Kritikken går på, at familierne til de dræbte kvinder ikke er blevet informeret om, at udstillingen skulle finde sted, og at man fandt, det var for tidligt at vise en udstilling, der kaster lys på en serie forbrydelser, der faktisk har fundet sted for forholdsvist nyligt.
De efterladte kan sagtens besidde en pointe – og muligvis er sagen blevet behandlet ret klodset af ledelsen af Politimuseet. I en TV-udsendelse på DR forsvarede museets direktør udstillingen ved at udtale, at der er tale om en sober skildring af de dræbte kvinder.
Kunstneren selv påpegede, at det havde været hendes idé at give ofrene for de i alt tolv forbrydelser et synligt eftermæle; men da hun brugte ordet ”jeg” temmelig ofte i sin fremlægning, kunne det sagtens virke, som om hun blot var i gang med en massiv selviscenesættelse. Hun fik sine 15 minutters berømmelse, og dagen efter bekendtgjorde museumsdirektøren, at ingen af de efterladte havde ønsket værker fjernet fra udstillingen.
En anden ting, som har faldet en del for brystet i forhold til denne udstilling, er, at man antyder, kunstneren har fundet temmelig megen inspiration hos den østrigske maler Egon Schiele (det øverste billede herover) i sine værker. Museum Jorns direktør Jacob Thage skød dog denne teori sønder og sammen i et radiointerview, hvor han pointerede, at kunstnere – historisk set – ofte har brugt forlæg fra andre kunstnere i udarbejdelsen af deres værker. Det samme mener dagbladet Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung, der dog tilføjer, at Skallgårds værker ikke rigtigt er interessante som portrætter.
I det hele taget synes malerierne i det store hele ret ubehjælpsomt udført, og det er tvivlsomt, om de havde fundet vej til væggene i et decideret - og seriøst - kunstudstillingssted?
