tirsdag den 31. december 2024
Kunstner bange for at blive afsløret som talentløs - dog med ironi
lørdag den 28. december 2024
Renheden og roen i Astrid Noacks værk
»Netop renheden og roen er i rigt mål til stede på denne forbilledlige udstilling, der følges af et eminent bogværk, som medtager hele hendes liv og arbejde med skulpturen som ståsted i verden«
Billedhuggeren, der refereres til i Erik Steffensens anmeldelse fra tidligere i december i Kristeligt Dagblad, er Astrid Noack (1888-1954), og udstillingen, der er på tale, er en stor samlingsudstilling på Holstebro Kunstmuseum, og denne udstilling ligger i forlængelse af, at museet har fået sin ganske omfattende samling af Astrid Noacks værker suppleret med kunstnerens studiesamling.
Jeg har selv for nylig modtaget bogen, som der refereres til i anmeldelsen og jeg vil snarest besøge udstillingen i Holstebro, som kan ses frem til d. 4. maj 2025.
onsdag den 25. december 2024
På falderebet - mens et år går på hæld
»Disse værker er nøje udvalgt for deres kunstneriske kvalitet og relevans i forhold til samtidskunsten og underbygger vores vision om at opbygge en samling med dybde og betydning for vores publikum«.
Kunstmuseet ARoS’ direktør Rebecca Matthews’ kommentar til en kritisk artikel i Weekendavisen af Pernille Albrethsen om tre væsentlige kunstmuseers indkøb i det næsten forgangne år. Her undrer skribenten sig over, at netop ARoS kun har tilført to nye værker – multimedieinstallationer af Sarah Sze og Sir Isaac Julien – til museets samling, hvor Statens Museum for Kunst og Louisiana har erhvervet sig langt flere værker med en vis variation i indkøbene.
»På såvel større landsdækkende aviser som mindre lokalaviser er kunstanmeldelser blevet sparet væk.
Argumentationen for det er tidens svøbe: antallet af clicks. Får et stofområde ikke nok clicks, er det ud af vagten.
Problemet er, at de mennesker, der rent faktisk køber eller abonnerer på den fysiske avis, og som gerne vil læse kulturanmeldelserne,”det grå guld”, ikke tæller med i clickoversigten.
I stedet for at gøre noget godt for de mangeårige trofaste læsere, straffer man dem for at tilfredsstille Business School-folkenes maniske afhængighed af tåbelige buzz word-overskrifter.
Ikke at det hjælper på antallet af solgte aviser i øvrigt«.
Kunstavisens redaktør, Tom Jørgensen, i årets sidste leder. Her kan man passende tilføje, at dagbladene har lakeret sig selv op i et hjørne, hvor de kan befinde sig, inden de endeligt graver deres egen grav. Så galt går det nok ikke i min levetid; men branchen er under et stadigt pres, som man prøver at navigere sig ud af ved at følge de ødelæggende strategier, som Tom Jørgensen antyder.
tirsdag den 24. december 2024
Louise Hindsgavl om 'Genskabt'
Vi har netop på webportalen kulturinformation.org publiceret min fem-stjernede anmeldelse af udstillingen 'Genskabt' med helt nye værker af Louise Hindsgavl på Ribe Kunstmuseum.
I forbindelse med udstillingen har man ladet producere en lille videoreportage, hvor Hindsgavl selv fortæller om baggrund og værker.
Det er naturligvis den, der kan ses herover.
mandag den 23. december 2024
2024 - et tilbageblik #9
Det var en forbløffende og højst overraskende udstilling, jeg oplevede, sidst jeg besøgte kunstmuseet Kunsten i Aalborg.
Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke i forvejen var bekendt med den i Ungarn fødte, men i Danmark bosiddende kunstner Orsolya Bagala, og måske skal min forundring baseres på mit manglende kendskab til kunstneren.
Jeg bliver ofte glad, når for mig helt ukendte kunstnere med noget at byde på, bliver vist på landets væsentlige udstillingsinstitutioner, og Bagala er ingen undtagelse.
Jeg skrev blandt andet i min anmeldelse af udstillingen følgende: »Netop ved at bruge uprætentiøse materialer som pap og emballageprodukter opløser Bagala et ellers fastlåst hierarki inden for kunsten ved at skabe kunstværker, der ganske vist kan opleves som sarte, men i samme moment afspejler en mere direkte og rå oplevelse hos beskueren«.
Hele min anmeldelse af Orsolya Bagalas udstilling i Aalborg kan læses på kulturinformation.org HER>
søndag den 22. december 2024
På togtur
Der er forholdsvist langt fra Silkeborg til Ribe, og det kan vel heller ikke overraske nogen, at der er akkurat lige så langt den modsatte vej.
Det bliver så sammenlagt omkring syv timer i tog på én dag.
Heldigvis er det – stadig – sådan, at man kan tilbagelægge strækningen uden at skulle skifte tog undervejs, og hvad gør man så? Læser, checker nyheder på telefonen, hører musik… Og tegner.
Lokaliteterne fremgår af teksterne på tegningerne; men vi befinder os altså ude vestpå, på den anden side af ”bibelbæltet”.
Louise Hindsgavl i dialog med Ribe Kunstmuseums historie
fredag den 20. december 2024
torsdag den 19. december 2024
Mystik om Van Gogh-maleri
Et maleri af Vincent Van Gogh blev i 1990 handlet for svimlende 82,5 millioner dollars, hvilket er langt over en halv milliard kroner i 2024-penge, på Christie's kunstauktioner i New York.
Det er næsten symbolsk, at maleriet blev solgt i 1990, da det blev malet næsten præcis 100 år inden, kun et par uger før Van Gogh tog sit eget liv ved at skyde sig en kugle i maven.
Hvad der er nok så interessant, udgør motivet Van Goghs læge Dr. Gachet, som havde specialiseret sig i behandling af psykiske lidelser.
Inden billedet blev solgt for mere end 34 år siden, havde ejeren ad flere omgange deponeret det på Städel Museum i Frankfurt og senere på Metropolitan Museum of Art i New York.
Køberen i 1990 skulle angiveligt være en kinesisk mangemilliardær, der havde grundlagt sin formue på fabrikation af papir.
Til gengæld er ethvert spor af maleriet forsvundet op i den blå luft, da det er rygtet videresolgt til en ukendt aftager, og nu har diverse kunstdetektiver sat sig for at opklare, hvor det ikoniske maleri er blevet af.
Ifølge New York Times er den nuværende ejer ukendt af offentligheden, og der er således ikke nogen grund til at formode, at værket inden for en overskuelig fremtid vil være at se i en offentlig samling eller på en udstilling.
Hvad der i et historisk perspektiv gør billedet interessant er, at det netop er blevet lavet så ganske kort tid, inden Van Gogh døde i 1890.
2024 - et tilbageblik #8
Det bør ikke overraske nogen, at kunst- og designmuseet Trapholt i Kolding sætter alle sejl til, når museet år efter år skaber ganske overdådige temaudstillinger.
Det gælder naturligvis også den aktuelle udstilling, der tager et omfattende tema, nemlig følelser, op. ’Feel Me’ udgør helt enkelt et bombardement af den sans, der kendes som synssansen, og her kommer følelser klart i spil.
Om udstillingen skrev jeg i min anmeldelse på kulturinformation.org blandt andet: »Jeg forlader Trapholt og føler, at jeg har frekventeret en udstilling, der eminent kurateret af Katrine Stenum Poulsen, belyser de menneskelige følelser ved hjælp af billedkunstneriske greb«.
Udstillingen kan faktisk ses på Trapholt frem til d. 10. august 2025. Min fulde anmeldelse på kulturinformation.org kan læses HER>
onsdag den 18. december 2024
Nyt stort værk til ARoS
Tidligere i år kunne man på kunstmuseet ARoS se installationen ’Metronome’ af den amerikanske samtidskunstner Sarah Sze.
Nu er værket imidlertid blevet en del af museets samling, og i ARoS’ pressemeddelelse vedrørende erhvervelsen kan man læse følgende:
»’Metronome’ har form som en stor oplyst globus konstrueret af et virvar af tynde stålrør, hvorpå der hænger et væld af iturevne papirlapper. Konstruktionen udgør på den måde et dynamisk lærred for flimrende videoer, som afspilles på de mange papirlapper samt på gulv og vægge i rummet omkring. Videoerne skifter og mimer den hastighed og flygtighed, der karakteriserer smartphonens tidsalder«.
Det var i korte træk, hvad ’Metronome’ handler om.
Herfra blot tillykke til
ARoS med nyerhvervelsen.
tirsdag den 17. december 2024
Den mest indflydelsesrige er en kvinde fra De Forenede Arabiske Emirater
Jeg er lidt delt omkring mediet ArtReview’s årlige udnævnelse af de 100 mest indflydelsesrige personer på den internationale kunstscene.
For det første er listen udviklet på grundlag af nogle stærkt subjektive iagttagelser, men på den anden side set, må man vel formode, at de, der har bedømt de vigtige personer, besidder et grundigt indblik i, hvilke personer, som har de vigtige roller på scenen.
Listen er i år bemærkelsesværdig, da der faktisk i den øverste del ikke befinder sig de sædvanlige magtfulde – læs: hvide, midaldrende mænd – personer.
Til gengæld toppes listen af Sheika Hoor al Quasami (f. 1980), som er præsident og direktør for Sharjah Art Foundation i De Forenede Arabiske Emirater.
Således kan man udlede, at der er bjerge af penge forankret i hendes monumentale indflydelse.
Penge gør det nok ikke alene, og det fremgår af hendes CV, at hun er uddannet ved Royal Academy of Art i London og denne uddannelse er suppleret med studier i kuratering ved Central St. Martin.
Til historien hører også, at hun er datter af Sheik Sultan bin Muhammad Al-Quasini, som er hersker i Sharjah.
Hun sidder blandt andet i bestyrelsen for KW Institute for Contemporary Art i Berlin.
Der er noget, der tyder på, at magtbalancen på samtidskunstscenen har forrykket sig ganske væsentligt i de seneste år, da adskillige af de folk, der har toppet Power 100, nu ligger langt nede af listen eller er helt forsvundet.
mandag den 16. december 2024
2024 - et tilbageblik #7
I 2007 købte historikeren og fotografen John Maloof en stor samling fotonegativer og optagelser, der tidligere havde tilhørt Vivian Maier, ved en auktion.
Maloof indså hurtigt, at han havde opdaget en hidtil ukendt fotografisk begavelse, og han begyndte at undersøge og digitalisere Maier's værker.
Vivian Maier havde primært ernæret sig som barnepige i Chicago, men hendes store lidenskab var fotografi, og med det mirakuløse fund af hendes værker blev hun posthumt en berømthed i en bestemt genre inden for fotokunsten, nemlig det man i dag betegner som street photography.
Hun havde dog andre strenge at spille på, hvilket man kunne se på en udstilling på kunstmuseet Kunsten i Aalborg i 2024.
Det var en stor oplevelse. Jeg skrev en anmeldelse af udstillingen, som kan læses på kulturinformation.org HER>
søndag den 15. december 2024
2024 - et tilbageblik #6
»Man bør kende sine grænser; men sådanne så ikke ud til at eksistere hos Hermann Nitsch, der i et langvarigt forløb konstant gik ind for at vise tilværelsen som et livslangt, eksistentielt ritual grundfæstet i en eksemplarisk kompromisløshed«.
Blandt andet sådan formulerede jeg mine oplevelser ved Hermann Nitsch-udstillingen i sommer på Museum Jorn i Silkeborg.
Udstillingen havde lidt af hvert på programmet. Heriblandt nogle rumlige installationer, hvor hovedelementerne var røde, flydende væsker.
Så er referencen til blod jo åbenbar, men det var ikke det eneste, der nok chokerede en og anden ved udstillingen med den for nylig afdøde østrigske aktions- og avantgardekunstner Hermann Nitsch (1938-2022).
Det indledende citat er et kort uddrag af en anmeldelse, jeg skrev til webportalen kulturinformation.org, og her så man sig nødsaget til at censurere i billeddelen ved at fravælge nogle stillbilleder fra en af Nitschs performances; men på blog'en her, er vi ikke så sarte, så et par af billederne er selvfølgelig gengivet herover.
Min anmeldelse på kulturinformation.org kan til gengæld læses HER>
fredag den 13. december 2024
2024 - et tilbageblik #5
Jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der var ved at gå på røven over den retrospektive udstilling ’Blow-Up’ med værker af den schweiziske maler og grafiker Franz Gertsch, der kunne ses på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i tidsrummet 21. juni-10. november 2024.
Således var udstillingen relativt nyåbnet, da min hustru og jeg så den i juli.
Jeg skrev lidt om udstillingen på kunstsyn.wordpress.com, da vi havde set udstillingen og her betonede jeg, at »Franz Gertsch er, eller var, en stor mester, og det viser den bjergtagende udstilling på Louisiana med al ønskelig tydelighed med en tilføjelse om, at styrken i en kunstnerisk sammenhæng også ligger i størrelsen af værket«.
Hermed har jeg vist gjort klart, at der var tale om endog ret store værker… læs hele min tekst om udstillingen HER>
Dagens/ugens/månedens sang
Jeg faldt lige over et gammelt Beatles-nummer. Det lyder ad helvede til; men det er tanken, der tæller!!
torsdag den 12. december 2024
"Kunstig kunst" - og hvad så?
Jeg sidder her og overvejer, hvorfor nogle driftige folk har udgivet en bog med titlen 'Kunstig kunst' med gengivelser, som er udviklet ved hjælp af kunstig intelligens.
Forgæves søgning på anmeldelse af Louise Hindsgavl-udstilling
onsdag den 11. december 2024
2024 - et tilbageblik #4
Jeg så ganske meget frem til kunstfestivalen ’Socle du Monde’, der fandt sted i år i området omkring dels Birk Centerpark ved Herning og på diverse øvrige lokaliteter i omegnen af Herning.
Jeg vil gå så vidt som at sige, at årets version af ’Socle du Monde’ (som er navngivet efter et værk af den italienske konceptkunstner Piero Manzoni) måske er den bedste i den tid begivenheden med jævne mellemrum har fundet sted.
Især afsnittet på kunstmuseet HEART, der med historisk præcision viste et større antal værker med afsæt i den europæiske avantgarde fra 1900-tallet gav mig en tro på, at kunsthistorien vedholdende kan forbløffe et kunstpublikum, der efterhånden har set lidt af hvert.
Denne gang havde jeg engageret mig på webportalen kulturinformation.org – og her var jeg i sommer aktuel med en anmeldelse, som naturligvis kan læses HER>
tirsdag den 10. december 2024
2024 - et tilbageblik #3
»Man kan bruge øjne og følelser og være vidne til en slags skabelseshistorie, som man går rundt dér på SMK mellem figurer af kvinder, der altid står stille, eller mænd, der går, som det er tilfældet i Giacomettis bronzer«.
Citatet stammer fra en anmeldelse af den store Alberto Giacometti-udstilling ’Hvad øjet ser’ af Kristeligt Dagblads kunstanmelder Erik Steffensen.
SMK, som der refereres til, er naturligvis Statens Museum for Kunst i København, og på min tur til hovedstaden i maj 2024 nåede jeg heldigvis at se udstillingen med skulpturer, malerier og tegninger samt skitser af den schweiziske mester.
Det var en stor oplevelse.