onsdag den 30. september 2026

'Maya - riget under junglen' på Moesgaard Museum

 

Filmen ’Maya – på opdagelse under junglen’ ledsager særudstillingen på Moesgaard

»Udstillingen tager afsæt i mayaernes klassiske periode, ca. 250-900 e.v.t., hvor store bystater i det nuværende Mexico, Guatemala, Belize og Honduras oplevede en usædvanlig blomstring. Millioner af mennesker levede i tætbefolkede bylandskaber, hvor kunst, videnskab, religion og politisk magt blev udfoldet i en skala, der placerer mayaerne blandt verdenshistoriens store civilisationer«


Citatet er hentet fra Moesgaard Museums pressemateriale, der underbygger en kommende særudstilling, ’Maya – riget under junglen’, som kan ses på museet syd for Aarhus fra 9. oktober 2026 til 8. august 2027. 


Jeg er blevet indbudt til et besøg i udstillingen, som jeg – med tidligere særudstillinger på Moesgaard i erindringen – glæder mig meget til. 


Der skal naturligvis forfattes en anmeldelse af udstillingen. 

tirsdag den 29. september 2026

Bjarke Regn Svendsen 1949-2026

 

Bjarke Regn Svendsen her fotograferet i hjembyen Tistrup (foto: Michael Svenningsen)

Det ville være nemt at beskrive maleren Bjarke Regn Svendsen som blot en lokal ildsjæl i landsbyen Tistrup, som han var medvirkende til at placere på kulturens danmarkskort i kraft af sit engagement, der blandt andet akkumulerede tilblivelsen af Janusbygningen og Kunstnernes Sommerudstilling. 

Regn Svendsen var imidlertid andet og mere end et lokalt fyrtårn. Hans karakteristiske superrealistiske malerier af tilsyneladende helt hverdagsagtige miljøer gjorde ham til en velkendt karakter på den nationale kunstscene. 

Han er således blandt andet repræsenteret på Statens Museum for Kunst. 

Bjarke Regn Svendsen var indbegrebet af en beskeden kunstner, der dog gennemførte adskillige projekter i især Tistrup. 

Meddelelsen om, at Bjarke Regn Svendsen er død, er netop indløbet og denne besked gav mig lige en mulighed for at mindes en person, som jeg har mødt adskillige gange, siden jeg debuterede på Kunstnernes Sommerudstilling tilbage i 1989. 

Æret være Bjarke Regn Svendsens minde.

mandag den 28. september 2026

Sensationel udstilling med Hokusai i Vejle

 

Katsushika Hokusai: ’God vind, klar morgen’ (også kendt under titlen ’Rød Fuji'), 1831. Træsnit. 26,1 x 38,2 cm. (foto: Vejle Kunstmuseum)

»Hokusai levede i et Japan, der i århundreder var næsten lukket land for omverdenen. Han billeder fortæller derfor om en verden med livsvilkår og natursyn, der var præget af de ressourcer, der nu var. Det rejser spørgsmål, der føles højaktuelle i dag: Hvordan forholder vi os til naturens kræfter?«


Teksten stammer fra pressematerialet til en udstilling, som finder sted på Vejle Kunstmuseum, og som ret sensationelt viser værker af den japanske grafiker og tegner Katsushika Hokusai (1760-1849). 


Udstillingen har fået den ret sigende titel ’Bølgen og bjerget’, som er temaer, der er gået igen i Hokusais billedverden og det gælder ikke mindst pejlemærket, bjerget Fuji. 


Forhåbentlig berører udstillingen de specielle og komplicerede metoder, som Hokusai benyttede sig af i især træsnit. 


Jeg vender tilbage med mere om udstillingen, der kan ses i tidsrummet 9. oktober-7. marts 2027.

lørdag den 26. september 2026

Tracey om Emin

 

Om ikke ret længe åbner en bemærkelsesværdig udstilling på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk og måske er Tracey Emin, som er udstillingens hovedperson, den væsentligste britiske kunstner i samtiden.

I filmen, som kan ses herover og som er produceret af Louisiana Channel, fortæller Emin om sit liv og kunsten, der har forfulgt hende i hele hendes liv.

fredag den 25. september 2026

Det evigt tilbagevendende spørgsmål vil være: "Ligner det?"

 


Portrættet af Kong Frederik X er placeret i Riddersalen på Fredensborg Slot (fotos: Kongehuset/Anders Sune Berg)

»Det er et meget uperfekt portræt. Virkelig, virkelig uperfekt faktisk. Men jeg er meget tilfreds med det, og jeg synes, man kan mærke mennesket«


Der vil være en masse reaktioner på Cathrine Raben Davidsens officielle portræt af Kong Frederik X, som netop er blevet afsløret på Fredensborg Slot. 


Citatet er kunstnerens eget, men det evige spørgsmål vil lyde: »Ligner det?« Og den diskussion som bekendt altid svær, når det drejer sig om portrætter – især af kongelige personer. 


Udtalelsen er hentet i dagbladet Politiken, og avisens kunstanmelder stiller faktisk et parallelt spørgsmål i sin anmeldelse: »Hvordan havde det set ud, hvis maleriet af kongen havde været ægte kunst?« 


Cathrine Raben Davidsen er uddannet ved Instituto Lorenzo de Medici i Firenze og på Kunstakademiet i København.

'Play' på Museum Jorn

 

’Play’: Masaki Kawai: ’Arty’, 2026. Mixed media (foto: Museum Jorn/Mathias Lassen)

»Her mødes værker fra museets samling, internationale indlån og nye værker skabt særligt til udstillingen. Malerier og tegninger vises sammen med kunstneres spil, skulpturer, video og installationer, som publikum inviteres til at tage del i og lege med«


Jeg har netop modtaget en pressemeddelelse vedrørende en udstilling med titlen ’Play’, som åbner på Museum Jorn d. 1. oktober. 


Udstillingens titel skal tages absolut alvorligt, da legen som kunstnerisk akkumulator er en del af udstillingens narrativ. 


Der deltager et rigt udvalg af kunstnere i udstillingen, som jeg vender tilbage til, når den åbner. 


Den kan ses frem til d. 31. marts 2027.

torsdag den 24. september 2026

Remedios Varo-udstillingen åbnet på Louisiana

 









Se flere billeder fra udstillingen HER>

Der var mange mennesker til stede på Louisiana Museum of Modern Art, da jeg/vi besøgte udstillingen med værker af den surrealistiske maler Remedios Varo (1908-1963) med den lidt konstruerede titel ’Magiens maler’, som dog dækker over en ret fantastisk udstilling med en kunstner, som de fleste sandsynligvis ikke kendte ret meget til i forvejen. 

Det kan der være flere årsager til, men i forlængelse af udstillingen har jeg beskrevet udstillingen i en anmeldelse, som jeg har publiceret på min Kunstsyn-blog, der kan findes HER>

onsdag den 23. september 2026

Freud på sidste vers

Lucian Freud: ’Woman with Arm Tattoo’, 1996. Radering… se flere billeder fra Lucian Freud-udstillingen HER>

Det glæder naturligvis en grafiker at opdage, at der er rigtigt mange raderinger repræsenteret på udstillingen ’Alt er portræt’ med værker af den britiske maler og grafiker Lucian Freud (1922-2011) på Louisiana i Humlebæk. 

Til gengæld havde jeg gerne oplevet nogle flere af kunstnerens seneste oliemalerier; men alt i alt er udstillingen udmærket trods de nævnte forbehold. 

Hvis man vil se udstillingen, bør man være hurtig, da sidste dag, man kan se den er d. 27. september.
 

tirsdag den 22. september 2026

'Sønderho-serien - 10 raderinger' publiceret

 

Inden for få kvadratkilometer i den sydlige del af Fanø kan man opleve et miljø og et landskab, som er helt særegent for Danmark. 

Sønderho er en landsby, som bliver mangedoblet i befolkningstal i sommerperioden; men udenfor sæsonen kan befolkningen tælles i et antal på under 300. 

Her ligger centralt Malerhuset, som er et hus, Billedkunstnernes Forbund administrerer og lejer ud til forbundets medlemmer. 

Jeg havde sammen med min hustru ophold i huset i en uge i sensommeren 2026, og her havde jeg i forvejen planlagt at lave 10 koldnålsraderinger og det er netop disse grafiske arbejder, der danner det illustrative udgangspunkt i en lille publikation på 34 sider, som kan ses som en form for katalog over værkerne og samtidig en personlig beskrivelse af de områder, hvor raderingerne er udarbejdet. 

Klik på billedet og få adgang til publikationen. 

Sommerminder fra Kysing




I skrivende stund står vinden udenfor ind fra vest, og så er det jo glimrende, at der ligger nogle flere tegninger i skitseblokken fra Kysing Næs, og disse tegninger er blevet lavet tilbage i august, da der var flere dage med strandvejr. Der dukker sikkert flere sommerminder op senere på blog'en her.
 

Liveauktion hos Lauritz.com

 

Preben Hornung: ’Opstilling’, 1977. Olie på lærred. 89 x 116 cm. Vurd.: 28.000 kr. (foto: Lauritz.com)

Det tidligere skandaleombruste auktionshus Lauritz.com blev grundlagt på et fundament af webauktioner, og blev efter en famøs konkurs opkøbt af Auktionshuset i Hørsholm, som dog efter en tid valgte at gå tilbage til Lauritz-identiteten. 

Grundlaget er stadig auktioner på nettet, men man afholder faktisk også fysiske auktioner i hovedsædet, som stadig er i Hørsholm, og den næste finder sted d. 24. september kl. 17, hvor der er design, kunst, ure, smykker samt en masse andre effekter til salg. 

Man kan finde et katalog over de udbudte varer HER>  

mandag den 21. september 2026

Noget at glæde sig til

Installationsfoto fra udstillingen ’Remedios Varo – Magiens maler’ (foto: Camilla Stephan/Louisiana Museum og Modern Art)

»Du har sikkert aldrig hørt om denne kunstner. Du har noget at glæde dig til«


Berlingskes kunst- og arkitekturredaktør Holger Dahl har til dels ret i sin påstand om, at ikke mange kender til den spansk-mexicanske, surrealistiske maler Remedios Varo (1908-1963), som netop nu er udstillingsaktuel på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk. 


Nu er jeg imidlertid fuldt opdateret på udstillingen og kunstneren, da vi på husstanden får tilsendt formidlingsmateriale fra Louisiana, og jeg håber, at jeg/vi får mulighed for på et tidspunkt i nær fremtid at se udstillingen ’Magiens maler’, der kan ses frem til d. 10. januar 2027. 

 

søndag den 20. september 2026

Remedios Varo på Louisiana Channel

 

På kunstmuseet Louisiana i Louisiana er netop åbnet en stor udstilling med den spansk-mexicanske surrealistiske maler Remedios Varo (1908-1963).

Udstillingen kan ses frem til d. 10. januar 2027

lørdag den 19. september 2026

Anmeldelse af TID*MULD*STJERNE publiceret

 

TID*MULD*STJERNE: Karen Gabel Madsen: 'Perspektiv', 2025. Maleri

Som tidligere nævnt på blog'en har jeg været i gang med en anmeldelse af udstillingen *TID*MULD*STJERNE, der lige nu finder sted på KunstCentret Silkeborg Bad.

Anmeldelsen er nu publiceret på KULTURINFORMATION og kan læses HER>

fredag den 18. september 2026

Gensyn med overjordisk udstilling om planetens undergang

 

TID*MULD*STJERNE: Nina Maria Kleivan: ’Your Tears, My Tears’, 2025. Installation… se flere billeder fra udstillingen HER>

Det er en meget kompleks udstilling, der for tiden finder sted på KunstCentret Silkeborg Bad, hvor otte samtidskunstnere, Jeanette Land Schou, Nina Maria Kleivan, Karen Gabel Madsen, Bodil Brems, Henriette C. Hansen, Vicky Steptoe, Pernelle Maegaard og Nanna Gro Henningsen hver især tager temperaturen på Jordens tilstand. 

Som nævnt er udstillingen ganske alsidig, og jeg er nu adskillige måneder efter åbningen i gang med at beskrive den i en anmeldelse. 

Det er dog ingenlunde for sent, da TID*MULD*STJERNE, der er udstillingens titel, kan ses frem til d. 10. januar 2027.

onsdag den 16. september 2026

Tysk kunst i en opbrudstid udstilles på ARoS

 

’Frihedens fald – Kunsten i Tyskland 1910-1945’: Max Pechstein: ’Seated Girl’, 1910 (foto: Klaus Göken)

»Udstillingen dykker ned i en tid præget af krig, opbrud og totalitære kræfter. Flere af værkerne, du kan opleve på ARoS, blev forbudt, nogle endda konfiskeret under det nazistiske regime og står i dag som stærke vidnesbyrd om kulturpolitikkens rolle og om kunstens evne til at til at udtrykke modstand, menneskelighed og håb«


Disse linjer er hentet fra pressemeddelelsen til udstillingen ’Frihedens fald – Kunsten i Tyskland 1910-1945'. 


Udstillingen kan ses på ARoS i Aarhus i tidsrummet 3. oktober 2026-21. februar 2027. 


Jeg er sikker på, at jeg vi kunne genkende mange af værkerne fra en udstilling, jeg så på Neue Nationalgalerie i Berlin i 2022, og netop værkerne, der vil blive vist på ARoS stammer fra dette Neue Nationalgaleries omfattende samling af moderne, tysk kunst. 


Jeg har allerede tilmeldt mig pressevisningen, så der kommer meget mere om den sandsynligvis ufatteligt spændende udstilling senere på blog'en her.  

mandag den 14. september 2026

Frandsen hos Fogh

 

Erik A. Frandsen: ’Manet og Rørbye’, 2026. Olie på lærred. 135 x 185 cm. (foto: Charlotte Fogh Gallery)

Erik A. Frandsen: ’Stubbekøbing’, 2026. Olie på lærred. 135 x 185 cm. (foto: Charlotte Fogh Gallery)

Erik A. Frandsen: ’Diebenkorn-Rørbye og Immendorf - Falster’, 2026. Olie på lærred. 160 x 120 cm. (foto: Charlotte Fogh Gallery)


’Nye malerier’ er den ganske sigende titel på en udstilling med værker af Erik A. Frandsen, der ganske snart åbner hos Charlotte Fogh Gallery i Aarhus. 

Bortset fra, at der ganske oplagt er tale om nye malerier, er det interessant at opleve Frandsen i disse værker referere til kunsthistorisk velkendte kunstnere som Gernes, Weie, Rørbye, Immendorf, Manet og Diebenkorn. 

Udstillingen kan ses hos Charlotte Fogh i perioden fra 18. september til 14. november. 

Værker fra udstillingen kan ses HER>

fredag den 11. september 2026

Anmeldelsen af 'Favoritter fra samlingen' publiceret

 

'Favoritter fra samlingen’: Ron Mueck: ’Couple Under an Umbrella’. Værket er ganske vist ikke en del af ARoS’ samling, men erstatter en af museets identitetsmarkører ’Boy’, som er udlånt til kunstmuseet Voorlinden i Holland (foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026)

Der er naturligvis tale om samlingsudstillingen på ARoS i Aarhus, som jeg har omtalt på blog'en her tidligere og som jeg har forfattet en anmeldelse af – og denne anmeldelse kan nu læses på KULTURINFORMATION HER>

Delvist fængende favoritter på ARoS

’Favoritter fra samlingen’: Rose Eken: ’Tableau’ – udsnit… se flere billeder fra udstillingen HER>

I skrivende stund arbejder jeg på en anmeldelse af udstillingen ’Favoritter fra samlingen’ på ARoS i Aarhus, og udstillingen er i sagens natur en samlingsudstilling, og således kender jeg langt de fleste af værkerne, da jeg har deltaget i langt hovedparten af de pressevisninger, der har fundet sted i forbindelse med skiftende udstillinger på museet. 

Udstillingen, der er kurateret af ARoS’ samlingsansvarlige Anne Mette Thomsen, kan ses frem til d. 29. august 2027.
 

torsdag den 10. september 2026

Rejsen er slut

 

Fanø Sønderho X’. Koldnål på Zerkall kobbertrykpapir. 12,1 x 19,7 cm.

De 10 raderinger, jeg lavede i uge 34 i og omkring Sønderho i forbindelse med mit/vores ophold i Malerhuset, er nu alle trykt på værkstedet herhjemme og dermed har jeg også i symbolsk forstand afsluttet en rejse, der bød på spændende oplevelser, som jeg muligvis vil beskrive i en bog om processen. 

Hvordan rammen omkring et sådant projekt vil blive, ved jeg faktisk ikke helt endnu; men jeg har nogle idéer, som rumler rundt inde i mit hoved. 

De 10 raderinger i Sønderho-serien med fællestitlen ’Fanø Sønderho’ kan ses HER>

onsdag den 9. september 2026

Sønderho på sidste vers


En del af opholdet i Sønderho på Fanø har været at trykke de raderinger, som jeg lavede på stedet, da min hustru og jeg besøgte Malerhuset i netop Sønderho i august. 

Nu er jeg nået til nummer otte og ni i serien, og således er rejsen ved at finde sin afslutning. 

Motivet øverst herover er hentet med udsigt mod Esbjerg Havn og raderingen nederst er lavet ved den tidligere skole i Sønderho.



 

tirsdag den 8. september 2026

Freud og forfaldet

 

Installationsfoto fra Lucian Freud-udstillingen ’Alt er portræt’ på Louisiana (foto: Camilla Stephan/Louisiana Museum of Modern Art)

»Begge kiggede de sig selv i øjnene. Begge havde de øje for det fysiske forfald. Hos dem selv såvel som andre. Resultaterne er ikke smigrende. Men de er ærlige«


Citatet er hentet fra en anmeldelse af Lucian Freud-udstillingen på Louisiana i Magasinet Kunst, som er et ret besynderligt tidsskrift, der lægger sig mellem det elitært akademiske og den mere bredt baserede formidling. 


Heldigvis står Torben Weirup, som er anmeldelsens forfatter, for en sikker og altid veloplagt kunstkritik, og den anden kunstner, som han refererer til i anmeldelsen er såmænd ingen ringere end Rembrandt. 


På grund af et dødsfald i den nærmeste familie er jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg/vi når at få set Freud-udstillingen, som slutter d. 27. september, men håber det bedste.

mandag den 7. september 2026

Chefredaktør om Jyllands-Postens fremtid

 

Christina Agger (foto: JP/Louise Nyvang Burmeister)

»Det handler simpelthen om at sikre Jyllands-Postens overlevelse og Jyllands-Postens fremtid. Jeg mener, det er en institution i det danske samfund, der er brug for«


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i ni år fungerede som fast kunstanmelder på Jyllands-Posten, og at jeg fandt det trist, at jeg blev sat fra funktionen, da avisen valgte at nedlægge kulturredaktionen i 2023. 


I et interview, som kan læses på journalisten.dk udtrykker dagbladets nuværende konstituerede chefredaktør Christina Agger en bekymring om avisens overlevelse. 


Hun fremfører faktisk rigtig mange fornuftige synspunkter i interviewet, der kan læses HER>

lørdag den 5. september 2026

Paradisdalen

 

’Fanø Sønderho VII’. Koldnål på Zerkall kobbertrykpapir. 13,5 x 19,7 cm.

Bag det poetiske navn gemmer sig et hedelandskab med klitter i baggrunden. 

Paradisdalen er beliggende omkring 3-4 kilometer nord for Sønderho, men alligevel indgår trykket, der er gengivet herover, i ’Sønderho-serien’, som jeg er i fuld gang med at trykke oplag af.

Mystikkens og magiens surrealistiske maler på Louisiana

 

Remedios Varo: ’El malabarista o El juglar (Tryllekunstneren eller jongløren)’, 1956. Olie og perlemor på plade. 91 x 122 cm. (foto: © Museum of Modern Art, New York)

»Hendes billeder er befolket af gådefulde skikkelser – mystiske musikere, excentriske videnskabsmænd, alkymister og rejsende – der alle synes optagede af at undersøge tilværelsens hemmelige strukturer«


Kunstneren, der er tale om i uddraget fra forordet i et spritnyt katalog over udstillingen ’Remedios Varo – Magiens maler’, som kan ses på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i tidsrummet 18. september 2026-10. januar 2027, Remedios Varo (1908-1963) var en spansk surrealistisk maler, der dog levede en del af sit liv i Mexico, og hendes livshistorie er både dramatisk og fascinerende. 


Trods sit relativt korte liv havde hun en omfattende produktion af malerier, hvilket det nyudgivne Louisiana Revy samt udstillingen på museet bærer et stærkt vidnesbyrd om. 


Udstillingen kan senere i 2027 ses på Moderna Museet i Stockholm.

torsdag den 3. september 2026

Sønderho i periferien

 

Der findes naturligvis yderområder i Sønderho, og byen er kendetegnet ved, at bebyggelsen med ét ophører. 

Det kan man blandt andet se, hvor diget sætter en afgrænsning til et stort område mod øst og i området, hvor man kan finde et højdedrag, hvor også Kåveren (lokalt "Æ Kåver"), som er et pejlemærke, er opført. 

Det er oprindeligt opført så langt tilbage som i 1624 og blev yderligere udviklet i 1750, men i 1935 væltede tårnet under en kraftig storm. 

I 2011 blev det genopført på lokaliteten som en nøjagtig 1:1 kopi af den oprindelige Kåver. 

Det øverste af motiverne herover er hentet i bakkeområdet, hvor Kåveren er placeret – dog har jeg vendt mig bort far bygningsværket og fundet motivet i nordøstlig retning. 

Det andet motiv er fundet i et andet af Sønderhos yderområder ved diget, der beskytter Sønderho mod de voldsomme blæsevejr, der også kaldes stormfloder.

Cathrine Raben Davidsen portrætterer Kong Frederik

 

Cathrine Raben Davidsen i selskab med Kong Frederik i førstnævntes atelier (foto: © Kongehuset)

»Jeg har ønsket at træde ind i portrættets verden på min egen måde og forsøgt at finde et udtryk, der både rummer Kong Frederik som person, men som samtidig ligger naturligt i forlængelse af mit eget kunstneriske univers«


Således udtaler maleren og grafikeren Cathrine Raben Davidsen i en pressemeddelelse, som Kongehuset har udsendt i forbindelse med et portræt, som Raben Davidsen har forarbejdet af Kong Frederik. 


Portrættet bliver offentliggjort i Riddersalen på Frederiksborg Slot d. 25. september. 


I forbindelse med afsløringen af portrættet, kan man ligeledes se fotografier, tegninger og skitser fra processen.

tirsdag den 1. september 2026

'Børsen' i Sønderho

 

’Fanø Sønderho IV’. Koldnål på Zerkall kobbertrykpapir. 13 x 20 cm.

Jeg lavede raderingen herover i området omkring ’Børsen’ i Sønderho, og tårnet i den fjerne baggrund er Ribe Domkirke, som burde være i den venstre side af kompositionen; men alt bliver spejlvendt, når man trykker raderinger. 

I forgrunden ses søjlen, som angiver vandstanden under skiftende stormfloder, hvilket er skræmmende i sig selv.

mandag den 31. august 2026

Erik A. Frandsen-udstilling på Horsens Kunstmuseum forlænges

 

Installationsfoto fra udstillingen ’Hjemfald’ med værker af Erik A. Frandsen… se flere billeder fra udstillingen HER>

Oprindeligt var det planen, at udstillingen ’Hjemfald’ med blandt andet relativt store værker af Erik A. Frandsen skulle være sluttet d. 25. oktober; men fra Horsens Kunstmuseum, hvor udstillingen finder sted, har man formidlet, at udstillingen forlænges til d. 10. januar 2027. 

Museet selv beskriver selv udstillingen som ”anmelderrost”, men en seriøs søgning gav kun to (2) anmeldelser, nemlig Weekendavisens og min egen på Kulturinformation, og den kan til gengæld læses HER>

Der er "liv i indbakken" hos Gitte Ørskou

Moderna Museet i Stockholm, som Gitte Ørskou nu forlader efter syv år som direktør (foto: © Moderna Museet/Åsa Lundén)

»Det er jo en tilbagevendende karikatur, at museerne skriver vægtekster, som publikum ikke kan forstå. Vi har virkelig arbejdet med, hvordan vi kan formidle et kunstværk, så vi ikke forklejner det, og så vi forbliver trofaste mod kunstværket – samtidig med at vi får publikum med os«


I skrivende stund er det d. 31. august 2026 og datoen markerer samtidigt, at museumsdirektør Gitte Ørskou forlader sin stilling på Moderna Museet i Stockholm. 


I et stort interview med Anne Bech Danielsen i Politiken fortæller Ørskou om sine oplevelser som direktør for et stort svensk kunstmuseum, og ikke mindst om, hvordan hun oplever forskellen på de danske og de svenske kulturer. 


Jeg tro, at mange er nysgerrige efter at vide, hvad Gitte Ørskou fraset en del væsentlige bestyrelsesposter i diverse kulturelle institutioner, nu har planer om at lave, men til det svarer hun, at der er ”liv i indbakken”, men at hun naturligvis ikke vil afsløre, hvem der skriver hvad og hvorfra. 


Gitte Ørskou, der er født i 1971, har været direktør for Moderna Museet siden 2019. 


Udsagnet, som optræder herover, udgør et væsentligt punkt i forhold til, hvordan museerne formidler de udstillede værker. 


Balancen mellem akademisk nonsens og letforståeligt bavl er som bekendt knivskarp.

 

søndag den 30. august 2026

Sønderho i en lind strøm

 


Blot fortsættelsen af raderingerne fra Sønderho-serien. 

Trykpressen er justeret og smurt, og der er i alle tilfælde tale om koldnålsraderinger fortaget i området omkring netop Sønderho på Fanø.

fredag den 28. august 2026

Mageløs 'Parterapi' på SMK

 

’Parterapi’: Hesselholdt & Mejlvang: ’A world that is both under water and on fire’, 2025. Installation (foto: Jacob Friis-Holm Nielsen)

»Naturligvis indeholder de mange mageløse værker stærke øretæver og kærtegn til den samtid vi lever i – med stigende miljøproblemer, dystre fremtidsudsigter men også håbefuldhed, forbundethed, fairness, business, forfald, makkerskab, dekadence og fremgang på livets store spegedreng«


Kulturinformations redaktør Jesper Hillestrøm har været på besøg på Statens Museum for Kunst med henblik på at anmelde udstillingen ’Parterapi’ og den viser værker med, hvad Hillestrøms tekst også antyder, et mangfoldigt udvalg af installationer af kunstnerduoerne Bank & Rau, Hesselholdt & Mejlvang, J&K (Janne Schäfer og Kristine Agergaard) og Randi og Katrine. 


Udstillingen, som Hillestrøm begaver med fem stjerner, kan ses på SMK frem til d. 27. januar 2027.

torsdag den 27. august 2026

Første tryk i Sønderho-serien

 

’Fanø Sønderho I’. Koldnål på Zerkall kobbertrykpapir. 12,9 x 20,0 cm.

Under mit/vores ugelange ophold på Fanø lavede jeg 10 raderinger, som jeg nu er gået i gang med at trykke små, men eksklusive oplag af. 

Det første i Sønderho-serien kan ses herover og ud af de 10 vil de ni være en del af serien, som jeg regner med at have afsluttet trykningen af i løbet af et par uger.

onsdag den 26. august 2026

Samlingsudstilling på ARoS vil være en delvis tur ned ad Memory Lane

 

ARoS: ’Favoritter fra samlingen’: Olafur Eliasson: ’The Inverted Panorama House’, 2004. Udsnit af installation (foto: © ARoS Aarhus Kunstmuseum)

For nyligt kunne jeg her på siden berette om udlånet af den ikoniske skulptur ’Boy’ fra kunstmuseet ARoS i Aarhus, og samtidig om indlånet af et andet værk af samme kunstner, Ron Mueck, som vil supplere en udstilling med titlen ’Favoritter fra samlingen’ og har man, som jeg, fulgt ARoS tæt siden åbningen i 2004, vil en sådan udstilling sandsynligvis være som en spadseretur ned ad ’Memory Lane’ –  Mindernes Allé. 

Jeg har tilmeldt mig pressemødet til udstillingen, der åbner d. 11. september og varer frem til d. 29. august 2027. 

Man kan blandt andet se værker af så store navne som Bill Viola, Tony Oursler, Olafur Eliasson og Wes Lang.

tirsdag den 25. august 2026

På Fanø er selv rastepladserne poetiske

 

’Fanø Paradisdalen’. Akvarel og oliepastel på Hahnemühle Expression akvarelpapir. 19,5 x 29 cm.

Herover ses den sidste akvarel/oliepastel, jeg lavede under vores ophold på Fanø i uge 34. Og her fremgår det tydeligt, at selv en rasteplads på øen har en egen poesi. 

Lyngen blomstrer heftigt i sensommeren, og det har jeg prøvet at skildre. 

Nu forestår der et større arbejde med at få trykt de 10 raderinger, jeg lavede under opholdet; men den proces er langvarig, så disse værker kan jeg først vise senere.

Keramiske værker med inspiration fra naturen på Fanø Kunstmuseum

 






»Inspirationen til de keramiske værker, som jeg udstiller på Fanø Kunstmuseum, kommer fra naturens former med særligt fokus på frøkapslen. I de små kapsler ligger frøene. De bliver blæst ud af vinden eller spredt af fuglene og finder vej til jorden, spirer og bliver til fremtidens planter«


Det bør ikke være en hemmelighed, at vi under vores ophold i Sønderho på Fanø besøgte Fanø Kunstmuseum, hvor man kan se den fortræffelige udstilling ’Clay Herbarium’ med keramiske værker af Peter Svarrer (født 1957), som er uddannet på Skolen for Brugskunst i Glas og Keramik i årene 1977-1981. 


Udstillingen kan ses i det fine kunstmuseum i Sønderho frem til d. 18. oktober. Teksten herover er fra Svarrers egen formidling af udstillingen.