, Michael Kvium, Kasper Bonnén, Julie Nord, Sif Itona Westerberg og Kin Richard Adler Mejdahl, og ikke blot aldersmæssigt repræsenterer kunstnerne et spænd. 


Det samme gælder deres tilgang til at skabe kunst. Udtrykkene er vidt forskellige, hvilket blot understøtter alsidigheden i serien - og netop dét skaber en glimrende underholdningsværdi, som man kan opleve i traileren, der kan ses herover. Hele serien kan naturligvis ses på dr.dk.


Forløbet har afstedkommet en udstilling på Bornholms Kunstmuseum, og den åbnede forleden dag og kan ses på museet frem til d. 24. oktober.

onsdag den 21. juli 2021

Beskedne fire hjerter til 'Maestro' trods udelt begejstring

 

Lino Tagliapietra: 'Batman', 2006, blæst og slebet glas

»For en sart skandinavisk sjæl, der er begejstret for enkelhed og ikke alt for larmende dekorationer, kan Lino Tegliapietras glaskunst være en udfordring. Der sker så meget på hans værker, at øjnene næsten ikke kan finde hvile. Men i den store udstillingssal er det mesterligt, og når man først har overgivet sig til mønstrene og forstår, hvor svært, hvor svært det er at skabe kunst af denne kaliber, pakker man de skandinaviske birketræer væk«

Politikens designanmelder Lars Hedebo Olsen sparer bestemt ikke på superlativerne i sin anmeldelse af udstillingen 'Maestro - Lino Tagliapietra', som man netop nu kan se og opleve på Glasmuseet Ebeltoft. 


Af samme årsag finder jeg det lidt besynderligt, at Politikens ellers normalt skarpe anmelder kun giver fire hjerter til udstillingen, som jeg selv i en netop publiceret anmeldelse giver seks ud af seks mulige stjerner i Jyllands-Posten. 


Udstillingen kan ses på Glasmuseet helt frem til d. 24. april 2022.

tirsdag den 20. juli 2021

Il Maestro på Glasmuseet

 





















Jeg har netop i skrivende stund afsendt en anmeldelse af en udstilling, som finder sted på Glasmuseet i Ebeltoft. 

På italiensk kalder man en mester inden for et specifikt kunstnerisk område for "Maestro", og det er netop titlen på udstillingen, der viser værker af den netop italienske glaskunstner Lino Tagliapietra, som blev betaget af glasset som materiale, da han voksede op på øen Murano i Venedigs lagune. 

Tagliapietra er født i 1934 og har således adskillige årtiers erfaring som glaskunstner, og det bevidner udstillingen tydeligt. 

Der kommer naturligvis mere om udstillingen og hvordan jeg mere nuanceret har iagttaget udstillingen, når anmeldelsen er blevet publiceret... 

'Maestro' kan ses på Glasmuseet Ebeltoft helt frem til d. 24. april 2022.

mandag den 19. juli 2021

Kritisk blik på det nye H.C. Andersens Hus

 

'Den lille pige med svovlstikkerne' er blot ét af utallige temaer i det nye H.C. Andersens Hus i Odense


»Det er uambitiøst og provinsielt og bestemt ikke i Andersens ånd. Med mindre vi da tænker på ham som ren snob. Mange af elementerne i udstillingen her er lavet af anerkendte, internationale kunstnere. Problemet er bare, at de er blevet bedt om ikke at lave noget som helst andet end banal repræsentation af et velkendt motiv fra de mest gennemtærskede dele af et forfatterskab, der ellers rummer rigeligt med overraskelser og vildskab«


Man kan roligt sige, at Harald Voetman i dagbladet Information giver et stærkt kritisk indblik i det nye og halvfærdige H.C. Andersens Hus i Odense. 


Jeg har selv haft mulighed for at kigge på huset - og dét vel at mærke mens det stadig lignede outlet-udsalg fra et byggemarkeds overskudslager. Derfor havde jeg også svært ved at skrive en fyldestgørende anmeldelse af stedet. 


Det lykkedes dog ikke desto mindre med hjælp fra fantasien at få sammenfattet nogle ord om H.C. Andersens nye domicil. Og det med fantasien skal tages dybt alvorligt, og det drejer sig jo om H.C. Andersen, så i det perspektiv er udfordringerne vel til at forstå. 


Jeg må dog sige, at Voetman i sin kritik har adskillige væsentlige pointer, men dem skal man naturligvis læse i Information, som sikkert kan findes på det nærmeste bibliotek.

Kurt Westergaard 1935-2021

 

Tegning af Kurt Westergaard


Jeg skal såmænd ikke begave denne blogs læsere med en omfattende nekrolog over tegneren Kurt Westergaard. Den kan man læse i adskillige dagblade for tiden - også de såkaldt seriøse af slagsen, og det fatter jeg jo ikke med min bedste vilje. 

Men vi må jo i gang med historieskrivningen, da det tilsyneladende ikke kan være anderledes: 

Westergaard blev mere eller mindre berømt, da et dagblad, som jeg diplomatisk vil undlade at nævne navnet på, for 16 år siden offentliggjorde en tegning, som Westergaard havde produceret, fremstillende profeten Muhammed - i tegnerens version - bærende en gammeldags bombe i turbanen. 

Tegningen var dum og samtidigt talentløst udført og den afstedkom en helvedes palaver rundt i verden, dog ikke på grund af tegningens kvaliteter, men på grund af dens narrative funktion, som den islamistiske verden gik fuldstændigt i selvsving over. 

Never mind: Religiøse fanatikere ser ikke på kunstnerisk kvalitet, når profeten bliver gengivet, men det burde de måske? 

Jeg har imidlertid mine egne erfaringer med Westergaard og hans bedrifter. På et tidspunkt blev jeg anmodet om at anmelde en udstilling med tegnerens arbejder på et galleri i nærheden af min bopæl. 

Jeg har sjældent oplevet et så bizart optrin i relation til min funktion som kunstanmelder. For det første var hele området omkring galleriet mandsopdækket af bevæbnet politi - eller hvad det var - men galleristen havde samtidigt ansat et antal vagter, som skulle gøre livet surt for dem, der havde et professionelt ærinde på lokaliteten. 

Jeg blev f.eks. bedt om at aflevere mit meget eksklusive kamera, inden jeg kunne få adgang til udstillingen, men da jeg ikke havde fuld tillid til de personer, som ville konfiskere apparatet, nægtede jeg naturligvis. 

I øvrigt mener jeg sådan set, at billeddokumentationer er en del af den visuelle ytringsfrihed, og netop orden "ytringsfrihed" var netop et ret voldsomt mantra i netop denne sag. Så - jo, her kan vi tale om ironi på højeste niveau. 

Senere var jeg ude for en lige så mærkværdig oplevelse. I min egenskab af medlem af udstillingsudvalget for Århus Kunstbygning - i dag Kunsthal Aarhus -  blev udvalget langt efter deadline præsenteret for et antal tegninger, som en kunstner gerne ville have udstillet i kunstbygningen. 

Kunstneren var Kurt Westergaard, og det blev beskrevet som om, at han netop havde indfundet sig i selskab med et par livvagter med henblik på at aflevere de nævnte arbejder. 

Der var tale om nogle helt ubehjælpsomt udførte tegninger, som tegneren i sin nyvundne status som forfulgt kunstner, nok mente kunne udstilles i institutionen. 

Det kunne de imidlertid ikke - og heldigvis for dét!

lørdag den 17. juli 2021

Fernisering hos galleri Arte

 





Akvatinte/stregætsninger uden titel er nogle af de nye grafiske arbejder, der kan opleves hos galleri Arte i perioden 1.-22. august


»For at gøre en lang fortælling kort er det spændende, at Lars Svanholm i forlængelse af hele denne ekspressive bevægelse nu for første gang skal udstille sine ekspressive landskabsmalerier, akvareller og finurlige grafiske arbejder på galleri Arte, hvor Emil Nolde holdt til i 1902, og hvor de ’gespenster’ han udførte ved dette lille fiskerleje fik stor betydning for hans senere produktion. Her knyttes trådene fra fortiden til vore dage med Lars Svanholms udstilling i galleri Arte«


Citatet herover er hentet fra en ganske omfattende pressemeddelelse, der er forfattet af skribent, kunsthistoriker og gallerist Pier Maria Andersen i relation til min udstilling på galleri Arte i Lildstrand ved Vigsø Bugt i det nordvestlige hjørne af Jylland. 


Udstillingen, som viser oliemalerier, akvareller og oliepasteller samt helt nye grafiske arbejder, åbner med fernisering d. 1. august kl. 14. Her vil jeg være til stede. 


Som et relevant kuriosum bør jeg nævne, at jeg slet ikke var klar over, at Emil Nolde havde tilbragt tid i området i begyndelsen af 1900-tallet; men nu er jeg kunsthistorisk opdateret på denne detalje. 


Udstillingen på galleri Arte, som er beliggende på adressen Krinkelkrogen 20, Lildstrand, varer frem til d. 22. august.


torsdag den 15. juli 2021

Halvvejs gennem sommeren

 






Hvis man skal regne juni, juli og august for de egentlige sommermåneder, er vi i skrivende stund netop halvvejs gennem sommeren, da vi har nået datoen d. 15. juli. 

Således er der masser af sommer tilbage i 2021 - forhåbentlig! 

Jeg har tegnet lidt under mine ophold ved stranden, og nogle af de nyeste tegninger/skitser kan ses herover. 

Disciplinen "strandcroquis" kræver et koncentreret blik og en hurtig streg.

Berlin i post-corona-tilstand

 

Facaden på det stærkt omdiskuterede Berliner Schloss, som rummer det nye Humboldt Forum


»Hvornår Berlin bliver Berlin igen, kan selv kultursenator Klaus Lederer ikke svare på. Med Berlinsgentrificering, højspekulative boligmarked og generelle normalisering efter vilde årtier oven på Berlinmurens fald, må man frygte at coronakrisen kommer til at normalisere byen endnu mere. Jeg kender selv adskillige kunstnere, musikere og teaterforfattere, der ikke just kigger med optimisme på den nærmeste fremtid i Berlins kulturliv, der kun langsomt vågner af komaen«


Mathias Sonne har i en artikel i dagbladet Information beskrevet nogle tanker om Berlin i en post-corona-tilstand, og jeg må sige, at det ikke er optimisme, der præger hans iagttagelser på metropolen. 


Til gengæld gives i artiklen nogle interessante oplysninger: D. 25. juli åbner det nye Humboldt Forum i et nye BerlinerSchloss beliggende i byens centrale Museumsinsel


Skribenten hader i øvrig projektets prætentiøse arkitektur, men heldigvis er han langt venligere stemt over for Mies van der Rohes formgivning ved Neue Nationalgalerie, som efter planen genåbner. d. 22. august. 


Museet har været lukket siden 2015 på grund af en omfattende - og tiltrængt - renovering. 


Jeg er selv knapt så pessimistisk angående Berlins samlede udtryk. Berlin er Berlin, og det tror og håber jeg ikke, man kan ændre noget videre ved.

mandag den 12. juli 2021

Berlingske har "genopdaget" billedkunsten

 

Mamma Andersson: 'About a Girl', 2005 (foto Johann Bergenholtz)


Jeg skal være helt ærlig og erkende, at det er meget længe siden, at jeg sidst har besøgt dagbladet Berlingskes hjemmeside med henblik på at læse om billedkunst - herunder kunstanmeldelser, da avisen gennem tilsyneladende har nedprioriteret kunsten og ladet den eksistere under emner som arkitektur og design. 

Årsagen til dette redaktionelle greb har jeg i sagens natur ingen anelse om, men det glæder mig i hvert fald, at avisen nu igen har kunst som et punkt under kulturrubrikken på avisens hjemmeside. 

Og ikke nok med det: Man har tillige engageret en decideret kunstanmelder, som hedder Birgitte Ellemann Höegh, og hun skriver veloplagt om en udstilling, jeg tidligere har beskæftiget mig med på siden her: »Den sorte farve havde man i en tid erklæret som no-go i maleriet, men det vil Mamma Andersson blæse på. Hun anvender den som kontrast og kontur, men også til at udhule kratre og dybder og adgang til noget dødsensfarligt - eller til døden selv«. 

Der er naturligvis tale om udstillingen på kunstmuseet Louisiana med den nævnte kunstner, som Höegh tildeler fem ud af seks stjerner. 

Men umiddelbart godt at se, at Berlingske har fået kunsten tilbage på banen som et tema, man bør tage alvorligt, og udstillingen med Mamma Andersson kan i øvrigt ses på Louisiana frem til d. 10. oktober.

fredag den 9. juli 2021

Bringer 'The Next Level' nogensinde ARoS op på det næste niveau?

 

'The Next Level' (fotoanimation: Schmidt Hammer Lassen Architects)

For tiden kan man på ARoS se en udstilling, der beskriver 'The Next Level'. Udstillingen har titlen 'While We Are Waiting'. Ventetiden kan sagtens vise sig at blive ganske lang, ser det ud til (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)

Der bliver for tiden stillet mange spørgsmål vedrørende kunstmuseet ARoS i Aarhus og langt de fleste, som blandt andre journalisterne Jonas Hvid og Tina Bryld på Jyllands-Postens JP Aarhus-redaktion, ihærdigt har prøvet at få besvaret, er museets bestyrelsesformand, Carsten Fode, let og elegant gledet af på, og disse spørgsmål har naturligvis været rettet imod museets arbejdsmiljø og påståede krænkelser af medarbejdere, og den sag har rummet så mange betændte detaljer, at museets direktør, Erlend Høyersten, i slutningen af juni opsagde sin stilling med øjeblikkelig virkning. 

Nu er det imidlertid en helt anden sag, som journalisterne undrer sig over. For år tilbage præsenterede Erlend Høyersten et nyt projekt, som skulle bringe ARoS op på et helt nyt niveau. 

'The Next Level' blev introduceret som en delvis underjordisk tilføjelse til museet udviklet af den amerikanske konceptkunstner James Turell. Idéen til projektet fik Høyersten allerede tilbage i 2014, og økonomien blev berammet til 350 millioner kroner - før moms. 

Senere måtte man justere på størrelse og budget således, at udgiften nu ligger på ca. 200 millioner. 

Det er et år siden, at man på museet præsenterede den nye plan og siden har man sat 2023 af som året, hvor 'The Next Level' skulle indvies. På et pressemøde for nyligt spurgte jeg Erlend Høyersten, om "den gyldne spade" var fundet frem, og her antydede jeg selvfølgelig, om der var afsat en dato for, hvornår det første spadestik, som skulle symbolisere begyndelsen på byggeriet, skulle tages. Høyersten gloede på mig med et undrende blik. »Næj!« 

For nyligt kunne man så i JP Aarhus læse, at planerne for indvielsen af 'The Next Level', som både politikere og det kommunale embedsværk angiveligt stadig støtter op omkring, er udskudt til 2025. 

På spørgsmålet om, hvorvidt man så i månedsvis på museets hjemmeside har kunne læse, at 2023 er planen, svarer Carsten Fode: »Hvis vi har været for langsomme til at berigtige slutåret for 'The Next Level', vil vi undskylde det og i endnu højere grad bestræbe os på at være præcise fremover«. 

Endnu mere kryptisk fremstår sagen i kraft af en anden udtalelse, som Fode fremsætter: »Vi har måske været mere håbefulde eller optimistiske end bygherren. Det er vel meget naturligt. Den udmeldte sluttid 2025 er det tidspunkt, som både ARoS og kommunen tror på lige nu. Tiden vil vise, om planen er for ambitiøs eller på den anden side, om man kan finde tidsbesparelser«

Dette signal rummer efter min mening klare signaler om, at 'The Next Level' muligvis helt kunne annulleres ud fra en filosofi om, at det er udtænkt som et fantastisk projekt udtænkt af en fantast. 

Det ved jeg ikke? Men mange spekulationer sætter selvfølgelig tanker i gang, og så længe ARoS har valgt udelukkende at formidle museets planer med mystiske udtalelser fra bestyrelsesformanden, står individets tolkning af disse udsagn alene tilbage.

torsdag den 8. juli 2021

Fem til Tal

Tal R: 'Alene hjemme' - installationsfoto (pressefoto: Odrupgaard)


»Tal R har ikke tabt sit blik for farvens fysiske, sensuelle og cremede konsistens, men noget andet, noget smertefuldt og urovækkende har sneget sig ind. Det gør bestemt ikke oplevelsen af Tal R's særegne univers mindre spændende«


Jyllands-Postens kunstanmelder i den østlige del af kongeriget Tom Jørgensen har været på besøg på Ordrupgaard i Charlottenlund og set udstillingen 'Alene hjemme' med værker af Tal R. 


Udstillingen kan muligvis ses som kunstnerens bidrag til corona-pandemien, og det underbygges ganske præcist af anmelderen, som giver fem ud af seks stjerner til udstillingen.

onsdag den 7. juli 2021

tirsdag den 6. juli 2021

mandag den 5. juli 2021

ARoS henviser til bestyrelsesformanden - uanset hvad!

 

Der er noget lidt uhyggeligt over Dan Halters værk 'V for Vendetta' fra 2015, som kan ses på ARoS i forbindelse med udstillingen 'This is Not Africa - Unlearn WhatYou Have Learned', som varer frem til d. 24. oktober.


»Man sidder med en fornemmelse af, at selv hvis man ringer for at få oplyst Aros' åbningstider, vil svaret lyde: »Jeg skal henvise dig til bestyrelsesformanden.« Nærmest al kommunikation - uanset tema - går pludselig gennem ham«


Det pågældende bestyrelsesformand, som Jyllands-Postens JP Aarhus-redaktør, Jacob Haislund, refererer til, er naturligvis Carsten Fode, som er formand for bestyrelsen på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 


Det er jo langt fra nogen hemmelighed, at ARoS har været en stor del af mediebilledet, siden det blev klart, at der foregår forskellige uacceptable ting inden for museets mure. 


Og som enhver ved, har disse begivenheder ført til, at Erlend Høyersten, museets direktør, har opsagt sin stilling sidst i juni og med omgående effekt. 


Langt om længe bliver hele hændelsesforløbet og ikke mindst formidlingen nu kritiseret - og endnu en gang, som så ofte før, er det Jyllands-Posten, der slår i bolledejen. 


Jacob Haislund tilføjer blandt andet i sin kritik: »Lad os ikke håbe, at den tavshed, som flere aktører har demonstreret omkring Aros i den seneste uge, bliver retningsgivende for, hvordan sagen skal udfolde sig herfra. Carsten Fode har været fint tilgængelig, men fuldt belyst er forløbet ikke, og hverken medarbejderne, kulturforbrugerne eller aarhusianerne kan være tjent med de ubesvarede spørgsmål, som står tilbage«. 


Jeg er helt på bølgelængde med Jacob Haislund. En sag bliver ikke mindre kritisabel eller betændt ved at detaljer hemmeligholdes for offentligheden. 


Tværtimod giver det næring til diverse konspirationsteorier baseret udelukkende på rygter. Og dem florerer der mange af i især Aarhus, er jeg sikker på.

søndag den 4. juli 2021

Olivia er stjernen - ifølge Information

 

Olivia Holm-Møller: Vejen til Toledo', 1936. Holstebro Kunstmuseum (pressefoto)


»Derfor er det for mig Olivia Holm-Møller, der er udstillingens stjerne. Jorn og Willumsen virker ikke til at være med på udstillingen som støttepædagoger, der skal legitimere hendes motivverden og vildskab i farven, men de bliver det lidt alligevel, for de er så kendte og respekterede og hun ikke«


Der er altid grund til at se kritisk på udstillinger, der bringer vidt forskellige kunstnere sammen på et grundlag af for eksempel koloristisk styrke, som man har gjort med Olivia Holm-Møller, Asger Jorn og J.F. Willumsen, der er bragt sammen på Gl. Strand i København under titlen 'Gnist', som Maria Kjær Themsen har anmeldt i Information. 


Udstillingen kan ses frem til d. 31. oktober, hvorefter den rykker til Holstebro Kunstmuseum, som har en stor samling af Olivia Holm-Møllers værker.

torsdag den 1. juli 2021

Værkstedet d. 2. juli 2021


 

Henrik Lübker om det nye H.C. Andersens Hus i Odense

 


"Hvor mange stjerner?"

 

Det var ved dette bordtennisbord, jeg blev udfordret til en match om stjerner af ARoS' afgåede direktør Erlend Høyersten


Overskriften til dette blogindlæg udgør en ret typisk formulering af ARoS' afgåede direktør Erlend Høyersten, når vi mødtes til et presseevent i forbindelse med museets udstillinger. 

Det gik aldrig rigtigt op for direktøren, at antallet af stjerner altid bliver besluttet, når jeg har afsluttet min anmeldelse hjemme ved tastaturet. 

I forbindelse med udstillingen 'Tomorrow is the Question' tilskyndede Høyersten mig oven i købet til en bordtennismatch, hvor der skulle spilles seks bolde, og udfordringen gik på, at vi skulle spille om, hvor mange stjerner den pågældende udstilling skulle begaves med i avisen. 

Sidst jeg havde et bordtennisbat i hånden, var Høyersten ikke engang født, så det gik selvfølgelig, som man kunne forudsige med min baghånd i direkte duel med museumsdirektørens forhånd. 

Det påvirkede dog ikke min overordnede vurdering af udstillingen. Havde det være sådan, skulle jeg nok have fundet en anden metier? 

Men at Høyersten er resultatorienteret er et tema i en artikel, som Lise Kabell Søgaard har forfattet i Kristeligt Dagblad. Her hedder det blandt andet: »Han får ros for at have sat Aarhus på landkortet i den internationale kunstverden, men hans kunstsyn kritiseres også for at være hult og vækstorienteret«.

onsdag den 30. juni 2021

tirsdag den 29. juni 2021

Erlend Høyersten er fortid på ARoS

 

Billedet her af Erlend Høyersten er taget kort tid efter, han tiltrådte som direktør på ARoS i 2014


Jeg er ikke overrasket, og årsagen til, at jeg ikke er dét, vil jeg tillade mig at holde inden for mit eget kontor. 

Ikke desto mindre har kunstmuseet ARoS' direktør Erlend Høyersten valgt at opsige sin stilling på museet, og det sker efter en lang undersøgelse, som har haft til hensigt at afdække forskellige uhensigtsmæssige forhold, der angiveligt skulle have fundet sted på museet. 

Det drejer sig primært om krænkelser på et sexistisk niveau samt problematikker forankret i museets psykiske arbejdsmiljø. 

Man kan vel roligt påstå at en direktør, der leder en virksomhed med flere hundrede medarbejdere, ikke siger sit job op på dét grundlag, hvis ikke pilen blandt andet peger på ham selv? 

Det beror naturligvis på gisninger, men sådanne kommer altid i spil, når en institutions bestyrelse i sin formidling af en sag, der nu bliver beskrevet i alle landets medier under rubrikken 'breaking news', vedholdende holder kortene tæt ind til kroppen i forhold til, hvad der rent faktisk er sket inden for museets mure. 

Museets bestyrelse meddeler dog, at ARoS' nuværende overinspektør Lise Pennington indtil videre overtager ledelsen af museet som konstitueret museumsdirektør indtil en ny direktør kan udnævnes.

Besøg på H.C. Andersens byggeplads

 

























Umiddelbart inden rundvisningen på det nye H.C. Andersens Hus i Odense gik i gang, blev jeg en smule overrasket, da jeg blev spurgt, hvilken størrelse jeg bruger i sko. 

Det var dog relevant, da jeg både skulle iføres sikkerhedshjelm og tilsvarende sko under besøget, da der stadig var tale om en regulær byggeplads, hvor håndværkere løb rundt for at færdiggøre projektet, som skulle åbnes med en såkaldt "soft opening" et par dage senere. Det var derfor en lidt bizar oplevelse, jeg fik under det omtalte preview

Jeg følte mig dog ret sikker i mine iagttagelser af huset, således at det var muligt for mig at skrive en anmeldelse eller nærmere en beskrivelse af, hvad publikum muligvis vil kunne komme ud for i, hvad jeg ikke vil kalde et museum, men et oplevelsescenter med udgangspunkt i den store eventyrdigters liv og forfatterskab.