onsdag den 2. juni 2021

Behersket bydelyst på Bruun Rasmussens første sommerauktion

 

Johannes Larsen: 'Flyvende pibeænder over Filsø', 1920. Vurd.: 100.000-150.000 kr. Hammerslag: 270.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstaktioner)


Det var klassiske værker - primært malerier - der var under hammeren ved Bruun Rasmussens første fysiske sommerauktion i auktionshuset i Bredgade i København. 

Som sædvanligt var der flere interessante værker til salg, men adskillige kunne ikke opnå en tilfredsstillende mindstepris, og måtte derfor trækkes tilbage. 

Langt de fleste af værkerne opnåede dog priser omkring eller en anelse over estimeringerne; men i millionklassen var det kun et maleri af Paul Fischer, der med 2,8 millioner kroner nåede indenfor vurderingen. 

Et lille portræt af maleren Carl Holsøe malet af Vilhelm Hammershøi nåede til gengæld ikke op i nærheden af de 1,5-2,0 millioner, som det var vurderet til, og det blev ikke solgt på auktionen, og det samme skete med et lille interiørbillede af samme kunstner, som var vurderet til 600.000-800.000 kr. 

Til gengæld lykkedes det at sælge et maleri af P.S. Krøyer, som i 1909 har malet datteren Vibeke. Det blev dog solgt til en del under vurderingen: 1.250.000 mod en vurdering på 2-3 millioner. 

Til gengæld er der noget, der kunne tyde på, at fynske Johannes Larsen er ved at bevæge sig opad i pris. Flere malerier af ham opnåede en fordobling i pris i forhold til vurderinger. 

Auktionerne fortsætter hos Bruun Rasmussen her i juni, og jeg vil prøve at se dem online, når vi når til den moderne kunst, som altid er interessant at følge.