»Jeg kan heller ikke være i en samling mere end én time ad gangen, så skal jeg op og have kaffe. Et godt besøg kræver på ingen måde, at man har læst et museumskatalog og tilbringer tre timer i en samling. Følelsen af, at her er et rum med særlige ladninger, som vi kan bruge til noget, og som kalder os, hvem vi end er, eller hvad vi kommer fra, kan opstå på mange måder«
Dagbladet Berlingske har taget hul på en interview-række med et antal direktører for nogle af landets kunstmuseer... Eller, rettere sagt, det ved jeg ikke, om avisen har, men i hvert fald har der i den seneste tid været interviews med direktøren for Louisiana, Poul Erik Tøjner, samt direktøren for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh.
I samtalen med Birgitte Ellemann Höegh kommer Bogh blandt andet ganske naturligt ind på nationalgalleriets rolle som samlende enhed for den kulturelt bevidste befolkning, og her er det ikke overraskende, at museets undersøgelser viser, at færre mænd end kvinder besøger museet og blandt dem primært folk fra hovedstadsområdet.
Herudover så direktøren gerne flere fra de lave indkomstgrupper og de med korte uddannelser som besøgende i langt højere grad, end det er tilfældet i dag.
Han siger blandt andet: »På SMK kæmper vi med at holde os oppe med et højt fagligt niveau med kunsthistorisk forskning og samtidig være i øjenhøjde med vores gæster ved at invitere ind i et imødekommende og afslappet museumsrum«.
Man kan sagtens påstå, at der ligger en ironi i udtalelsen, da Mikkel Bogh er ganske bevidst om, at netop Statens Museum for Kunst måske ekskluderer visse potentielle gæster i kraft af museets og især indgangspartiets pompøse udtryk.
Jeg håber, der kommer flere interviews med museumsdirektører, da denne form for formidling efter min mening er væsentlig.
