Frank Auerbach: 'Head of J.Y.M. II', 1984-85. Olie på lærred. Privateje (pressefoto: Tate)
"Hvor meget farve kan en kunstner komme på ét og samme billede, og hvor tykt og klumpet kan man male, før man får spoleret sit gode ry? For at male ovenpå er jo, i manges øjne, det samme som at fortryde og så rette noget for at slette sporene af det, man allerede har gjort. Og åbenbart har gjort forkert. Men en kunstner, der er betydelig, maler vel ikke noget, der er forkert."
Problematikken, som Peter Michael Hornung beskriver i sin anmeldelse i Politiken, handler ikke generelt om det pastose maleri, men i langt højere grad om en udstilling, der indtil 13. marts kan ses på Tate Britain i London med værker af den tysk-engelske maler Frank Auerbach.
Man kan udmærket spørge sig selv om, hvorvidt malere, som benytter sig af adskillige fede lag af oliefarver selv er 100% klar over, hvornår maleriet i princippet er færdigt.
Der kan tillige ligge andre årsager til grund for, at lærredet bliver forsynet med så meget farve, end hvad der ligger i en ren fortrydelsesmekanisme.
Dermed antyder jeg langt fra, at der nødvendigvis bør sættes lighedstegn mellem stoflighed og pastositet.
