David Bowie (foto: Duffy/Duffy Archive and the David Bowie Archive)
"David Bowie er død, og efter 45 års kunstnerisk nærkontakt er det svært at fatte. Melankolien var en vigtig og noget overskygget side af David Bowies udtryk. I dag tillader den sig at slå igennem"
Det hører vist til sjældenhederne, at et stort landsdækkende dagblad rydder forsiden med henblik på at bringe en nekrolog over en stor kulturpersonlighed; men det er faktisk sådan, man har prioriteret hos Politiken, hvor Kim Skottes omfattende nekrolog over David Bowie optræder. En fin gestus over for den nu afdøde britiske kunstner.
David Bowie døde d. 10. januar - blot to dage efter sin 69-års fødselsdag og to dage efter udsendelsen af hans sidste plade, 'Blackstar', som skulle komme til at udgøre et smukt requiem over den dybt originale sanger og komponist.